|
|
|
|
|
var en munke-orden af Cistercienser-Ordenen, den kaldtes egentlig "Monaci Cistercensi della Congregazione Riformata di San Bernardo" eller på fransk "Les Feuillants".
Den opstod i et Cistercienserkloster i Frankrig i nærheden af Toulouse i en egn, der kaldtes "Feuillant" af latin "folium", der betyder "et blad på et træ". Her havde Cistercienser-munkene boet siden 1145 og deres kirke havde fået navn efter stedet og kaldtes Notre Dame des Feuillant. Munkene fik heraf navnet "Les Feuillants" og da disse senere kom til Rom, hvor "et blad" hedder "foglia", kaldte romerne disse munke "I Foglianti". Igennem århundrederne havde der sneget sig en vis slaphed ind i munkenes livsførelse og i 1577 var deres levevis blevet så verdslig, at Abbed Jean de la Barrière, der i 1562 var blevet leder af Klosteret, følte det nødvendigt med en stramning. Men munkene var tilfredse med deres tidligere liv og da deres Abbed holdt stejlt på sine nye regler, forlod de fleste Klosteret og søgte til andre Cistercienser-klostre. Jean de la Barrière sad nu tilbage i Feuillant med 4 andre munke. De levede herefter deres nye spartanske liv og i 1586 fik Jean Pave Sixtus V's godkendelse af de nye ordensregler. Samtidig bad Paven Jean om at oprette et Kloster i Rom, hvor de fik de overdraget Kirken Santa Pudenziana. Sixtus V havde altid støttet Cistercienserne ligesom hans søster Camilla Peretti, der arbejdede aktivt i "Confraternita di San Bernardo" for at støtte Cisterciensernonnerne. Nu fik flere øjnene op for den nye orden og året efter havde Jean de la Barrière 150 tilhængere i sit Kloster. Nye klostre blev derpå oprettet både i Rom, hvor nonnerne af samme Orden i 1587 fik tildelt Kirken Santi Vito e Modesto samt jorden omkring den gamle "Titulus Gai", og i Paris, hvor munkenes strenge levevis tiltrak sig Konge Henri III's opmærksomhed, så han i 1587 lod bygge Klosteret Saint Bernard i Rue Saint-Honoré. Også i Frankrig opstod der en nonneorden ("Les Feuillantines") med samme strenge regelsæt og der blev grundlagt flere nonneklostre. I 1592 fik Jean de la Barrière og hans tilhængere af Pave Clemens VIII status som særskilt Orden. På et tidspunkt tog en stor del af franskmændene afstand fra Kong Henri III, som de mente favoriserede Huguenotterne. Jean de la Barrière ville imidlertid ikke gå imod sin konge og velynder og kom derved i konflikt med de andre munke og abbederne for de andre franske Feuillant-klostre. Det blev en bitter strid og for at få en ende på den valgte en pavelig legat i 1592 at afsætte både Jean og abbeden i Paris. Derudover blev Jean sendt til Rom for en undersøgelsesdomstol, som skulle vurdere om han havde kætterske idéer og sympati for Huguenotterne. Her kom han under Caterina Nobili Sforza's beskyttelse og denne adelige dame indrettede et kloster og 2 kirker til Jean de la Barrière og hans tilhængere, nemlig kirkerne Santa Caterina d'Alessandria og San Bernardo alle Terme med det tilhørende Monastero di San Bernardo. I 1595 kunne I Foglianti holdes deres første General-Kapitel i Rom i den nybyggede Kirke Santa Caterina. Kardinal D'Ossat, en god ven af Jean de la Barrière og General-Prokurator for Barnabiterne, ledede Kapitlet, hvor man med Pave Clemens VIII's billigelse mildnede nogle af Jean de la Barrière's strengeste regler. Ordenen fortsatte med at vokse til midten af det 17.århundrede, hvor der var omkring 30 klostre i Frankrig og ca. 40 i Italien, i Rom også ved Kirken San Sebastiano. I 1630 opdelte Pave Urban VIII Ordenen i 2 grene, den franske og den italienske, som derefter kaldtes "I Bernardini Riformati" eller "I Bernardoni". I Rom ejede munkene stadig en del jord omkring Kirken San Bernardo, men i 1641 begyndte de så småt at sælge ud heraf. Senere gik det ned ad bakke med tilgangen og i 1768 var der kun 24 klostre i Frankrig. Efter forbudder mod de religiøse ordener under den franske revolution forsvandt Ordenen helt, mens den italienske gren blev lukket af Pave Pius VII i 1802, fordi den efterhånden talte for få munke. Selvom Ordenen kun overlevede i et par hundrede år, havde den stor betydning i Frankrig og Italien på grund af dens strenghed og spartanske livsmåde: munkene nød ikke vin, fisk, æg, smør, salt og krydderier. Deres måltider bestod blot af brød lavet af byg, kogte grøntsager og hvedemel og de spiste knælende på den bare jord, da de ikke måtte have nogen borde. De bar stadig Cisterciensernes dragt, men gik barfodede og utildækkede i klosteret. De måtte sove på jorden eller på et bræddegulv med en sten som hovedpude og fik kun 4 timers søvn. De vigtigste regler i Ordenen derudover var stilhed, tavshed og legemligt arbejde. Litteratur og links om "I Foglianti": |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|