ANNAS ROM GUIDE

Antonio Tempesta - italiensk maler og grafiker

1555 - 1630

Antonio Tempesta, også kaldet Il Tempestino ("den lille Tempesta"), var født i Firenze i 1555 , hvor han blev uddannet som elev af Joannes Stradanus (Jan van der Straet), Santi di Tito og Vasari, for hvem han arbejdede på den indre udsmykning af Palazzzo Vecchio.

Tempesta kom som ganske ung til Rom, hvor han knyttede forbindelse til hollandske kunstnere og i 1572 sammen med Matthijs Bril af Pave Gregor XIII fik til opgave at male "Overførslen af Sankt Gregor af Nazianzus' relikvier" - foruden andre religiøse malerier - i loggia'en på 3.sal i Vatikan-paladset. Han arbejdede også med freskoudsmykningen i Villa d'Este i Tivoli.

I årene 1580-1585 udsmykkede Tempesta Cappella dei Santi Primo e Feliciano i Kirken Santo Stefano RotondoCelio-højen i samme tidsrum som Pomarancio malede Kirkens vægfresker.

I 1593 udførte Tempesta et af sine idag kendteste værker, en fuldstændig plan over Rom med gader og pladser, kirker og palæer, vinmarker og små beboelseshuse, gengivet som byen nu så ud på det tidspunkt, men i en lidt sammenklemt og langstrakt udgave, således at det samlede bykort kunne trykkes som kobberstik på 12 folioark. Planen blev hurtigt meget populær og genoptrykt flere gange senere, blandt andet i 1606, 1648 og 1664. (Planen kan ses på denne Internetside)

I en kort periode i 1611 vendte Tempesta tilbage til Firenze og udførte nogle værker der.

Antonio Tempesta er især kendt for sine raderinger og kobberstik med krigs- og jagtscener, hvori man kan se inspirationen fra Holland.

Antonio Tempesta døde den 5. August 1630 i Rom.

 

Af Antonio Tempesta's værker i Rom kender vi blandt andre:

i Kirken San Giovanni di Fiorentini, Cappella di Sant'Antonio Abate: scener af San Lorenzo's liv,

i Kirken San Giovanni in Fonte (Dåbskapellet ved Laterankirken): malerier i Cappella di San Giovanni Evangelista,

i Kirken San Pancrazio: fresker af forskellige helgener,

i Kirken Santo Stefano Rotondo:
--- i Cappella dei Santi Primo e Feliciano: malerier på alle vægge med scener af helgenernes liv og martyrium,
--- på væggen uden for kapellet: maleri af Madonna dei Sette Dolori,
--- på væggen ved døren til Sakristiet: fresko af Barnemordet i Bethlehem,

i Palazzo Rospigliosi, Casino dell'Aurora: 2 store friser på væggene med motivet "triumfer": til højre "Trionfo della Fama" ("Berømmelsens triumf") og til venstre "Trionfo di Amore" ("Kærlighedens triumf"),

i Palzzo Santa Croce: 2 freskomalerier med krigsscener,

i Vatikanet, Galleria Geografica: figurerne i Matthijs Brill's landskabsscener over motivet "Overførslen af Sankt Gregor af Nazianzus' relikvier".,

 

 

Litteratur om Antonio Tempesta:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
Wikipedia: Antonio Tempesta (engelsk tekst).
Wikipedia: Antonio Tempesta (italiensk tekst).

 

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Bøger/links om Rom
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet ca.d. 31.8.2003 og sidst opdateret d. 27.12.2011