ANNAS ROM GUIDE
San Ludovico - nu forsvunden kirke

Se ved nr. 29 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Denne lille Kirke eksisterer ikke længere, da den efterhånden blev for lille og for forfalden til de franskmænd og norditalienere, tilflyttere fra Piemonte, Savoia og Nice-områderne, som frekventerede den som national-kirke. Men den lå indtil begyndelsen af 1600-tallet ved nutidens Via del Monte della Farina og Piazza Vidoni, hvor nu Convento dei Teatini står.

Her havde den ligget i flere hundrede år. Den er først omtalt i 1300-tallet, men har måske ligget her endnu længere. Den var viet til den franske korstogskonge Louis IX (Ludvig IX den Hellige, 1226-1270), der på italiensk kaldes San Ludovico.

Kirken ejedes oprindeligt af den franske menighed, men i 1400-tallet overdrog disse bygningerne, der også omfattede et lille herberg og hospital, til munkene i Abbazia di Farfa, fordi Kirken allerede på dette tidspunkt var blevet for lille for den voksende franske koloni i Rom.

I bytte for San Ludovico fik franskmændene 2 små kirker, som lå lidt nordligere oppe ved Piazza Navona: Santa Maria de Thermis og San Benedetto de Thermis. Dem lod de rive ned for at bygge en ny og større kirke, der stadig står på dette sted med navnet San Luigi dei Francesi.

Den lille Kirke San Ludovico tilhørte altså nu munkene i Abbazia di Farfa, som i 1500-tallet tillod det religiøse Broderskab Confraternita dei Credenzieri at benytte den som mødested. Denne forening var dannet af ansatte hos kardinaler og rige adelige familier og var i 1557 blevet godkendt af Pave Paul IV. Broderskabet fik imidlertid i 1577 tildelt en anden kirke, nemlig den forfaldne San Niccolò de' Mellinis, som de istandsatte og kaldte Sant'Elena dei Credenzieri.

San Ludovico stod derfor forladt, da det nyoprettede Broderskab Compagnia dei Savoiardi e Piemontesi fik den i evig leje af munkene. I 1597 godkendte Pave Clemens VIII Broderskabet med navnet Confraternita del Santissimo Sudario dei Piemontesi og kort efter besluttede medlemmerne at bygge en ny Kirke viet til Kristi Ligklæde ("Il Santissimo Sudario") på en nærliggende grund. Kirken Santissimo Sudario dei Piemontesi ligger idag stadig i parallelgaden Via del Sudario.

San Ludovico blev derefter revet ned omkring 1602 og Theatiner-munkenes nye kloster, Convento dei Padri Teatini, opført på stedet.

 

 

Litteratur om San Ludovico:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 436-437.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VIII S. Eustachio, Parte 1 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 2. edizione, 1980. ------- side 54-60.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 223.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 14. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998.
- side 2.


Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 30.1.2014 og sidst opdateret d. 31.1.2014