|
|
Denne nu forsvundne plads lå - inden Pave Sixtus V i 1585 lod den sammenlægge med en anden gammel plads, Piazzetta del Pozzo Roncone, til én stor plads: den nuværende Piazza dell'Esquilino - foran Kirken Santa Pudenziana i begyndelsen af nutidens Via Urbana, datidens Vico Patricio. På den anden side af pladsen, der måske blot var et lidt bredere stykke af vejen, lå Piazzetta del Pozzo Roncone med den gamle Kirke Sant'Alberto og det tilliggende hospital for pestsyge og spedalske. "Le Case d'Orlando" betyder "Orlando's huse" og stednavnet har muligvis henvist til nogle huse ejet af en os ubekendt Orlando, der måske - måske ikke - har haft tilknytning til hospitalet eller Kirken, eller måske den religiøse sammenslutning Compagnia dei Raccomandati della Vergine Maria, som havde ansvaret for dette kompleks. Men der findes også andre hypoteser om navnets opståen. Måske har folkeviddet tillagt et eller andet monument eller en ruin i området en tilknytning til den middelalderlige sagnhelt Orlando (på dansk: Roland), som "blev dræbt i Pyrenæerpasset ved Roncisvalle (Roncevaux) i August 778, da baskiske røvere overfaldt bagtroppen af Karl den Stores hær på hjemvejen fra Spanien". Orlando's heltemod og bedrifter blev skildret i Rolandskvadet og mange andre fortællinger og helten blev især populær i Italien. I Rom findes også et andet stednavn, som har tilknytning til Orlando, nemlig Vicolo della Spada d'Orlando: "Orlando's sværd-gyde".
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|