ANNAS ROM GUIDE

Lungotevere dei Tebaldi

Se under nr. 92 og 98 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

Lungotevere - "Langs Tiberen" - blev navnet for alle de brede flodboulevarder, som blev anlagt i perioden 1876-1926, da Tiberen blev inddæmmet af de høje mure, der skulle forhindre de gentagne oversvømmelser af de lavtliggende områder langs flodens bredder, som med jævne mellemrum forårsagede store skader på bebyggelsen.

De trafikerede Lungotevere-boulevarder  - cop. Leif Larsson
De trafikerede Lungotevere-boulevarder - cop. Leif Larsson

De nye gader, som hurtigt blev til trafikerede hovedfærdselsårer, blev anlagt brede og luftige og beplantet med rækker af platantræer. De forskellige vejstykker fik forskellige navne efter de områder de gennemløb og Lungotevere dei Tebaldi kaldes således for at mindes den gamle romerske Tebaldi-familie.

Lungotevere dei Tebaldi løber i kvarteret Rione Regola mellem Ponte Sisto og Piazza San Vincenzo Pallotti samt gaden Via dei Pettinari i sydøst, og Ponte Mazzini med pladsen Largo Lorenzo Perosi i nordvest. Lungotevere dei Tebaldi er som nævnt en del af det lange flodboulevard-forløb, hvor den i øst fortsætter Lungotevere dei Vallati og i vest fortsættes af Lungotevere dei Sangallo.

Navnet på kvarteret, Rione Regola, kommer af ordet "rena", der betyder "sand". Det brugtes om den sandstrand, som var opstået ved Tiberens bred syd for området. Ordet blev efterhånden ændret til reula, redula, reola og regola og denne sidste betegnelse blev navnet for det område, der ligger langs flodbredden: Rione Regola.

Det er for en stor del på de gamle sandede flodbredder, hvor småbåde og flydende vandmøller lå for anker, at den nye Lungotevere dei Tebaldi blev anlagt.

EN TUR GENNEM LUNGOTVERE DEI TEBALDI:

Med start fra sydøst, ved Ponte Sisto og Piazza San Vincenzo Pallotti, samt sidegaden Via dei Pettinari.

Bygningen på denne gades østside er det gamle Ospizio dei Mendicanti, mens ejendommen på venstre side (i 4 etager, samt en overbygget 5.etage, og 6 fag) tidligere tilhørte Klosteret ved San Salvatore in Onda, men udlejedes og solgtes senere til familien Casali Del Drago, hvis våben kan ses på hjørnet.

Ponte Sisto set fra Trastevere mod Via dei Pettinari og Ospizio dei Mendicanti - cop.Leif Larsson
Ponte Sisto set fra Trastevere mod Via dei Pettinari og Ospizio dei Mendicanti - cop. Leif Larsson

Mod Piazza San Vincenzo Pallotti ses hovedfacaden med en stor, bred indgangsportal i nr. 209. Døren er flankeret af brede, flade marmorsøjler og foroven ses et våbenskjold uden indhold. Øverst sidder en vandret marmoroverligger med pagodetag. På hver side er der indrettet forretninger i 2 brede portåbninger med travertinkarme. Vandrette stuklister danner etageadskillelsesbånd under vinduerne på første- og andensalen. Disse er i enkle karme nederst og på 3.salen, mens andensalens har høje vandrette gavlfelter over profilerede stenplader. I hjørnefaget er der her dog et brudt, buet gavlfelt, og vinduet er erstattet af en lille dør bag en smedejernsaltan. En længere altan går rundt om hushjørnet på andensalen. Huset har gadenumrene 206-210.

Ejendommen til venstre herfor er hjørnehus ud mod den lille blindgyde Vicolo dell'Arcaccio. Den har 6 høje etager, samt en tagterrasse og en høj kælder. Facaden er ret enkel med ensartede, høje vinduer i brede travertinrammer og 7 fag uden yderligere udsmykning. I stueetagen er der lidt mere variation. I første, tredie, femte og syvende fag (gadenumrene 202, 203, 205 og 206) er der brede og tilgitrede gamle portbuer, mens fag nr. 2 og 6 udgøres af smalle, tilgitrede vinduer. I fag nr.4 (gadenummer 204) sidder den høje indgangsportal i bred marmorramme med vandret overligger og pagodetag. Herunder sidder 2 indskrifter på vandrette bånd. Øverst læser man "Charitas Christi urget nos" og nedenunder "Apostolato Cattolico Pallottino".

Ud til sidegyden har ejendommen 2 fag og en enkelt smal, tilgitret sidedør. Bygningen huser hovedsædet for "Congregazione dell'Apostolato Cattolico", ("I Padri Pallottini"): Casa Generalizia dei Padri Pallottini. Piazza San Vincenzo Pallotti 204, 1. 00186 Roma.

Niveauet falder mod vest, så den gamle Via Giulia, der begynder her efter Vicolo dell'Arcaccio, løber noget lavere end den nye Lungotevere dei Tebaldi. En teglstensmur, der langsomt bliver højere og højere adskiller de 2 gader, samt tildels også Piazza San Vincenzo Pallotti, fra den hektiske trafik på Lungotevere.

Herovre - på den gamle sydside - stod flere huse, som blev revet ned i 1870'erne og 1880'erne. På et gammelt stik kan man se, hvorledes de tog sig ud - set fra floden. Det var åbenbart ikke særligt betydende huse, for der findes tilsyneladende ikke oplysninger om ejernes eller ejendommenes navne. (se foto af Alvaro de Alvariis).

Idag udgøres sydvestsiden af Lungotevere dei Tebaldi af rækken af platantræer langs et smalt fortov ved siden af muren, der er det øverste stykke af de høje Tiberdiger.

Flodboulevardens nordvestside har imidlertid noget bebyggelse, der dog først starter efter Vicolo dell'Arcaccio's udmunding i den nedenfor løbende Via Giulia.

Det første vi møder, er en lidt højere mur, som er pudset op i en okkerrød farve. På det afgrænsende hjørne er muren forhøjet og bærer på toppen en stor urneformet stenkrukke. Muren toppes af et smedejernsgitter og har nederst 3 firkantede nicher i hvide gipsrammer. En lille port mellem 2 firkantede mursøjler med stenkugler på toppen har fået husnummer 4. Endnu et kort, lavt murstykke skjuler blandt andet en trappe, som fra den indre gård fører op til en terrasse i første sals højde. Denne er omgærdet af smedejernsstakit, bevokset med klatreplanter. En dør fører ind til den lille 3-fags ejendom med høj kælder og tagterrasse, som ligger her mellem den nævnte terrasse og den efterfølgende, lidt smallere terrasse. Denne forbindes med den næste terrasse af en smal brobue over den trappe, der fra Via Giulia ud for Vica del Polverone fører op til Lungotevere dei Tebaldi.

Denne næste terrasse, som er udført og tilplantet på samme måde, giver adgang til hovedhuset, der ud mod Lungotevere har 5 fag i stueetagen og førstesalen, men kun 4 fag på andensalen, der i højre side afsluttes af en tagterrasse. Facaden på både hovedhus og huset i nr. 4 er pudset op i en lys okker farve på den øverste del, mens den høje stueetage har mørkegråt puds. Vinduerne på førstesalen er indrammet af brede, profilerede travertinkarme. De toppes af høje, pagodeformede gavlfelter og er nederst dekoreret med høje, lyse paneler. Hovedhusets midterfag har her en bred balkondør bag marmorbalustre og flankeret af 2 smalle sidevinduer. Søjlerne langs døren bærer kraftige og fremspringende konsoller, som toppes af en stenbalkon med smedejernsgitter på førstesalen. Altandøren er her kronet af et stort våbenskjold, mens alle vinduer heroppe blot er indsat i profilerede travertinrammer.

En almindelig lille altan med jernstakit sidder på andensalens nordvesthjørne og øverst løber et bredt, udskåret tagudhæng. Endnu en lille terrasse i første sals højde afslutter komplekset mod nordvest. Ejendommen har i nr. 5 en lille dør i stueplan, men hovedindgangen findes i Via Giulia nr. 251, hvor man også kan se opførelsesåret: 1924. Komplekset huser i dag Det Franske Konsulat i Rom. Bygningen, sosm er opført i 1910-1911 (andre steder nævnes 1924), er tegnet af arkitekten Marcello Piacentini og kaldes Palazzetto Pateras Pescara (eller Palazzina Pateras).

Det næste stykke bebyggelse udgøres af en lang, gul mur, som danner væg mod ejendommene, der ligger ved Via Giulia nedenfor. Det er opad denne mur, vi i Via Giulia finder den store maskefontæne Fontana del Mascherone. Husene bag muren, der også giver plads til lidt have og parkering, tilhører det store Farnese-kompleks, som rummer både en stor have og Palazzo Farnese mod nord. Facaderne ud mod baggården og muren har ingen særlig interesse. Men det var her - på stykket mellem Via Giulia og floden, at Kardinal Odoardo Farnese havde sit lille "lysthus" - eller "eremitbolig", som han kaldte det: "Romitorio Farnesiano", også omtalt som Antiquario Farnesiano (som dog blev revet ned i 1653-1662, men ellers fra 1603 havde huset Farnese-familiens statuesamling). Det bestod af nogle mindre rum, udsmykket af blandt andre Annibale og Agostino Carracci.

Den næste bygning (nr. 12) gemmer bag sin høje, anonyme, 4-etagers facade den lille Kirke Santa Maria dell'Orazione e Morte, som fra 1576 har facade ud mod Via Giulia. Kirken tilhørte et lægbroderskab, hvis opgave det var at sørge for begravelse af de i Tiberen druknede, samt med bønner og sjælemesser at hjælpe deres sjæle. Under og bagved Kirken lå - helt ned til Tiberens bred en lille kirkegård, hvor lægbrødrene i deres karakteristiske kapper begravede de fundne lig. Kirkegården blev næsten fuldstændigt ødelagt i 1886, da Lungotevere og digemurene blev anlagt. Et lille kapel fra 1500-tallet fik dog lov at stå og over dette byggede Broderskabet i 1910 en ny bygning ud mod Lungotevere dei Tebaldi.

Det er denne nye bygning, der følger efter den lange gule mur. Husets sidevæg er blot pudset op i gråt og har hverken udsmykning eller vinduer. Facaden mod Lungotevere er i 5 fag og 4 etager. Udsmykningen er enkel, et stenmønster indridset i pudsen forneden, hvor vinduerne er indsat uden rammer. Førstesalens vinduer har smalle profilerede søjler i hver side og toppes af trekantede gavlfelter, mens andensalens har brede rammer og vandrette overliggere og trediesalens har brede kvadratiske rammer. Midterfaget på førstesalen er tilmuret til en buet niche, hvori der er indsat et Madonna-billede over teksten Ave Maria. Indgangen findes i en simpel dør i nr.12.

Herefter følger et smukt smedejernsstakit mellem travertinsøjler kronet af marmorkugler. Bagved gemmer der sig først et sidehus i 1 fag, derpå en gårdsplads med en 2-fags tilbagetrukket midterbygning i 3 fag og en fremspringende 5-6 fags sidebygning med en facade på 4 brede fag ud mod Lungotevere. Alle bygninger har 4 etager, mens den tilbagetrukne midterbygning har en høj åben overetage med smukke buer båret af grå marmorsøjler med korinthiske kapitæler. Facaderne mod den indre gård er også alle dekoreret med kanter, friser og guirlander i den lyse puds. Ejendommen har gadenummer 14 og hovedindgang fra Via Giulia. Den huser idag Academia d'Ungheria di Roma, samt forskellige andre institutioner, men er det gamle Palazzo Falconieri.

Endnu en lille have afslutter denne ejendom frem til hjørnet af sidegaden Via dell'Armata. (Ikke at forveksle med den gamle Via dell'Armata, der løb parallelt med Tiberen før Lungotevere blev anlagt).

Efter Via dell'Armata følger en lang, lav, grå betonmur, som adskiller Lungotevere dei Tebaldi fra en lille gade, som løber parallelt med denne, men i et meget lavere niveau nedenfor muren: Via di Sant'Eligio, som ender blindt nedenfor Via dell'Armata i øst, men fra vest udgår fra Via Giulia og med en ret vinkel omslutter Kirken Sant'Eligio degli Orefici og bygningerne øst for denne, som alle ligger ud til Via di Sant'Eligio og Via Giulia. Fra Lungotevere anes blot det øverste af disse huse, som ofte er pudset op i lyse farver og har forskellige charmerende beplantede tagterrasser.

Efter Kirken Sant'Eligio's sidemur er der fra Lungotevere dei Tebaldi en lille trappe, som fører ned til Via di Sant'Eligio på netop det sted, hvor denne gade knækker i en ret vinkel.

Herefter følger den store kolos, som huser gymnasieskolen Liceo Ginnasio Virgilio, hvis hovedindgang findes i Lungotevere dei Tebaldi nr. 17, idet Via di Sant'Eligio efter ovennævnte "knæk" ikke fortsætter mod vest. Ejendommen er opført i 1936 med flere side- og bagbygninger med pudsede betonmure og store vinduer og midt i dette kompleks er der mod gaden (ved siden af nr.17) en slags tårnbygning i røde teglsten og 5 etager. Til venstre herfor er teglstensbygningen lavere, med 5 høje døre og derover 3 høje vinduer bag en lang balkon, efterfulgt af endnu en lang sidebygning i 4 etager med store vinduer, men delvist beklædt med røde teglsten, samt toppet af en slags loggia i hvidt puds. Den lange sidemur til venstre vender ud mod Via di San Filippo Neri, der i lang tid har været blokeret af byggepladsen til den store underjordiske parkering kaldet Parking Via Giulia.

Nedenfor Lungotevere dei Tebaldi findes der her igen en lille parallelvej, der denne gang kaldes Via Bravaria. Fra denne er der indkørsel til det nye parkeringshus og nord for gaden findes det store område mellem Via di San Filippo Neri og Via delle Prigioni, som i 1940 blev fuldstændigt ryddet for at gøre plads til en vejforbindelse mellem Ponte Mazzini og Piazza della Chiesa Nuova. Et projekt der aldrig blev gennemført, mens byggetomterne kom til at ligge ubrugte hen i årtier. Pladsen her kaldes faktisk Largo Lorenzo Perosi og den ligger som nævnt overfor Ponte Mazzini, som forbinder området med Trastevere, hvor først det gamle fængselskompleks Carcere di Regina Coeli danner baggrund, og længere bagude og oppe anes Gianicolohøjen.

Her slutter Lungotevere dei Tebaldi, men flodboulevarden fortsætter mod nordvest som Lungotevere dei Sangallo.

 

 

Litteratur om Lungotevere dei Tebaldi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13 + 18.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
--- Voume Terzo : P-Z. ----- side 1241.
annazelli.com: Lungotevere dei Tebaldi.
Info.roma: Lungotevere dei Tebaldi.
Wikipedia (italiensk tekst): Lungotevere dei Tebaldi.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.9.2019 og sidst opdateret d. 2.10.2019