|
|
Kort om Kirken Santa Caterina da Siena a Magnanapoli: Denne lille 1600-tals Dominikaner-kirke viet til Santa Caterina da Siena ligger på Largo Magnanapoli i Rom, hvor den blev bygget i 1628-1641 i tilslutning til det Kloster, som Suor Maria Vittoria Massimi lod rejse på en grund, som hun havde købt af Conti-familien i 1574. Kirkens arkitekt var Giovanni Battista Soria, men den facade, som han byggede i 1641 er idag noget ændret på grund af den terrænsænkning, som blev foretaget i 1880 ved anlægningen af Via Nazionale og Largo Magnanapoli. En ny dobbelttrappe fører op til selve Kirken ovenover indgangen til krypten. Dominikaner-nonnerne af San Domenico's Tredie Orden flyttede ind i Klosteret i 1573, hvor de solgte deres tidligere ejendom i Via di Santa Chiara i nærheden af Pantheon, og de forblev her - kun afbrudt af mindre forflyttelser - indtil 1911, hvor de måtte flytte over til Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto, fordi man planlagde at udgrave og fritlægge ruinerne af Trajan's Marked. Hvis ikke Kirkens hovedindgang er åben, kan man få adgang gennem lokalerne, der huser Ordinariato Militare i sidegaden Salita del Grillo. Kirkens indre er i barokstil og den består af et hovedskib med en række små kapeller i hver side. I loftet er der en smuk fresko med Santa Caterina's himmelfærd af Luigi Garzi, der sammen med sine elever har udført mange af Kirkens andre dekorationer. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|