ANNAS ROM GUIDE
Santa Caterina da Siena - helgeninde

1347-1380

Santa Caterina var født i Siena i 1347 som datter af Jacopo Benincasa og Lapa Piagenti og vi kender til hendes liv blandt andet fra den beretning, som hendes skriftefader Raimondo da Capua har nedskrevet.

Allerede som 7-årig følte Caterina, at det var hendes kald at følge Gud og hun aflagde et kyskhedsløfte. Så hun voksede op med tanken om Guds nærvær og at hun selv skulle blive Kristi brud. Det fortælles, at Caterina havde en lidt ældre søster ved navn Bonaventura og at Caterina, da hun blev 12 år, lod sig lokke til sammen med søsteren at deltage i livet omkring sig med de følelser og oplevelser, som så unge piger gennemgår. Men Bonaventura døde få år efter i 1362 og sorgen "omvendte" Caterina, der klippede sit hår ganske kort og lukkede sig inde i sit lille rum, hvor hun kunne koncentrere sig om sit kald.

Ifølge andre fortællinger var det forældrenes ønske om at hun nu skulle forlove sig, der fik Caterina til at klippe håret af. Og selv ikke familiens forsøg på at knække hendes vilje med hårdt arbejde og ingen tid eller lejlighed til bøn fik hende til at opgive sit ønske om at vie sit liv til Gud. Hendes stædighed fik da omsider forældrene til at give efter.

Da Caterina blev 16 år blev hun optaget blandt lægsøstrene i Dominikaner-Ordenen's Tredie Orden ("Terzo Ordine di San Domenico") og herefter levede hun i 3 år i fuldstændig afsondrethed.

Efter denne periode begyndte hun atter at vise sig udenfor sit rum og sit hjem, men nu fulgte hun sit kald ved stadige besøg hos fattige, syge og trængende mennesker, der snart begyndte at omtale hende som en sand helgen for alt det gode hun gjorde. Især de mange spedalske nød godt af Caterina's pleje. Caterina var nu del af gruppen "Le Mantellate", en del af den Tredie Orden som hengav sig til bøn og barmhjertigt arbejde og levede et religiøst liv, iklædt ordensdragten og efter klosteragtige regler om bøn, faste og kyskhed, men i deres eget hjem.

Mange mennesker begyndte nu at opsøge Caterina for at deltage i hendes arbejde og lytte til hendes tale og en hel lille kreds dannedes omkring hende, kaldet "Il Circolo di Fontebranda". Caterina vandt alles respekt og kærlighed ved sit venlige væsen og gode humør, sin fornuft og uendelige godhed.

Men nogle syntes, at det var for godt til at være sandt, og ytrede mistanke om kætteri. Dominikaner-Ordenen undersøgte derfor Caterina's idéer og meninger og frikendte hende komplet ved Ordenskapitlet i Firenze i 1374, hvor man til gengæld pålagde hende at få en pålidelig skriftefader ved sin side. Til dette hverv valgtes den agtede jurist og prior, Dominikaneren Raimondo da Capua, som kom til at følge Caterina i de følgende 4 år.

I 1375 fik Santa Caterina Kristi sårmærker og hun oplevede også utallige syn og ekstaser, hvor hun trådte ud af sit jordiske hylster.

Det var i disse år, at Paverne havde forlagt deres residens til Avignon og vedblev at udsætte deres tilbagekomst til Rom, der havde fordrevet dem ved de evindelige magtkampe mellem byens fraktioner, de forskellige adelsslægter og partier, der støttede enten Kejserens eller Pavens sag. Men uden Paven som centrum var byen gået i forfald, befolkningstallet faldt, der var ingen midler til at vedligeholde og reparere de offentlige bygninger, endsige bygge nyt. Befolkningen måtte klare sig som de bedst kunne, der var knaphed på madvarer og den stærkestes ret herskede. Religionen trådte i baggrunden og med fromheden var det så som så. Så fik romerne nok og bad indtrængende Paven om at vende tilbage til sin by, men Paverne havde fundet sig godt tilrette i Avignon, hvor der var fred og ordnede forhold og var ikke glade for at begive sig ud på et usikkert eventyr med at "genindtage" Rom.

Pave Gregor XI havde lyst Firenze i band, fordi byen havde gjort oprør mod hans franske gesandter. Nu bad Firenze Caterina, hvis ry for hellighed havde nået dem, om at drage til Paven i Avignon og få løst bandet. Caterina og 23 medlemmer af hendes lille kreds begav sig da på rejse og ankom til Avignon den 18. juni 1376. Men Paven var ikke til sinds at løse bandet og Caterina gik i stedet over til det spørgsmål, der virkelig lå hende på sinde: om dog ikke Paven ville flytte tilbage til Rom. Så godt talte hun for sig, at Gregor XI erklærede sig villig til at rejse.

Desværre døde Gregor XI, inden han nåede Rom, og Caterina var allerede rejst tilbage til Siena, da situationens alvor atter kaldte hende på rejse. Den nye Pave var Urban VI, men samtidig var der også valgt en modpave, Clemens VII, og dette udløste det store vestlige skisma.

Urban VI bad imidlertid Caterina om at rejse til Rom og prædike mod skismaet, for at dette kunne blive løst. Og Caterina rejste, selvom hun hellere havde levet et stille liv med sine syn og ekstaser, som hun dikterede til sin skriftefader Raimondo da Capua. I stedet for måtte hun nu diktere breve til alle magthaverne i Europa for at få skismaet løst og alle disse problemer og uro gjorde hende syg, så hun til sidst døde i Rom den 29. april 1380.

Santa Caterina da Siena blev helgenkåret i 1461 og hædret som en af kirkelærerne ("Doctor Ecclesiae") den 4. oktober 1970. Hendes helgendag er den 29. april, hvor man fejrer Festa di Caterina da Siena da Siena.

Santa Caterina da Siena er sammen med San Francesco d'Assisi Italiens skytshelgen ("Patrona d'Italia"). Hun er desuden beskytter af sygeplejersker og påkaldes som beskytter mod pest, migræne og som hjælp til en god død. Santa Caterina fremstilles i Dominikanernes hvide kjortel med sort kappe, måske med Kristi sårmæker ("stigmata") og bærende et kors, en lilje eller en bog. Mange af Santa Caterina's breve og dikterede skrifter er overleveret til os.

I Rom skal Santa Caterina have boet i Dominikanernonnernes Kloster i nærheden af Kirken Santa Chiara. Søstrene af Dominikanernes Tredie-orden, også kaldet "Le Terziarie Domenicane", ejede nogle huse overfor Kirken ved Piazza di Santa Chiara i den ejendom, der idag huser "La Casa della Arciconfraternita della Santissima Annunziata". Den 1600-tals facade mod Via di Santa Chiara, som møder de besøgende idag, dækker for de meget ældre bygninger bagved, hvor helgeninden døde i 1380. "Her lå hun på en hård træplanke i et lille rum i Paola del Ferro's hus", som den pavelige protonotar Tommaso di Petra, der hørte Caterina's sidste vilje, beskrev det efter sit besøg. Efter Caterina's død blev liget flyttet over i den nærliggende Dominikanerkirke Santa Maria sopra Minerva.

Helgendagen fejres i Rom i kirkerne Santa Caterina da Siena a Magnanapoli, Santa Caterina i Via Giulia samt i Santa Maria sopra Minerva, hvor helgenindens relikvier opbevares under højalteret. I denne kirkes sakristi er det lille værelse, hvori Santa Caterina døde, blevet genopbygget af de oprindelige mure, som blev flyttet herhen.

Litteratur om Santa Caterina da Siena:
Cerinotti, Angela: Atlante della storia della Chiesa: Santi e beati di ieri e di oggi. Demetra, 1. edizione, 1999.
- side 194f.
Giorgi, Rosa: Santi. Electa, ristampa 2003.
- side 81ff.
Kirke og Kristendom Leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldeldal, 2001.
- side 194.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 211f.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 56f.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side 311.
Catholic Encyclopedia: St. Catherine of Siena.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 18.2.2006 og sidst opdateret d. 8.3.2009