ANNAS ROM GUIDE

Palazzetto dei Pierleoni

- Via di San Giovanni Decollato nr. 20 -

Familien Pierleoni ejede i Middelalderen adskillige huse og befæstede komplekser med tårne rundt omkring i Rom. Af disse er kun få bevaret, det drejer sig om det idag kaldte Torre Caetani, som står på Tiberøen, på venstre side, når man kommer over Ponte Fabricio. Samt muligvia også om det såkaldte Casa-Torre dei Pierleoni, som findes på østsiden af Via del Teatro di Marcello i nr.5.

Mens det imidlertid ikke er alle historikere, der mener, at den sidstnævnte ejendom skal tilskrives Pierleoni-familien, skulle det derimod være sikkert, at det store Middelalderkompleks med flere sammenbyggede huse og et tårn, som idag kan ses i Via di San Giovanni Decollato nr.20, på hjørnet af Piazza della Bocca della Verità og med bagsiden ud mod Via Luigi Petroselli, skulle have tilhørt Pierleoni-familien. Bygningen er dog voldsomt restaureret og også meget ændret, da den i 1935-1940 ejedes af arkitekten Antonio Munoz, som holdt af at føre bygninger tilbage til det, han mente, var deres oprindelige udseende (det gjaldt f.eks. flere gamle kirker, hvor alle tilføjelser i de mange århundreder efter Middelaldren blev fjernet med hård hånd, ligesom bygningsdele og udsmykning andre steder fra blev tilføjet for at give den efter Munoz' mening rette gamle stemning. Denne politik blev allerede i samtiden ofte kristiseret).

Når man kommer fra nord, ned ad Via di San Giovanni Decollato, hvor man på højre hånd har de gamle pudsede mure omkring Kirken San Giovanni Decollato, og kommer ud på nordområdet af Piazza della Bocca della Verità, står der på højre side, noget tilbagetrukket fra gaden et højt, gammelt kompleks af flere smalle sammenbyggede huse plus til højre en tårnbygning.

Komplekset stammer fra 1300-tallet og var oprindeligt en del af bebyggelsen på østsiden af den gamle Strada delle Carrozze også kaldet Via della Bocca della Veritá. Da man i 1931 udførte en ny byplan (Piano Regolatore, 1931 - se foto af Alvaro de Alvariis), der var iværksat på grund af ønsket om en rydning i området, så der kunne anlægges en bred trafikvej fra centrum og mod syd mod Ostia og havet, kaldtes den projekterede vej Via del Mare, men da den aldrig fuldførtes mod havet ("il mare"), endte den med at at hedde Via del Teatro di Marcello.

De omfattende nedrivninger af bygninger, ødelæggelse af kvarteret og tilintetgørelse af både huse, kirker, gader og pladser, blev imidlertid fuldført. Således besluttedes det, at næsten alle bygninger ved Via di Tor de' Specchi (hvis nord- og vestside stadig består med navnet Via del Teatro di Marcello), Piazza Montanara (der forsvandt), og Via della Bocca della Verità skulle fjernes. Dog gjorde man en undtagelse for nogle enkelte historisk interessante eller særligt pittoreske bygninger, der blev sparet. Det drejede sig blandt andet om det såkaldte Casa dei Crescenzi, som derfor stadig står på hjørnet af nutidens Via Luigi Petroselli og Via di Ponte Rotto. Samt om det såkaldte Palazzetto dei Pierleoni (eller Casa dei Pierleoni), som i Marts-April måned 1936 blev flyttet og derpå efter særlig tilladelse i 1938 genopbygget i Via di San Giovanni Decollato. Og endelig også om det såkaldte Torre dei Pierleoni (eller Casa-Torre dei Pierleoni, også omtalt som Casina dei Pierleoni), som kan ses i Via del Teatro di Marcello nr.5.

En Rundtur omkring Palazzetto dei Pierleoni:

Man bør under denne rundtur have in mente, at komplekset ikke helt har beholdt sit oprindelige udseende, da Munoz fjernede dele og dekorationer, som han ikke mente hørte til, og fra andre nedrevne gamle bygninger genbrugte dele og dekorative elementer, som han fandt passede til Middelalderens byggerier.

Ejendommen i Via di San Giovanni Decollato nr. 20 har facade af røde brændte teglsten. Tårnet til højre har 5 etager og 1-2 fag med en indgangsdør i en smal bue i stueetagen til højre, hvor der til venstre er en lavere firkantet port under en bred, vandret bjælke med et våbenskjold uden indhold. Førstesalen har et dobbelt, rektangulært vindue i ramme af hvidt marmor, mens andensalen har et enkelt rammeløs vindue placeret til højre. På trediesalen er der 2 mindre, rammeløse vinduer, mens fjerdesalen har et bredt, dobbeltbuet åbent rum. Til højre for Tårnet bindes dette sammen med bygninger tilknyttet San Giovanni Decollato ved hjælp af en stor og bred portnue under en 2-etagers overbygning med lyst oppudset facade, hvori der i andensals højde sidder et enkelt rammeløst vindue, mens der på trediesalen er indsat et tredobbelt, trebuet vindue i hvid marmorramme og med hvide marmorsøjler. Gennem Buen løber en passage frem til Via Luigi Petroselli; den løber gennem 2 buer og et lille stykke åbent område herimellem. Passagen kaldes Passetto di San Giovanni Decollato.

Til venstre for Tårnet ses den første af de mindre sammenbyggede huse. Der er her tale om en 2-fags bygning i 4 etager med enkelte rammeløse vinduer anbragt lidt asymmetrisk på første- og andensalen, mens trediesalen har en form for lukket loggia med 2 gange dobbelte vinduesbuer med hvide marmorsøjler og omgivet af rammer i hvidt marmor.

Det 3die af de sammenbyggede ejendomme ses som hjørnehus til venstre, hvor der er tale om en bred, enkel facade med kun ét bredt vinduesfag på andensalen og øverst en tagterrasse. Grunden foran denne del af huset og ud til Via di San Giovanni Decollato er udnyttet til en kraftigt beplantet have, skjult bag en halvhøj mur og høje træer. Anlægget går her hele vejen rundt om denne del af huset og udgør således nordsiden af Piazza della Bocca della Verità.

Også ud mod Pladsen er huset 3-delt. Til højre ses først den lave 3-etagers hjørnebygning under tagterrassen med kun ét fag mur, og dernæst en 4-etagers bygningsdel med 2 meget brede murfag og lidt asymmetrisk anbragte høje, rektangulære, rammeløse vinduer på de nederste etager, mens der er 2 dobbelte vinduesbuer med søjler og rammer af en grå stenart. Endelig er der til venstre en lige så bred hjørnedel med en ekstra etage under en spids gavl. Heri er der kun ét vindue i en høj buet ramme af hvidt marmor, mens der på trediesalen sidder flere vinduer af samme type i grå eller hvide marmorrammer.

Mod Via Luigi Petroselli ligger huset også meget trukket tilbage fra gaden og delvist gemt bag haveanlæggets høje træer og beplantning, men herudtil er der først et bredt stykke gammel teglstensmur i 4 etager med en portbue forneden til venstre og et mindre, kvadratisk vindue til højre, anbragt i førstesals højde. På andensalen sidder 2 store og brede, firkantede dobbeltvinduer i hvide rammer, mens trediesalen har dobbeltvinduesbuer til højre og et sæt tredobbelte til venstre. Begge i grå stenrammer. Til venstre herfor er der en bred 3-faget moderne pudset mur med moderne rektangulære vinduer på andensalen og store buer med vinduer på trediesalen. De nederste etager er skjult af vegetation op af murene, men her til venstre er der en brolagt indgang fra gaden. Det er samtidig en indkørselsvej til en gårdsplads med parkering, skjult bag havemuren og bevoksningen.
Herinde er der til venstre en hovedindgang mellem 2 havelamper omkring en portbue med Pierleoni-familiens våbenskjold foroven.

Fortsætter man forbi haveanlæg og parkering, kan man gennem en portbue komme igennem til Via di San Giovanni Decollato. Passagen kaldes Passetto di San Giovanni Decollato og fører gennem 2 portbuer og derimellem et ganske lille åbent stykke med kig til himlen ovenover. De gamle mure ses på sydsiden med brede indgangsdøre kantet med brede, kraftige stenkarme.

Litteratur om Palazzetto dei Pierleoni:
Angeli, Fabrizio Alessio e Elisabetta Berti: Case e portici medioevali entro le Mura di Roma. - Roma : Associazione Culturale SestoAcuto, 2007.
- side 12.
Angeli, Fabrizio Alessio e Elisabetta Berti: Torri medioevali entro le Mura di Roma. - Roma : Associazione Culturale SestoAcuto, 2007.
- side 8, 22.
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19 .
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 - NB:før de nyeste fund !
Lombardi, Ferruccio: Roma, Palazzi, Palazzetti, Case : progetto per un inventario 1200-1870. - Roma: EdilStampa, 1991.
- side 458.
Info.roma.it: Palazzetto Pierleoni.
RomaSegreta.it: Via di S. Giovanni Decollato.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.1.2025 og sidst opdateret d.3.2.2025