ANNAS ROM GUIDE
Tolla Bocca di Leone's vansiring

En af Roms unge, smukke kurtisaner i begyndelsen af 1700-tallet var Tolla, kaldet Bocca di Leone efter den gade, Via della Bocca di Leone, hvor hun boede mellem Corso'en og Piazza di Spagna.

Tolla var meget populær og efterstræbt. Hun kunne synge, deklamere digte og holdt "salon", hvor alle hendes beundrere mødte op.

En aften i begyndelsen af Juli måned år 1700 kom også den året tidligere tilflyttede Prins Costantino Sobieski på visit. Og han blev betaget og forelsket og ønskede at have den tilbedte for sig selv. Tolla blev nu ophøjet til Prinsens elskerinde, fik en smuk vogn og ledsagedes af Prinsens tjenere.

Tolla vandt endog Prinsens mor for sig. Den polske Dronning Maria Casimira var i 1699 flyttet til Rom med sine 2 sønner og havde lejet sig ind i Palazzo Odescalchi på Piazza dei Santi Apostoli med et stort følge og bevæbnede vagtposter, som sikrede, at Pladsen var Dronningens territorium.

Men den 31. Juli 1700 blev Dronningens ukrænkelighed krænket. Den unge Grev Gaetano Sforza Cesarini, som også var forelsket i Tolla, ville ikke acceptere, at hun havde forladt ham til fordel for denne tilflytter. Han sendte derfor om aftenen en bevæbnet svend til Piazza dei Santi Apostoli, hvor Costantino Sobiesko lige havde taget afsked med sin elskerinde og var gået op i Palæet for sammen med sin moder fra balkonen at vinke farvel til den smukke Tolla, der denne aften var klædt ud som mand og i sin åbne karet nedenfor deres vinduer sang en serenade for Dronningen. Men midt i denne scene styrter lejesvenden frem og med trukket sværd lykkes det ham at give Tolla en stor rift på hagen - og kun på hagen, fordi hendes brede hatteskygge afbøder slaget.

Gaetano, som havde deltaget i overfaldet, flygtede straks, mens Prins Costantino og hans broder Alessandro, samt hele Dronningens bevæbnede garde satte efter ham.

Dronningen var rasende over den fornærmelse, der var begået mod hendes familie, så Kardinal Ottoboni sendte sin foretrukne musiker Alessandro Scarlatti til hende for at mægle. Gaetano blev imidlertid fanget og tilbragte nogle dage i fængslet i Castel Sant'Angelo, men blev herefter frigivet mod at gå til Dronningen og ydmygst bede om undskyldning samt udbetale en erstatning til den vansirede kurtisane.

Mindre heldig var Gaetano's lillebroder Giovan Giorgio Sforza Cesarini, da han 3 år senere forgæves forsøgte at bortføre maleren Carlo Maratta's smukke datter Faustina. Om dette kan man læse på siden "Faustina Maratti's bortførelse".

 

Litteratur om Tolla Bocca di Leone's vansiring:
Lemme, Lodovico Paolo: Personaggi della Roma colta del Settecento. Roma, Edizioni T.E.R., 1993.
- side 49-56.
Rendina, Claudio: Cardinali e cortigiane. (I Big Newton, Saggi, 164). Roma, Newton Compton editori, 1.ed., 2007.
- side 188-195.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Bykort
Bøger og links om Rom
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 9.6.2019