Denne tur kommer til at sno sig gennem VELABRO-området, der i Antikken kaldtes VELABRUM og oprindeligt var et sumpet område på Tiberens østside,vest for Palatinhøjen og Forum Romanum, og nord for Aventinhøjen samt syd for Forum Holitorium, grøntsagsmarkedet, som idag mindes i gadenavnet Via del Foro Olitorio. Og det er netop i denne gade, at vores tur begynder.

Det sumpede område forsvandt relativt tidligt, da man anlagde dræningskanalen Cloaca Maxima, som gennemløb hele Velabrum, inden den mundede ud i Tiberen, hvor man stadig kan se kloakrøret (X), når man står på Ponte Palatino og kigger ind mod Piazza della Bocca della Verità.

Via del Foro Olitorio løber som nævnt på det sted, hvor grøntsagsmarkedet Forum Holitorium havde plads i det Antikke Rom. Markedspladsen lå syd for den østlige del af den lange væddeløbsbane Circus Flaminius, hvor senere Marcellus-Teatret (1) blev bygget, og vest for Capitolhøjen. Idag skærer den brede og trafikerede Via del Teatro di Marcello gennem området, hvor der i århundrederne før Kristus blev bygget flere mindre templer, heriblandt et Pietas-Tempel, som senere blev revet ned i år 44 før Kristus, da Marcellus-Teatret skulle opføres. Desuden stod her 3 andre templer, Et for Janus, et for Juno Sospita, og et for Håbets Gudinde Spes. Mens det er tvivlsomt, om der er fundet rester af Pietas-Templet, er man idag nogenlunde sikker på, at Kirken San Nicola in Carcere (5) er bygget ovenpå resterne af de 3 andre templer. Det kan derfor godt betale sig at stoppe op her et øjeblik og kigge nærmere på søjleresterne på Kirkens sidemure, samt kaste et blik indenfor.

Kirkens bagside vender ud mod Piazza og Via di Monte Savello, hvor man bag den lille Kirke San Gregorio della Divina Pietà (2) kan se dele af Marcellus-Teatret og det palæ, som fra Middelalderen indbyggedes i teaterruinerne og idag beboes af Orsini-familien.

Til venstre løber langs floden boulevarden Lungotevere dei Pierleoni og herudfra fører broen Ponte Fabricio (3) over til Tiberøen (4), som også er et besøg værd.

Syd for Via del Foro Olitorio videreføres Via del Teatro di Marcello af gaden Via Luigi Petroselli, og karréen mellem denne og Lungotevere dei Pierleoni er udfyldt af den store, moderne bygning, som huser Roms folkeregister: Palazzo dell'Anagrafe (6). Dog ender den store, ensformigt byggede kolos i en mindre eventyragtig udbygning, som stammer fra Middelalderen og er en af de få gamle bygninger, som blev bevaret, da de nye gader blev anlagt og skar gennem et tidligere tæt bebygget og livligt beboet kvarter. Dette Casa dei Crescenzi (7), som menes bygget af den meget magtfulde Crescenzi-familie, står her på hjørnet af den lille sidegade Via del Ponte Rotto, der løber ned til floden og nutidens Ponte Palatino (8), hvorfra man netop på højre side kan se resterne af den gamle bro, der nu står som ødelagt ("rotto") og derfor kaldes Ponte Rotto (9).

Vi er nu nået ned til den charmerende - men desværre lidt for trafikerede - Piazza della Bocca della Verità, hvor der stadig står 2 små antikke templer. Lige overfor Casa dei Crescenzi er det det firkantede Portunus-Tempel, Tempio di Portuno (10), og lidt længere fremme det runde Herkules-Tempel: Tempio di Ercole (11). Området herfra og ned til floden kaldes idag Largo Amerigo Petrucci, opkaldt efter Roms borgmester i 1964-1967.

Fra dette område og fra Piazza della Bocca della Verità løber mod syd langs floden: Lungotevere Aventino, på hvis østside Aventinhøjen rejser sig. Ud til gaden står et lille stykke efter sidegaden Via della Greca Kirken San Vincenzo di Paoli all'Aventino (12), som er bygget i 1893 og ikke rummer noget særligt af interesse, mens det modsatte gør sig gældende med Kirken lidt fremme på Pladsen: Santa Maria in Cosmedin (13), der stammer fra et diakoni i 500-tallet, men mest er berømt for det store kloakdæksel, som sidder på muren i Kirkens forhal. Det er udsmykket med et stort ansigt og en stor sprække som mund og traditionen vil, at den der stikker sin hånd gennem "munden" ("la bocca") og ikke siger sandheden ("la verità") vil miste sin hånd til sandhedens vogter. Historien er velkendt fra blandt andet Hollywood-filem "Prinsessen holder fridag". Bortset fra denne kuriositet er selve Kirken absolut et besøg værd.

Bag Santa Maria in Cosmedin ligger på den anden side af Via dell'Ara Massima di Ercole den lange antikke væddeløbsbane Circo Massimo (15) og i den anonyme bygning bag Kirken gemmer sig det såkaldte "Mitreo del Circo Massimo" (14), en helligdom for Guden Mithras, som det er muligt at besøge efter forudgående reservering på særlige dage (indgang: Piazza della Bocca della Verità 16, til venstre for Kirken - se oplysninger her).

Efter at have passeret Via dei Cerchi kommer man nu til Piazza Anastasia, hvor Kirken Sant'Anastasia (16) ligger og gemmer sig i bunden. Kirken stammer fra 300-tallet, hvor den opstod som en såkaldt "titulus", men er ombygget flere gange og facaden stammer for eksempel fra 1636. Kirken ligger nedenfor et hjørne af Palatinhøjen, der også rejser sig langs gaden til højre: Via di San Teodoro.

Et lille stykke fremme ad denne gade når man på venstre side frem til et åbent område med en gade kaldet Via del Velabro. Her befinder sig forskellige seværdigheder. Først står på højre side Kirken San Giorgio in Velabro (17), der skal være bygget af Pave Leo II sidst i 600-tallet, men restaureret mange gange siden. Det er en meget spændende kirke med masser af spor fra den tidlige tid, så benyt endelig lejligheden til et besøg. Til venstre for Kirkefacaden står en lille søjlebygning kaldet "Arco degli Argentari" (18), opført i år 204 efter Kristus af sølvsmedenes forening.

Endelig står der midt på den åbne plads en stor 4-fløjet bue (19) viet til Janus, guden med de mange ansigter, han som åbner og begynder (f.eks. året i måneden Januarius) og samtidig han som lukker og slutter. Buen har flere navne; Arco di Giano og Arco Quadrifronte (Buen med de 4 facader). Den er sandsynligvis rejst i 300-tallet, måske i forbindelse med Kejser Constantius II's besøg i Rom i 357.

Tilbage til Via di San Teodoro, hvor man efter et par minutter, og efter at have passeret sidegaden Via dei Fieneli - som er en lille skjult perle, der sammen med dens sydlige parallelgade Via Bucimazza danner et lidt højereliggende område - når frem til Kirken San Teodoro (20), en rundkirke fra 500-tallet, rejst på resterne af den antikke lagerhal Horrea Agrippiana. Turen fortsætter derefter ad Via di San Teodoro med Palatins ruiner på højre side, indtil vejen drejer til venstre og fortsætter som Via del Foro Romano, nu med udsigt til Forum Romanum på højre hånd. Forbi den smalle sidegade Via dei Foraggi på venstre side og med en smuk udsigt til Capitolhøjen og bygningerne deroppe, frem til Via della Consolazione, hvorfra man ad Via del Monte Tarpeo kan arbejde sig op på højen.

Overfor Capitol står først en lang bygning, der huser Ospedale della Consolazione (21B) og derefter knejser Kirken Santa Maria della Consolazione (21A) med facaden mod syd ud til Piazza della Consolazione. Både Hospital og Kirke stammer fra 1400-tallet og Kirken indeholder mange kunstværker fra 1500-tallet.fra venstre

Til højre går Vico Jugario mod øst frem mod Via del del Teatro di Marcello og Via di Foro Olitorio, mens Piazza della Consolaziorne til venstre - efter de lidt højereliggende sidegader Via dei Fieneli og Via Bucimazza - drejer mod syd i gaden Via di San Giovanni Decollato. Her ligger straks på venstre hånd Kirken Sant'Eligio dei Ferrari (22), delvist skjult bag den rampe, der fører op til et højereliggende fortov foran facaden. Her lå før 1300-tallet endnu et hospital og nogle små kirker viet til San Giacomo og San Martino indtil Pave Nikolaus V i 1453 overgav bygningerne til smedenes forbund ("Università dei Ferrari"), som lod ejendommen restaurere og genopbygge til en kirke viet til Sant'Eligio. Helgenens arm opbevares som relikvie i Kirken.

En lille sidegade løber fra højre side ned til Via Luigi Petroselli, den hedder Via della Misericordia og har navn efter en indskrift over en dør i venstre side, hvor der står "Misericordia" ("Barmhjertighed"). Der er tale om en sidedør til Kirken San Giovanni Decollato (23A), hvis hovedindgang findes få skridt længere fremme i Via di San Giovanni Decollato nr.22. Kirken blev omkring år 1500-1550 opført af lægbroderskabet Arciconfraternita della Misericordia della Nazione Fiorentina, hvis formål var at støtte og trøste dødsdømte, heriblandt de halshuggede, og broderskabets skytshelgen var derfor netop den halshuggede Johannes (San Giovanni decollato). På broderskabets våben ses derfor Johannes Døberens hoved på et fad! Når broderskabet var ude på sin mission, var medlemmerne iklædt sorte kutter med store sorte hætter, der skjulte deres ansigter; med sig bragte de sorte lygter og et billede af den korsfæstede Kristus, som de kunne holde op for synderne, for at disse kunne angre og gå frelste i døden.

Længere fremme i Via di San Giovanni Decollato ses - let tilbagetrukket - i nr. 20 et noget tillempet og renoveret Middelalderhus (23B), som engang har tilhørt Pierleoni-familien og derfor kaldes Palazzetto dei Pierleoni. For at betragte de forskellige udsmykningsdele på facaden - nogle originale og andre tilføjede i bedste mening - må man gå helt ned til Piazza della Bocca della Verità og her dreje til højre op af Via Luigi Petroselli, hvorefter man kan passere sidegaden Via della Misericordia og fortsætte forbi den store moderne bygning til det store udgravede område på højre hånd overfor Vico Jugario. Området kaldes Area sacra di Sant'Omobono (25) efter Kirken Sant'Omobono (24), som står lidt længere fremme i Vico Jugario. Udgravningen startede i 1936, og senere udgravninger i 1959 og 1962-1964 har blotlagt rester af forskellige huse fra det 9. og 8. århundrede før Kristus, altre fra det 7. til 6.århundrede, samt rester af templerne for Fortuna og Mater Matuta. Desuden er der også gjort endnu ældre fund på stedet.

Kirken Sant'Omobono har facade ud mod Vico Iugario, menshele den højre side, samt bagsiden med apsis kan ses fra det udgravede område. Første gang man møder Kirken i kilderne er i 1470, men den har antagelig været en del ældre og senere ombygget, for man har fundet rester af et gammelt klokketårn fra 1100-tallet på stedet. Facaden er imidlertid fra det sene 1500-tal og det meste af det indre fra 1800-tallet. Dog kan der ses nogle gravsten fra 1483 og 1578.

På den anden side af Vico Jugario er der opgang til Capitolhøjen og man kan her se en antik grænsesten, samt en søjlegang med 2 buer fra det 1. århundrede efter Krisus (27) på hjørnet mod Via del Teatro di Marcello, hvor der ved siden af står et Middelalderhus med Tårn, det såkaldte Casa-Torre dei Pierleoni (26). Endnu et af den i 1200-tallet så magtfulde Pierleoni-families ejendomme.

Overfor Vico Jugario løber Via del Foro Olitorio, hvor turen startede - og hvor den således nu også ender.