ANNAS ROM GUIDE
San Paolo della Croce, helgen

Sankt Paul af Korset/San Paolo della Croce, Paolo Francesco Danei, var født i Ovada i Piemonte i 1694 og døde i Rom den 18.10.1775. Han fejres den 28. April og på sin dødsdag den 18. Oktober.

Han voksede op i et middelklassehjem og som 20-årig gik han ind i den venetianske hær, men opdagede hurtigt, at dette ikke var noget for ham og han levede derefter i nogle år i ensomhed og bøn, indtil han omkring året 1720 følte et kald og grundlagde en missionsorden, som især skulle koncentrere sig om Jesu kors og lidelse, ordenen fik navnet "Passionist-ordenen".

I 1727 blev han og hans broder præsteviede i Rom og statede det første Passionist-hus på Monte Argentario-halvøen i Toscana. Inden sin død nåede San Paolo at se ordenen fast etableret og udvidet med et kloster for Passionist-nonner.

Under sit ophold i Rom boede San Paolo på Monte Celio ved siden af klosteret ved kirken Santi Giovanni e Paolo i et beskedent hus kaldet "Ospizio del Crocifisso", her står stadig en stol, i hvilken han under en sygdom blev flyttet for at præsidere ved ordenens møde. Denne stol bruges stadig hvert 6. år, når en ny Ordensgeneral skal indsættes.

I kirken Santi Giovanni e Paolo er der et lille kapel for San Paolo della Croce med fresker fra 1800-tallet med scener fra helgenens liv.

Litteratur og links om San Paolo della Croce:
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 268
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 447 (Santi Giovanni e Paolo)
i Catholic Encyclopedia:  "St.Paul of the Cross"

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg
Hovedside
cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d. 16.9.2005