På sydvestsiden af Via Giulia står - lige før man fra Piazza di San Vincenzo Pallotti kommer til den store bue, som spænder over gaden, Arco Farnesiano, en lang. lav bygning, som kaldes Antiquario Farnesiano.
...
Via Giulia med Antiquario Farnesiano og Buen Arco Farnesiano. - Cop.: Leif Larsson
Her var tidligere en stor park, hvori Farnese-familien havde opstillet en dekoration af antikke statuer og fontæner blandt smukke og sjældne planter og træer. (En opgørelse fra 1653 lister: 48 appelsintræer, 12 palmer, et kastanietræ, et laurbærtræ, samt forskellige løgplanter og blomster. Desuden nogle af de antikke statuer: en af Gudinden Flora, en anden af Merkur og Venus, samt diverse marmorvaser).
Idag er haven forsvundet for i 1886 at give plads til Lungotevere dei Tebaldi og de højre mure, der skærmer mod Tiberens oversvømmelser. Men engang var parken et åndehul for medlemmer af Farnese-familien, som boede i det store Palazzo Farnese på den anden side af Via Giulia. I 1603 byggede Kardinal Odoardo Farnese den ovenfornævnte Bue, der skulle forbinde terrassen ved Palazzo Farnese med familiens ejendomme samt parken på området ned mod floden.
På dette område stod der nogle mindre huse, som også omtales som "Camerini Farnesiani". I nogle af disse, som blev udsmykket med malerier af Annibale og Agostino Carracci, opstillede Kardinalen sin samling af antikke statuer og andre fund i et såkaldt "Statuario", men det lader til, at pladsen var trang, for i 1609 fik Kardinalen en aftale på plads med det Broderskab, som ejede naboejendommen, Kirken Santa Maria dell'Orazione e Morte. Han kunne herefter leje og disponere over et rum, hvor tidligere Kirkens præst havde boet. Det lå til venstre for den gamle Kirke (den bygning, vi ser idag, er fra 1733) og havde også adgang herfra og på Kardinalens opfordring blev der også åbnet vinduer, som vendte mod kirkerummet. Rummet her blev Odoardo Farnese's private kapel og tilflugtssted, kaldet Romitorio Farnesiano, altså Farnese-eremitboligen.
Når Kardinalens officielle pligter tillod det og han ikke følte trang til at fordybe sig i bøn i sit "Romitorio" eller kigge på sine statuer i "Statuariet", kunne han spadsere rundt i den fredfyldte park på skråningen ned mod Tiberen. (Se området på Nolli's Romkort fra 1748: beliggende mellem nr.703 og 704)
Haven var her delt i 4 dele og hver af disse igen opdelt i 4 kvadratiske områder, der var tilplantet med forskellige blomster. I centrum af parken var der et stort bassin, som var "4 canne" langt og "3 1/2 canne" bredt. En "canna" var en målestok på omkring 2 meter. Bassinet var omgivet af en balustrade i peperino-marmor og midt i vandspejlet stod en marmorfontæne bestående af 4 konkylier, med 4 skildpadder og 4 små buttede børn, samt en vase på toppen, hvorfra der gennem et blybælte spyedes vand ud af 5 åbninger.
Den lange, lave bygning, som blandt andet husede "Statuariet" , blev restaureret i 1978. Den er i 2 etager mod Via Giulia og mod den venstre mur (overfor Via del Mascherone) står en havemur, hvorpå den kendte fontæne Fontana del Mascherone er opsat. Farnese-ejendommen har mod Via Giulia 7 + 10 fag vinduer/døre, hvoraf de sidste 2 findes under Buen og til venstre for venstre sideindgang til Kirken Santa Maria dell'Orazione e Morte. Hushjørnerne er beklædt med lodrette rækker af kraftige stenkvadre og i stueetagen findes forskellige portåbninger. Den første har husnummer 253 og døren er blot indsat i en almindelig halvcirkelformet bue. Den næste med nr. 254 har en bredere dør, toppet af en mindre bue. På begge sider af den almindelige bue i nr. 255 kan man under førstesalen se rester af en meget bredere teglstensbue. Nr. 256 rummer en meget bred port i en bred, men enkel travertinkarm. Klods op af denne står i nr. 257 en smal, høj, firkantet ramme om en dør under et kvadratisk vindue.
Vi er nu kommet til den sidste del af bygningen, som er lidt lavere og udstyret med lidt flere vinduer og døre i lidt bredere travertinkarme. Efter nr. 257 ses netop et vindue, der sidder i højde med det over døren til venstre, samt et kældervindue. Dørene i nr. 258 og 259 er udført på samme måde som i nr. 257. Herefter følger 2 kvadratiske vinduer inden den sidste dør før Buen. Den har nr. 260 og er indsat i en smal, profileret karm. Under Buen sidder blot 2 kvadratiske vinduer.
Vinduerne på førstesalen følger i den sidste del af huset nogenlunde vinduer og døre i stueetagen. Nogle steder er de dog tilmurede og dette gælder især for vinduerne i den første og lidt højere del af bygningen.
Bygningens bagside vender ud mod en lang smal gårdsplads, som er resten af den gamle park. En lang brun mur er bygget op mod den noget højereliggende Lungotevere dei Tebaldi, der har skåret sig igennem den gamle have og kun efterladt denne smalle strimmel. Ved anlægget af vejen blev nogle gamle havemure revet ned og her fandt man flere fragmeneter af den gamle Forma Urbis Romplan i marmor fra Septimius Severus' tid. I 1888 fandt man 192 fragmenter og i 1899 ikke mindre end 451!
En lille bid have er der dog stadig bag husenes nordlige del, mod Santa Maria dell'Orazione e Morte og dets Broderskabs nyere administrationsbygning ud mod Lungotevere, Her er en trekant med buske og træer foran en elegant facade med 3 store buer i en loggia i stueetagen og 3 vinduer med franske altaner på førstesalen. Man mener, at dette er resterne af det, der engang omtaltes som "la loggia del giardino verso il Tevere": "loggia'en i haven mod Tiberen", som var beliggende "vicino alla chiesa della Buona Morte" ("ved siden af Den Gode Døds Kirke") og havde et loft, dekoreret omkring 1604 med fresker af Domenichino. Motiverne var "Venere che scopre il cadavere di Adone" ("Venus finder Adonis' lig"), "Narciso al fonte" ("Narcissus ved kilden"), "Giacinto morente sorretto da Apollo" ("Den døende Hyacinthus i armene på Apollon"). Freskerne blev taget ned i 1816-1826 og findes idag på førstesalen i Palazzo Farnese.
Øverst på huset er der en tagterrasse med lidt planter. Den fortsætter mod nordøst og via Arco Farnesiano henover Via Giulia og ind over husrækken langs Via dei Farnesi som én lang terrasse for Palazzo Farnese. Ved restaureringen i 1978 var der stadig en gammel vindeltrappe med stukudsmykkede vægge, der førte mellem terrassen og haven.
I perioden 1653-1662 blev de fleste af de gamle bygninger mod Via Giulia ryddet og kunstværkerne blev spredt for alle vinde. Nogle endte senere i Napoli som arv til Elisabetta Farnese og Filippo V's søn Don Carlo. Malerierne af Annibale og Agostino Carracci forsvandt også, men nogle kan ses på kunstmuseer rundt omkring.
Litteratur om Antiquario Farnesiano:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. -- side 64, 66, 74, 80.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. -- side 54, 91.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20. (før de nyeste fund).
Le 100 Meraviglie di Roma. - Newton Compton editori, Inserto n. 24.