ANNAS ROM GUIDE

Andreottini-Familien

1300-tallet - 1700-tallet

Familien Andreottini levede i Rom, antagelig fra 1300-tallet. Man kender ikke deres oprindelse og det er iøvrigt sparsomt med oplysninger om familien, der uddøde i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi kender til et familiemedlem, der i hvert fald i perioden 1484-1492 ejede et hus i Rione Regola ved nutidens Via di Monserrato nr. 154. Vedkommende deltog i processionerne ved Festa dell'Assunzione i 1464, 1484 og 1488 for kvartererne Rione Regola og Rione Sant'Eustachio, hvilket tyder på, at han også har haft ejendom i det sidstnævnte kvarter.

Flere mandlige familiemedlemmer var indskrevet i lægbroderskabet Compagnia del Salvatore, der også stod for de ovennævnte processioner. Flere efterlod ved deres død en arv til dette broderskab.

Man ved, at flere familiemedlemmer blev begravet i kirkerne San Marcello og Sant'Eustachio, samt i den nu forsvundne kirke Sant'Andrea de Azanesi, som menes at have stået ved gaderne Via della Barchetta og Via di Sant'Eligio, bag den senere opførte kirke Santa Maria di Monserrato.

Det vides også, at Pave Martin V (1417-1431) ophøjede familien blandt Roms fornemme familier.

Familiens våben i guld og blåt var delt i 2 felter af en savtakket diagonal.

Af familiens medlemmer kender vi til:

Ottaviano Andreottini, der var fader til Pietro Andreottini. Måske den samme, der omtalt som Giovanni Ottaviani fra Rione Ripa var blandt de 4 romerske borgere, der i 1360 skulle bekræfte teksten til Roms nyreviderede statutter.

-- Pietro di Ottaviano, der i 1365 efterlod en arv til lægbroderskabet Confraternita del Salvatore. ("Nobilis vir Petrus Octaviani de Andreottinis" står der i notarialdokumentet af 19. Oktober 1365, som var udfærdiget af notaren Antonius Goiolus (1)

Pietro Andreottini, som i 1371 fra Juli kvartal bestred hvervet som Conservatore.

Giovanni Andreottini, der blev fader til Giacomo di Giovanni Andreottini. Det er muligvis denne, der omkring 1381 i et dokument omtales som "Nobilis Vir Joannes de Andreottinis de Urbe, Potestatis".

-- Giacomo Andreottini, som i 1400-tallet lader til at have været fader til Arrigo eller Enrico Andreottini, samt til datteren Lucrezia di Giacomo. Han døde i 1455 og efterlod en arv til Compagnia del Salvatore. I dette lægbroderskabs årbog, Liber Anniversariorum della Fraternita dei Raccomandati del SS. Salvatore ad Sancta Sanctorum, er Giacomo Andreottini indført lige før punkt 202: " Iacobo de Andreottinis, apud eccl. S. Andree de Nazarenis in reg. Arenulae; soluti fuer. fl.. L.".(2). Giacomo blev altså begravet i den nu forsvundne kirke Sant'Andrea de Azanesi, som menes at have stået ved gaderne Via della Barchetta og Vicolo di Sant'Eligio, bag den senere opførte kirke Santa Maria di Monserrato.

----- Arrigo Andreottini også kaldes Enrico di Giacomo (Navnet "Arrigo" svarer til det danske Henrik, som også kan oversættes til Enrico på italiensk). Han ejede i perioden 1484-1492 et hus i Rione Regola ved nutidens Via di Monserrato nr. 154. Arrigo/Enrico deltog i processionerne ved Festa dell'Assunzione i 1464, 1484 og 1488 for kvartererne Rione Regola og Rione Sant'Eustachio, hvilket tyder på, at han også har haft ejendom i det sidstnævnte kvarter. --- LÆS MERE om Arrigo Andreottini her!

----- Lucrezia di Giacomo di Giovanni Andreottini, som blev gift med Andrea Nazareni. Hun efterlod ligesom sin fader en arv til Compagnia del Salvatore. Hun blev muligvis begravet i Kirken Sant'Andrea i 1445. Amayden (se litt.note nedenfor) nævner en gravskrift med teksten: "Domina Lucretia filia Iacobi Ioannis de Andreottinis". I Lægbroderskabets årbog, Liber Anniversariorum della Fraternita dei Raccomandati del SS. Salvatore ad Sancta Sanctorum, er Lucrezia indført lige før punkt 174: " d. Lucretia f. Iacobae Ioannis de Andreotinis, in eccl. S. Andreae de Nazarenis; dictus e. pater don. fl. .L., pro quibus obligavit quartam partem S.M. in Ferrarola fructificandam sine excomputatione fructuum donec solverit dictos fl. .L.". (2). Lucrezia blev altså begravet i den nu forsvundne kirke Sant'Andrea de Azanesi, som menes at have stået ved gaderne Via della Barchetta og Vicolo di Sant'Eligio, bag den senere opførte kirke Santa Maria di Monserrato.

Maria de Andreottini, som i 1501 var gift med Bernardo di Tedallini.

Porzia de Andreottinis, hvis testamente er nævnt i et dokument fra 1524.

Livia Andreottini, som var gift med Giulio Quattracci, der er nævnt i Marco Antonio Altieri's bog "Li nuptiali". Altieri levede mellem 1450-1532, så Livia har vel levet på samme tid.

Desuden skal der i Kirken Sant'Eustachio iflg. Amayden (litt. note 1) have været en gravsten for familien med en række navne i følgende tekst:

Hieronymo, Pietro Paulo, Francisco, Tomarotio, - Henrico de Andreottinis, - Jacobus de Andreottinis patri fratribusque carrisimis - Andreotia de Tomartijs marito filijsque delectissimis - pietatis ergo sibi posterique posuit".

Litteratur om Andreottini-Familien:
(1) Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 53-54.

De Dominicis, Claudio: Membri del Seato nella Roma Pontificia. Roma, 2009.
- side 57.
Modigliani, Anna: I Porcari. Storia di una famiglia romana tra Medioevo e Rinascimento. Roma, "Roma nel Rinascimento", 1998.
- side 257, 263, 270.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 57.
(2) Necrologi e libri affini della Provincia Romana, Volume 44 / Pietro Egidi. Istituto Storico Italiano, Roma, 1908. (Fonti per la Storia d'Italia).

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.4.2021 og sidst opdateret d. 3.4.2021