ANNAS ROM GUIDE

Insula Volusiana

- udgravede ruiner i Area Sacra di Sant'Omobono -

Se nr. 25 på Kort over Velabro-Turen

 

Da man gik i gang med den store udgravning af området vest for Kirken Sant'Omobono, på hjørnegrunden mellem Vico Iugario, som løber nedenfor Capitolhøjens sydvestlige skråning, og den nyanlagte Via Luigi Petroselli (der dengang hed Via del Mare), fandt man - på hjørnet af denne gade og Via della Misericordia, en travertinsten med en indskrift, der omhandlede et beboelseshus med lejligheder, en såkaldt "insula", som i år 48 efter Kristus tilhørte en vis Volusius, der havde fået grunden overdraget af Kejser Augustus i år 27 før Kristus. Ejendommen benævntes på stenen: insula Volusiana.

Faktisk havde man allerede inden man kendte navnet på ejendommen udgravet rester af lejlighedskomplekset, der befandt sig syd for de gamle templer for Fortuna (Aedes Fortunae) og Mater Matuta (Aedes Matris Matutae). Ejendommen var rejst i et meget befærdet område, beliggende mellem det gamle grøntsagsmarked Forum Holitorium, der lå mod nordvest ved nutidens Kirke San Nicola in Carcere, som er bygget over 3 antikke templer: Aedes Spei, Aedes Iunonis Sospitae, og Aedes Iani, og det mod sydvest liggende kvægmarked Forum Boarium, med Velabrum-dalen mod sydøst og Capitolhøjen mod nord.

Mellem alle disse tæt befolkede og befærdede områder (i Rione Campitelli mod nord og øst og Rione Ripa mod vest) var der en livlig handel og trafik og her udlevedes både Roms handelsliv, det politiske liv og det religiøse.

Indskriften på den fundne sten lød: "Imp(erator) Caesar divi f(ilius) - Aug(ustus) co(n)s(ul) VII adtribuit - Ti(berius) Vlaud(ius) --- Caesar Aug(ustus) - Germ(anicus) pontif(ex) max(imus) trib(unicia) - potest(ate) VIII imp(erator) XV p(ater) p(atriae) - L(ucius) Vitellius censores - cognita causa astributionem divi - Aug(usti) pertinentem ad - insulam Volusianam - confirmaverunt". Det var altså Kejser Augustus, som tilstod Volusius brugen af et offentligt jordstykke eller ejendom og dette bekræftedes senere (i år 48 efter Kristus) af censorerne Claudius og Vitellius. Det er muligt, at den oprindelige tilladelse fra år 27 før Kristus findes på en stele, som idag opbevares i magasinet ved museet Antiquario Comunale del Celio.

Kompleksets første ejer lader til at have været af slægten Volusius, altså af "Gens Volusia", siden Kejserens indblanding må have været med en mand af en vis betydning. Det kunne for eksempel have været Quintus Volusius, som var slægtens grundlægger og beslægtet med Augustus' hustru Livia. Eller måske der er tale om Quintus' søn Lucius Volusius Saturninus, som var konsul i år 12 efter Kristus og samlede familien store rigdomme. Familien skal netop have været store handelsmænd med ejendomme i handelscentrene. Som en kuriositet kan nævnes, at der i det såkaldte Columbarium Volusiorum, hvor mange af Volusi-familiens slaver og frigivne var begravet, fandtes en grav for en tjener med erhvervet "insularius", altså en slags vicevært på en af familiens ejendomme.

En "insula" var oftest i flere etager, med forretningslokaler i stueetagen og beboelser højere oppe, hvor rummene blev lavere og lavere, jo højere man kom op. Det var en god forretning for rigmænd og fornemme folk at eje et hus og udleje lejlighederne, som var efterspurgte og derfor kunne indbringe en høj husleje.

Ved udgravning af komplekset fandt man blandt andet nogle såkaldte "pondera", som var særlige vægtlodder, der var kontrollerede af Bypræfekten, der i dette tilfælde var Quintus Junius Rusticus, hvis navn var ingraveret på de 6 fundne vægte: "ex auctoritate Q. Iuni Rustici"- Rusticus var Praefectus Urbi i år 160 efter Kristus.

Litteratur om Insula Volusiana:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19 .
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 - NB:før de nyeste fund !
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Terzo : H-O. 1996. ------- side 102-103.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992..
- side 210.
Info.roma.it: Insula Volusiana.
RomaSegreta.it: Vico Jugario.
Rome and Art.eu: Insula Volusiana.

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.4. 2025 og sidst opdateret d. 3.5.2025