ANNAS ROM GUIDE

Torre degli Specchi

Via Montanara nr.3

Se ved nr. 153 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

I Via Montanara ses i den gamle mur omkring den ældste del af Casa delle Oblate di Santa Francesca Romana en let fremtrædende og højere bygningsdel med få og uregelmæssigt siddende vinduer. Det drejer sig måske om Middelaldertårnet Turris Speculorum ("Spejlenes Tårn"), som idag kaldes Torre degli Specchi og har givet årsag til Klosterets tilnavn ("Convento delle Oblate Benedettine di Tor de' Specchi"), samt til området og til 3 gader, 1 eksisterende og 2 nu forsvundne: Via della Tribuna di Tor de' Specchi , samt Via di Tor de' Specchi og Vicolo di Tor de' Specchi.

Det mærkelige navn "Spejltårnet" har givet anledning til flere tolkninger, Quercioli (se litt.note nedenfor) har den teori, at navnet skulle komme fra en udsmykning med stykker af glas, skinnende metal eller spejle på et tårn, som senere - i 1600-tallet - blev ejet af en familie, der derpå tog navn efter bygningen: Specchi-familien.

Fra Via Montanara kan man stadig i den øverste sydlige murside se et lille dobbelt vindue, hvis midterstolpe er dekoreret med mosaik, og ovenover et lille rundt vindue, der netop oprindeligt kan have indeholdt en form for udsmykning, et relief eller en metal- eller keramikplade. Sådanne runde majolikadekorationer ses ofte på klokketårne fra Middelalderen, f.eks ved Kirken Santi Giovanni e Paolo.

I 1400-tallet tilhørte Tårnet af en familie ved navn Clarelli, som også ejede nabohusene, hvoraf de i 1433 udlejede et til Francesca Bussa de Leoni, der senere helgenkåredes som Santa Francesca Romana. Her boede hun fra 1436 til sin død i 1440 og her samlede hun allerede i overtagelsesåret de 13 kvinder, som sammen med hende i 1425 var gået ind i Benediktiner-Ordenen.

Man kan ved ganske særlige lejligheder få adgang til at besøge Klosteret og Santa Francesca's bolig. Indgangen er fra Via del Teatro di Marcello nr. 40, hvor der bagved ligger en gammel staldbygning, som hørte til helgenindens hus. Man kan her stadig se brostenene og krybben, der er dannet af låget fra en antik sarkofag. Til venstre er der en smal og stejl trappe, som man kalder "Scala Santa". Den var oprindelig dækket af et halvtag. På trappevæggen ses en lille fresko af Kristus, der stiger ud af gravhulen. Den stammer ligesom fresken over indgangsdøren fra 1400-tallet og er malet kort efter helgenindens død.

Ovenfor trappen findes et lille rum, som de første nonner brugte som kapel, "oratorio". Også dette er udsmykket med fresker, der her beretter om Santa Francesca Romana's liv og er malet i 1468. De tilskrives idag Antoniazzo Romano, som også er mester for fresken på indgangsmuren. Der har dog også været andre kunstnere nævnt, såsom Benozzo Gozzoli og Piero della Francesca.

En etage højere oppe ligger en større sal, som måske har været brugt som nonnernes spisesal, "refettorio". Også her er væggen beklædt med fresker, her malet i monokrome i 1485 og muligvis stadig af Antoniazzo Romano. En senere udhugget dør fører mod højre ind til de senere udvidelser af Klosteret. I venstre side fører en dør ind til helgenindens ganske lille celle, som netop ligger i selve tårnbygningen, der rejser sig med flere etager herover.

Til højre for Casa di Santa Francesca Romana lå en lille gyde, som i 1600-tallet blev lukket af og inkorporeret i det udvidede Klosters venstre fløj.

 

Litteratur om Torre degli Specchi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 631-633.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli - Parte Prima. - Nuova edizione aggiornata / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 16, 40, 42.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Marchetti, Patrizia: La casa delle Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi. - BetaGamma editrice, 1996.
Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985.
- side 183-184.
Info.roma.it: Tor de' Specchi.
Medioevo.roma: Torre dei Boveschi.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 12.6.2016 og sidst opdateret d. 5.11.2017