Der har ikke altid i Rom været så mange broer - og dermed muligheder for at passere floden og nå fra den ene bred til den anden - som der findes idag.

I stedet har man mange steder måttet klare sig med bådtransport og der har været mange forskellige typer af denne transportform.

Der var både ("barca" - "barche", også kaldet "barchette"), som førtes af en bådsmand kaldet "barcarolo". Disse "barcaroli" sejlede passagerer langs Tiberbredderne, fra et opsamlingssted til et andet. En meget kendt romersk sang omhandler denne metier: "Barcarolo Romano", skrevet af Romolo Balzani. Her synges om, at "er barcarolo va contro corrente" : "bådsmanden sejler mod strømmen", og det har været en hård tørn at ro op mod Tiberens kraftige strøm.

Det var en tjans for stærke sømænd og dygtige roere, som allerede i 1500-tallet lsær sejlede mellem anløbspladserne ved områderne Marmorata, Ripa og Ripetta, kaldet "scalo di Marmorata", "scalo di Ripa" og "scalo di Ripetta".

Der var også både, som sejlede passagerer tværs over floden, nogle faktisk i færgefart, som "traghetti" : "færger". Færgemændene kaldtes derfor "traghettatori" (i ental "traghettatore") og de udførte fra slutningen af 1400-tallet deres hverv ifølge licenser til småbåde kaldet "schifetti".

Der var 2 måder, hvorpå disse færger kunne passere floden. Enten måtte en dygtig rorkarl bruge sine kræfter på at ro færgen til den modsatte bred. Eller der var tale om trækfærger, som med en kraftig line var tøjret til et kabel, der var spændt ud mellem bredderne.

Flere af disse trækfærger, som kaldtes "barchette", kan ses på de gamle kort og planer over Rom. De havde i sagens natur (de fastbundne ledekabler) også helt faste anløbssteder og flere af disse kendes:

Den nordligste, som kan ses på Nolli's kort over Rom fra 1748 (nr.493), sejlede mellem Toldstedet ved Ripetta (Dogana di Ripetta) og området "I Prati di Castello". (nr.1 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Den næste forbandt området nord for Castel Sant'Angelo med Strada di Tor di Nona. (nr.2 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Den følgende havde anløbsplads på højde med resterne af Ponte Trionfale, ved Kirken San Giovanni dei Fiorentini, og på flodens modsatte bred ved Santo Spirito. (Nolli nr.549) (nr.3 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Noget længere nede var der færgefart mellem Via dei Bresciani og Via della Lungara ved Kirken San Leonardo. (Nolli nr.559). Denne forbindelse skal have været den første trækfærge, som blev taget i brug. (nr.4 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Ud for den nu forsvundne lille gyde Vicolo della Lunetta, hvor den store skolebygning Liceo Ginnasio Statale Virgilio idag står, var der en anløbsplads for forbindelsen til La Farnesina på den modsatte bred. (Nolli nr.689). (nr.5 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Lidt nordvest for Ponte Sisto var der ved starten af Via Giulia mulighed for at blive færget over til området ved Porta Settimiana. (Nolli nr.704). (nr.6 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Endelig var der også et anløbssted ved ruinerne af Ponte Sublicio, ved den nu forsvundne Vicolo della Salara, med overfart til havnen ved Ripa Grande. Anløbspladsen ver her ved den lille gyde Vicolo del Canale. (Nolli nr.1124). (nr.7 på kortet nedenfor) - Læs mere om denne færgeforbindelse her!

Selvom mange færgemænd havde licens til arbejdet, var der også "piratbåde", hvis "barcaroli" fik hårde straffe, når de blev pågrebet.

Der var en tredie slags både, som ikke transporterede passagerer på floden, men varer som skulle flyttes fra havnen ved Ostia og ind til byen. Førerne af disse både kaldtes også "barcaroli", men bådene var af en helt anden type. Det drejede sig om store pramme ("chiatte"), der blev trukket opstrøms af okser, som langsomt travede afsted langs stier på begge flodbredder. Ved Porta Portese lagde prammene til og mens varerne blev losset, kunne okserne hvile sig i det område, der idag bruges som kommunal hundegård.

Det var ikke altid okser, som trak bådene, da bøfler - som jo anvendtes meget på landet udenfor Rom - var mere egnede til de fugtige flodbredder. Det var heller ikke en helt billig transportform. Til en båd med 38 tons vægt brugtes 8 bøfler for at trække den opstrøms. Hvis vægten var højere og op til 95 tons, måtte man spænde 10 bøfler for og der skulle 12 til for at trække 140 tons.

I 1827 gjorde man de første forsøg med at erstatte de gamle oksetrukne pramme med moderne dampskibe og fra 1842 gik okserne på pension og varer fragtedes udelukkende på dampskibene. Fra 1844 kunne også passagerer medtages.

Nogle navne knyttet til færgefarten:

I 1510 gav Pave Leo X licens til færgefart til den senere Kardinal, Francesco del Nero, fra Firenze. Licensen gjaldt overfart mellem Kirken San Biagio i Via Giulia og området på den anden side ved Kirken San Leonardo.

Benevenuto Cellini fortæller, at Pave Clemens VII (1523-1534) gav licens til færgefart til en vis Jacopo dello Sciorina, der sejlede mellem Ponte Sisto og Castel Sant'Angelo. På grund af sit erhverv kaldtes Sciorina også Jacopo della Barca.

I 1609 gav Pave Paul V en licens til overfarten mellem Porto di Ripetta og et stykke jord, der ejedes af licensmodtageren, en vis Marco Antonio Toscanella. Dennes ejendom lå ud til 2 gader, som førte til henholdsvis Castel Sant'Angelo og Porta Angelica.

På et tidspunkt i første del af 1600-tallet overgik retten til al færgefart til samme entreprenør, nemlig en viis Orazio Betti, og efter dennes død til hans arvinger. Undtaget var dog overfarten fra Ripetta.

I 1853 blev den gamle ruinerede bro, Ponte Rotto, sat i stand, så Tiberen kunne passeres på denne måde. Men indtil da havde en færge til Ripa Grande fungeret i næsten 150 år.

Efterhånden som flere broer blev bygget, ophørte færgefarten lige så stille. De sidste, der var i brug, var overfarterne til La Farnesina og til Ripetta.

På kortet nedenfor ses angivet de omtrentlige placeringer af ovennævnte 7 færgeoverfarter:

Litteratur om Færgefart på Tiberen:
Colaiacomo, Claudio: Roma perduta e dimenticata. - Roma : Newton Comton editori, 2017. - (Tradizioni italiane, 257).
- side 94-95.
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 64-67.
Rendina, Claudio: Guida insolita ai misteri, ai segreti, alle leggende e alle curiosità del Tevere, il fiume di Roma. Newton & Compton Editori, 2003.
- side 161, 162, 230, 233.