ANNAS ROM GUIDE

Via Giulia

Se fra nr. 80 til venstre og til nr. 102 til højre på Bykort over Campo de' Fiori-Turen

Via Giulia er den lange, spændende gade, som løber fra Piazza di San Vincenzo Pallotti i sydøst, ud for Ponte Sisto og Via dei Pettinari, og mod nordvest til Piazza dell'Oro ved Kirken San Giovanni dei Fiorentini. På sin vej gennemskærer den 2 af Roms gamle kvarterer, Rione Regola mod sydøst og Rione Ponte mod nordvest.

Via Giulia var den første, lange og retlinede gade, som i begyndelsen af 1500-tallet blev åbnet af Pave Julius II, der gav den sit navn Strada Iulia, på nutidens italiensk: Via Giulia. Paven havde til hensigt, at den over 1 kilometer lange gade skulle forøges og nå direkte til Vatikanet over en genopbygning af den sammensunkne gamle bro, Ponte Trionfale. Sådan kom det dog ikke til at gå.

Gaden havde dog eksisteret også før Julius II lod den udvide, retline og forskønne. Dengang kaldtes den Via Magistralis, måske fordi der ved den lå mange notarboder, måske fordi det var en hovedforbindelse, en "via maestra", som Delli (se litt.note nedenfor) skriver. Dengang var gaden imidlertid ikke særlig fremkommelig, den gik op og ned og snoede sig mellem ejendomme og byggeri. For at få en bedre forbindelse mellem byens centrum og Vatikanet lod Paven derfor gaden retline i den grad, at man begyndte at omtale den som Via Recta: Den lige gade. (Det samme navn havde forøvrigt også nutidens Via dei Coronari i slutningen af 1400-tallet).

Både nordvest og sydøst for Via Giulia havde store kolonier af toskanske embedsmænd, handlende, bankierer og familier slået sig ned. Mod nord mest tilflyttere fra Firenze, mens der mod syd var en hel befolkning af tilflyttere fra Siena-området. De satte i den grad deres præg på kvarteret, at det ligefrem kaldtes "castrum senese" eller "campo senense". De fleste af beboerne flyttede dog væk igen begyndelsen af 1500-tallet, men den kirke, som de i 1526 havde rejst for deres skytshelgeninde Santa Caterina da Siena, blev stående - og står stadig her ved Via Giulia.

Mod nord var de florentinske tilflyttere, som i 1448 samlede sig i den religøse forening Compagnia della Pietà dei Fiorentini og fra begyndelsen af 1520'erne påbegyndte byggeriet af en kirke, viet til Firenzes skytshelgen San Giovanni Battista. Først i 1614 stod San Giovanni dei Fiorentini færdig og facaden kom først til i 1734.

Mellem disse 2 poler ligger en mængde andre kirker, små og store, samt almindelige huse og større og mindre palæer, som for de flestes vedkommende er opført i disse århundreder. Via Giulia gennemskæres desuden af talrige små tværgader, samt enkelte pladser.

Idag står husene på vestsiden af Via Giulia mellem små tværgader, der går ned til de store Tiberboulevarder Lungotevere dei Tebaldi og Lungotevere dei Sangallo, men engang vendte de bagsiderne ud mod flodbredden ned mod Tiberen, som ofte oversvømmede netop disse lavtliggende områder. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev de høje digemure rejst langst Tiberens bredder netop for at forhindre de gentagne oversvømmelser. Desværre med den følge, at forbindelsen mellem ejendommene langs Via Giulia og floden med dens sandede bredder og færdsel af både og færger for en stor del blev afbrudt. Og med anlægget af de brede Tiberboulevarder blev floden endnu fjernere fra bylivet i Via Giulia, så det idag er svært at forestille sig, hvor tæt forbundet dette område engang har været med Tiberen.

Selve tilpasningen af den gamle snoede Via Magistralis blev overladt til arkitekten Bramante, som til dette formål lod mange huse på begge sider af gaden rive ned, så målet om en snorlige ny gadestrækning kunne opnåes. Men i 1513 døde Julius II og få år senere også Bramante, og planerne med Via Giulia gik i stå. Pavens efterfølger, Leo X (1513-1521) tog dog projektet op og opfordrede sine toskanske frænder til at bygge kirker, klostre og palæer langs den nye gade. Det var denne Pave, der gav tilladelse til opførelsen af Kirken San Giovanni dei Fiorentini. Og maleren Rafael overvejede på dette tidspunkt at bygge et palæ ved gaden, hvor han en kort periode ejede en ejendom (idag nr. 85).

Da Leo X var blevet valgt til Pave, besluttede han at benytte en ny rute på sin procession fra Vatikanet til Lateranet. Og her valgte han at bruge den nye og fuldstændigt lige Via Giulia, hvor der i den nordlige start af gaden blev rejst en triumfbue, som Paven kunne ride under. Denne bue stod ved nutidens Vicolo dell'Oro og Pavens rutevalg var en hilsen til de mange tilflyttere fra hans fødeby Firenze, som havde slået sig ned netop her. Processionen fortsatte derpå ad Via dei Farnesi, over Campo dei Fiori og Piazza del Paradiso, for derpå at følge den tidligere faste rute resten af vejen.

Kort efter Leo X's død blev Clemens VII Pave (1523-1534) og også han interesserede sig for udbygningen af Via Giulia. I hans periode opførte arkitekten Antonio da Sangallo et familiepalæ i gaden (idag nr.79) og flere medlemmer af Farnese-familien kom også til at bo her.

Under den store oversvømmelse i 1530 blev 30 huse ødelagt.

Pius IV, som var Pave i 1559-1565 overvejede at få fuldført et tidligere projekt af Bramante for Pave Julius II, nemlig domhuset I Tribunali.

Hans efterfølger, Pave Pius V, sørgede for at nogle af Via Giulia's tværgader blev reparerede og forbedrede.

Under Pave Sixtus V (1585-1590) blev Via Giulia brolagt og der blev påny sat gang i Tribunali-projektet.

I 1593 blev der under Pave Clemens VIII (1592-1605) afholdt nogle folkelige fester på et sted i gaden, som kaldtes "Il Carbone". Man mener, at det måske har været ved fontænen Il Mascherone, der også senere benyttedes ved festlige lejligheder.

I 1603 udsendtes et dekret fra Roms Guvernør, Monsignore Ferrante Taverna, som angav reglerne for Familien Ceuli's afholdelse af turneringer i Via Giulia.

Pave Paul V lod i 1613 for sydøstenden af Via Giulia opføre en stor murfontæne - og derfor også omtalt som Fontanone - udformet som en slags tempelfacade omgivende en dyb halvrund niche, med det formål at bringe vand til det store kompleks Ospizio dei Mendicanti, som stadig - dog i noget reduceret størrelse - rejser sig for enden af gaden. Det havde ellers været vanskeligt at få vandtrykket i dette lavtliggende område højt nok til at få en større fontæne til at fungere, men efter at Paven havde fået reetableret et gammelt akvæduktforløb og skabt den nye vandforsyning, der efter ham fik navnet Acqua Paola og var ført frem til Gianicolohøjen, blev det nu muligt at føre vandet over Ponte Sisto og få skabt et tryk, der kunne få vandet til at springe fra flere meters højde. Fontana di Ponte Sisto blev flyttet til sin nye placering sidst i 1800-tallet, da arbejdet med opførelsen af de store mure mod Tiberen og de brede flodboulevarder langs disse nødvendiggjorde, at mange bygninger langs floden og flodbredden blev revet ned.

I 1720 afholdtes også en stor fest i Via Giulia for valget af Stormesteren af Malta-ridderene, Zondadari, og i den anledning sprudlede Mascherone-fontænen med vin i stedet for vand og gaden blev lukket for trafik og illumineret, så adelen og deres gæster kunne holde banket her.

Efterhånden aftog imidlertid den slags brug af Via Giulia, der i stedet blev en mere stille og fornem, tilbagetrukket gade, som den også føles idag.

VIA GIULIA i ANTIKKEN:

Det er ikke mange fund fra Antikken, man har gjort langs Via Giulia, hvor området dengang antagelig mest har bestået af sandede flodbredder. En gade langs floden har løbet parallelt med nutidens gade, men noget længere inde i landet, omtrent langs Vicolo dei Venti og højere oppe midtvejs mellem Via Giulia og Via di Monserrato. Den krydsedes af forskellige tværveje, som gik ned til floden. En af disse krydsede Tiberen på den gamle Pons Valentiniani (nutidens Ponte Sisto), mens en nordligere fulgte forløbet for nutidens Vicolo del Polverone. I området nord for dette kryds, stod engang nogle kornmagasiner, Horrea, vest for nutidens Via Giulia.

Der er gjort enkelte andre ikke definerbare fund langs Via Giulia, men først når man når op til Vicolo di San Filippo Neri, er der fundet lidt større rester. Her af en af de 4 væddeløbsstalde, som er blevet udgravet i de senere år.

Nord for Via delle Prigioni og Vicolo del Malpasso har det store væddeløbsområde Trigarium ligget og strakt sig helt op til Largo dei Fiorentini, hvor de gamle altre for Dis og Proserpina og Proserpina menes at have befundet sig.

 

---------- FØLG EN TUR GENNEM VIA GIULIA ----------

 

Litteratur om Via Giulia:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13, 18.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 452-459.
Di Battista, M. Silvia: Roma : guida alle curiosità : Lungo la via Giulia. (Roma: guida alle curiosità, 3).
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte IV / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. ----- side 6, 8, 12, 14, 19, 24, 28-44, 48, 50, 52, 56, 61, 64, 68, 83.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ----- side 8, 24, 36, 64, 74, 96, 110.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. ----- side 5-8, 10, 11, 13-62, 87.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 + 20 (før de nyeste fund).
Le 100 Meraviglie di Roma: 23+24: Via Giulia, I + II. - Roma : Newton Compton Editori, 1990.
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
--- Voume Secondo : E-O. ----- side 627-632.
Pratesi, Ludovico: Via Giulia.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Cinquecento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Giulio II a Clemente VIII. Leo S. Olschki Editore, 2008. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, XII).
- side 20, 21, 23, 47, 48, 49, 71, 81, 89, 93, 202, 213, 233, 369, 370, 418.
Info.roma.it: Via Giulia, Roma.
Roma segreta.it: Via Giulia.
www.morelli.it: La guida per visitare Via Giulia.

1
Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.5.2020 og sidst opdateret d. 2.9.2020