I Lisieux lå der et Karmeliter-Kloster, Monastère du Carmel de Lisieux, der stadig ligger i Rue du Carmel 37. Det var grundlagt i 1838 og i 1845-1852 tilføjedes der en lille Kirke. De moderløse børn følte sig voldsomt tiltrukket af dette lille religiøse centrum og i 1882 blev Pauline, der på det tidspunkt var 21 år, nonne her.
I 1886 fulgte den ældste datter, den 26-årige Marie, Paulines eksempel og året efter fortalte den nu 14-årige Thérèse sin far, at hun ønskede at følge sine søstre ind i Karmeliter-Ordenen.
At alle børnene i den dybt religiøse familie valgte at gå i Kloster var slet ikke et chok for deres far. Han havde selv som ung ønsket at blive præst, men manglende latinskundskaber havde forhindret dette. Moderen Zélie havde også ønsket at gå i kloster, men hendes forældre havde forbudt det. Da de to unge mennesker blev gift havde de lovet hinanden, at de ikke ville hindre deres børn i at følge deres kald og at de tværtimod ville være lykkelige, hvis de indtrådte i en kirkelig orden. Den tredie søster Léonie blev Visitandinde, mens den fjerde søster Céline efter faderens død i 1894 også indtrådte i Karmeliter-Ordenen.
Men i 1887 var Thérèse stadig for ung til at binde sig definitivt til et liv som nonne, så hun måtte vente til året efter. Derfor tog hendes fader hende og Céline med på en rejse til Rom, hvor de blandt andet besøgte Kirken Sant'Agnese fuori le Mura for at bede til Sant'Agnese, hvis navn storesøsteren Pauline havde taget, da hun gik i kloster. I sine erindringer fortæller Thérèse, hvordan hun så brændende ønskede at bringe et af Kirkens relikvier med hjem til søsteren, men at det var forbudt. Men så skete der et lille mirakel: en lille rød sten faldt ud af en af Kirkens mosaikker og Thérèse samlede den op og følte at hun her havde fået en hilsen og en gave fra Sant'Agnese, som hun følte sig meget knyttet til.
Efter hjemkomsten fra Rom kunne hun omsider begynde et klosterliv for derpå i 1889 at blive iklædt Karmeliter-dragten og i 1890 aflægge det endelige klosterløfte.
Thérèse, der som nonne tog navnet "Thérèse de l'Enfant-Jésus et de la Sainte Face", var lykkelig for sit liv i Klosteret og hun deltog fuldt ud i nonnernes forskellige opgaver. I 1893 blev hun vice-ansvarlig for Klosterets novicer og da storesøsteren Pauline blev Klosterets Abbedisse, påbød hun Thérèse at skrive sine barndomserindringer, der kunne tjene som opbyggelig læsning for andre unge piger.
Allerede i 1895 begyndte Thérèse at skrante og året efter måtte hun gå til sengs, fordi hun havde pådraget sig en slem tuberkulose. Den 30. september 1897 døde hun som kun 24-årig.
Rygtet om Thérèses eksemplariske liv og hendes religøse hengivenhed og den tidlige død bredte sig i byen og udenfor denne og snart begyndte pilgrimmene at strømme til Lisieux i så stort antal, at man måtte bygge en ny, stor kirke viet til Sainte Thérèse, der i 1923 blev saligkåret og i 1925 blev helgenkåret.
Santa Teresa del Bambin Gesù er en af Karmeliter-Ordenens store helgeninder og sammen med Jeanne d'Arc skytshelgen for Frankrig, Hun fejredes tidligere den 3. oktober, men festen er nu flyttet til den 1. oktober.
Thérèse efterlod sig skriftet L'Histoire d'une âme ("En sjæls historie"), der fik megen succes og stor udbredelse. Pave Johannes Paul II proklamerede hende i 1997 for "dottore della Chiesa" ("Kirkelærer").
Santa Teresa kaldes også La Santina delle Rose, fordi hun i et skrift har lovet at lade roser regne fra Himmelen.
