|
|
|
Mere om Kirken San Marco: (Her fortælles der om Kirkens historie - ønsker du blot en kort oversigt, kan du gå til denne side.) |
|
Ifølge Pavekrøniken "Liber Pontificalis" var det Pave Markus, som i år 336 lod bygge denne Kirke "iuxta Pallacinas", i nærheden af området kaldet "Pallacinae", som omtales hos Cicero og senere i tidligt kristne kilder. Det dækkede netop området omkring nutidens Kirke. Det er muligt, at Kirken blev bygget i et hus, som ejedes af Pavens familie. Ifølge den katolske tradition var der på stedet, nedenfor Capitol, tidligere et lille kapel, hvor Evangelisten Markus omkring år 62/70 efter Kristus skulle have opholdt sig, mens han nedskrev Evangeliet. Det skulle så være dette kapel, som Pave Markus med hjælp fra Kejser Constantin lod indrette eller ombygge til Kirke. Allerede i en indskrift fra omkring år 348 nævnes en "Antius lector de pallacine", altså en bibeloplæser i dette område, (Se indskriftssten og Bill Thayers kommentar her). Og i 499 og 595 omtales præster ved "tituli (Sancti) Marci". Det er altså en meget gammel og veletableret Kirke, som vi her har med at gøre. Faktisk den første Kirke, som blev bygget i Roms centrum, hvor indtil da de hedenske Templer havde domineret. Desværre er der ikke så mange synlige vidnesbyrd tilbage om Kirkens ældste tid. Man har dog i midten af 1900-tallet udgravet rester af fundamenter fra ældre bygninger. Længst nede har man fundet rester af bygninger fra Antikken, heriblandt en mosaik med vinranker, som dateres til begyndelsen af det 4.århundrede efter Kristus. Lidt højere oppe, ca. 2 1/2 meter under nutidens niveau, er der rester af den første menigheds kirke, en såkaldt "titulus" fra lidt senere i det 4.århundrede. Denne bygning , som lå fuldstændigt ligesom den Kirke vi møder idag, havde - som nutidens - 3 skibe opdelt af søjlerækker med gulv i fine farvede marmorplader og et alter, som befandt sig midt under nutidens hovedskib. Man har også fundet rester af sidevæggene, som var freskobemalet, så det lignede en marmorbeklædning. Man mener, at denne første Kirke blev ødelagt af en brand, hvorefter den på et tidspunkt i det 5.århundrede blev erstattet af en ny bygning, som man dog drejede, således at indgangen lå modsat af den ældre - og den nutidige - Kirke. Den "nye" Kirke havde også 3 skibe, opdelt af rækker af søjler bærende buer; men nu fik alteret plads på det sted, hvor indgangen tidligere havde været. Kirken havde et stort indhegnet presbyterium, et schola cantorum, og murene var også her freskobemalet i marmorimitation. Men heller ikke denne Kirke var blivende, for endnu en Kirke blev bygget omkring 1, 30 meter ovenover. Man ved, at området ofte var truet af Tiberens oversvømmelser og i 716 fortælles det, at vandet nåede "ultra basilicam sancti Marci", op og forbi San Marco. Samtidig var tiderne frygtelig urolige, først de gotiske plyndringer og den byzantinske krig samt longobardertogter. Ikke underligt at den gamle kirkebygning led skade, så Pave Hadrian I omkring 780 lod taget og sideskibene restaurere. Denne Paves familie havde iøvrigt deres bolig meget tæt ved Kirken, hvilket kan forklare hans særlige interesse i den. Disse tiltag har imidlertid ikke været nok, for kort før midten af 800-tallet lod Pave Gregor IV de gamle mure rive ned og en ny bygning opføre i stedet. Man bibeholdt her grundplanen, men ændrede indgangen til atter at vende ud mod Capitol. Det er denne bygning, der med senere tilføjelser og ombygninger danner grundlaget for nutidens Kirke, og dennes Apsis med den pragtfulde gyldne mosaik stammer netop fra denne tid. Ligesom den halvcirkelformede krypt, som kan besøges under alteret. I forbindelse med ombygningen lod Paven en mængde martyrknogler fra katakomberne føre ind til byen og anbringe i den nye krypt. Heriblandt resterne af helgenerne Abdon og Sennen. I takt med ombygninger og ændringer modtog Kirken også rige gaver, f.eks. nævner Liber Pontificalis, at Pave Johannes VI i perioden 701-705 viste sin gavmildhed. Og i det 9.-10.århundrede bekostede en vis præst Johannes en brønd, som idag står i Kirkens forhal og med sin indskrift minder om sin sponsor. I 1154 fik Kirken en alteroverbygning med baldakin, udført af de cosmatiske marmormestre Giovanni, Pietro, Angelo og Sasso, alle sønner af Paolo hvis virksomhed de havde videreført med bl.a. en række arbejder i San Lorenzo fuori le Mura i 1148. Af ciboriet i San Marco er der kun 2 løvestatuer og nogle små søjler tilbage, opsat i Kirkens forhal, mens det i San Lorenzo stadig kan ses. På samme tid fik San Marco også sin cosmatiske campanile og gulvet blev repareret. Enkelte steder kan man stadig se rester af dette cosmatiske gulv. I 1451 blev venetianeren Pietro Barbo Kardinal ved San Marco og bosat i et beskedent hus ved siden af Kirken. Han knyttede sig meget til stedet og begyndte langsomt at om- og udbygge boligen og efter at han i 1464 blev valgt til Pave med navnet Paul II, tog arbejdet fart, fordi han valgte at blive boende her. Huset blev efterhånden udbygget til et palæ og Kirken blev fra 1467 restaureret, fik nyt tag med blyteglsten forsynet med det pavelige våben, en springende løve eftersom løven er evangelisten Markus' og dermed Vendigs symboldyr, og et smukt nyt kassetteloft i hovedskibet. I 1468 blev hovedskibets vægge repareret og forsynet med nicher til sidekapeller. Kirkens apsis med den smukke gyldne mosaik blev restaureret og udenfor rejstes den nye forhal med en loggia på første sal, beregnet til at Paven herfra kunne lyse velsignelsen over de fremmødte skarer. Portalen stammer også fra denne tid. Relieffet i det halvcirkelformede gavlfelt over døren menes udført af Isaia da Pisa. I 1464 bestilte Paven også en ny alteroverdækning, et ciborium udført af sten- og billedhuggerne Giovanni Dalmata og Mino da Fiesole. Arrangementet blev fjernet i 1700-tallet og flyttet ud i Sakristiet, hvor man kan se resterne idag. Senere fulgte flere reparationer og restaureringer. I perioden 1503-1523 blev gulvet repareret under Kardinal Domenico Grimani og i 1595-1600 blev der opsat nye korstole i apsis. De er siden erstattet af andre. I 1654-1657 lod den venetianske ambassadør Nicolò Sagredo Kirken nydekorere af Orazio Torriani. Der kom nye glas i vinduerne, udsmykning i stuk mellem disse, og malerierne nedenunder blev udført af en række af tidens kunstnere. Den særlige venetianske interesse, der var for Kirken, skyldes til dels at Evangelisten Markus også er Venedigs skytshelgen, og at Kirken af Paul II var blevet overdraget den venetianske menighed i Rom. Det venetianske islæt i området fornemmes stadig i navne Palazzo Venezia og Piazza Venezia. Kort før midten af 1700-tallet var det atter tid til reparationer, men denne gang lod Kardinal Angelo Maria Quirini igangsætte en gennemgribende ombygning, hvorved Kirken fik sit nuværende udseende. Herunder erstattedes de tidligere granitsøjler med søjler af mursten, beklædt med diaspro-marmor fra Sicilien. Over søjlerne opsattes i hovedskibet en række stukrelieffer, det gamle ciborium fra 1464 blev flyttet til sakristiet og et nyt højalter opsat. Og de gamle korstole fra 1523 blev erstattet af nye. I 1840'erne måtte Kirken have nyt tag og apsismosaikken gennemgik igen en restaurering. Under disse arbejder genåbnedes krypten under højalteret, så man idag kan bese den. I midten af 1900-tallet åbenbarede nye udgravninger rester af de tidligere bygninger på stedet.
--------- Læs om Kirken - kort fortalt ---------- Se Side med fotos fra Kirken ---------- --------- En Rundgang i Kirken ---------- Plan over Kirken ---------- Litteratur om Kirken San Marco: |