Den lange, grå bygning, som fylder det meste af vestsiden i den nordlige del af Via del Teatro di Marcello, fra Piazza dell'Aracoeli til Via Montanara, er en række gamle huse, som i tidens løb er blevet sammenbygget til at rumme det store kloster, der i daglig tale kaldes Monastero di Tor de' Specchi, men rettelig hedder Casa delle Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi.

Monastero di Tor de'Specchi i Via del Teatro di Marcello. - Foto: cop. Leif Larsson

Klosteret er hjem ("casa") for lægsøster-ordenen "Le Oblate di Santa Francesca Romana", som stiftedes i 1425 med navnet "Oblate Olivetane di Maria" af Francesca Bussa de' Leoni, den senere romerske helgeninde Santa Francesca Romana.

De første år levede den lille gruppe på 14 kvinder i deres egne hjem et asketisk liv efter den benediktinske regel, som den efterlevedes af de olivetanske munke ved Kirken Santa Maria Nova, men i 1433 lejede Francesca en lille bygning ved foden af Capitolhøjen af familien Clarelli. Her flyttede gruppen ind - bortset fra Francesca selv, der måtte forblive i sit hjem i Via dei Vascellari i Trastevere for at pleje sin syge mand. Efter dennes død i 1436 overlod hun imidlertid den 21. Marts Palazzo Ponziani til sønnen Battista og dennes hustru Mabilia de' Papazzurri og flyttede ind i Monastero a Tor de' Specchi. Her kunne hun koncentrere sig om den religiøse fordybelse, men også om at udøve det godgørende arbejde blandt fattige, syge og nødstedte, som hun have udført med sine veninder siden sin pure ungdom.

Af disse nødlidende var der mange i 1400-tallet, hvor Rom var hærget af borgerkrige og angreb fra andre stater. Paven havde i en stor del af 1300-tallet levet med sit hof i Frankrig og forholdene i Rom var stadig så urolige, at han ofte kun kom her på kortere besøg. Byen led under den derved skabte dårlige økonomi, der bevirkede, at bygninger og institutioner gik i forfald. Det samme gjorde sæder og skikke og enhver var sig selv nærmest for at kunne klare overlevelsen. Det betød mange slagsmål, overfald, røverier og forbrydelser. Og mange af forbryderne levede blandt andet i de tilmurede buer fra det gamle Marcellus-Teater, som ligger blot få skridt fra det lille hus, som Francesca valgte som centrum for den hjælp, lægsøstrene kunne tilbyde. Desuden lå huset tæt på Foro Romano, så de let kunne nå op til messerne og skriftefædrene i Santa Maria Nova, og tæt på Tiberbroerne, så Francesca i starten ikke havde langt mellem sit hjem og Klosteret.

Det hus, som Francesca lejede af Clarelli-familien, var ikke stort, men bestod af en mindre bygning med et tårn, samt en trappe til en øvre etage og en stald bag en lillebitte gårdsplads (se nr.1-5 på planen nedenfor)

DEN FØRSTE KERNE (nr.1-5):

Man kender ikke til nogen billeder af det første lille hus, som lægsøstrene flyttede ind i. I 1593 er det afbilledet på Antonio Tempesta's Romkort som en bygning og et tårn gemt bag høje og utilnærmelige mure ud mod Via Montanara og Via Capizucchi, hvor Klosteret overskygges af det store Palazzo Capizucchi. Området ud mod denne gade var imidlertid ikke med i Francesca's første hus, som hun lejede og som søstrene senere købte (i 1443). Til venstre, nord for huset, lå en lille gade, som i 1600-tallet blev indlemmet i Klosteret, overdækket og ændret til refektorium.

Man kan idag stadig se meget af den gamle bygning. Ud for indgangen i Via del Teatro di Marcello nr. 40 (den buede port under den store 1400-tals Madonna-fresko af Antoniazzo Romano) ligger den gamle stald (nr.1), hvor gulvet stadig er dækket af de oprindelige ujævne brosten fra floden. Herinde findes den myteomspundne krybbe, som udgøres af et omvendt låg til en antik sarkofag. Her er også opstillet en kopi af den skulptur af Santa Framcesca Romana og Englen, som Giosuè Meli udførte i 1866 til Kirken Santa Maria Nova.

Til venstre for stalden står den steje og smalle trappe, som omtales som "Scala Santa", den hellige trappe (nr.2). Den var oprindelig på den åbne gårdsplads men dækket af et lille halvtag. Ved indgangen stårskrevet "Domus et Oratorium Beate Francisce Romane" ("Santa Francesca Romana's hus og kapel"). På væggen ses en fresko fra det sene 1400-tal med motivet Madonna med Barnet og helgenerne San Benedetto og Santa Francesca Romana. Trappevæggene er freskobemalede med billeder af engle med laurbærkranse og blomster. De stammer fra 1600-tallet. Over indgangen er der en lille 1400-tals fresko af Kristus, der stiger op af graven.

For enden af trappen er der på førstesalen til venstre indgang til den såkaldte "chiesa vecchia": "den gamle kirke" (nr.3). Det var her, at den første lille kvindegruppe samledes i bøn, og få år efter Francesca's død i 1440 lod de efterlevende søstre rummet udsmykke med 25 fresker af en ukendt kunstner, som fuldendte arbejdet i 1468. Nogle kunsthistorikere mener, at kunstneren er Benozzo Gozzoli, andre at det må være en elev af Piero della Francesca's skole, andre igen at kunstneren er Antoniazzo Romano, der også har malet fresken over klosterindgangen. Freskerne fortæller Francesca's historie, hendes liv og gerninger, med fremstillinger af datidens huse og bygninger og med tekstbånd skrevet i folkesproget, som det brugtes i 1400-tallet, tilsat lokal dialekt. Desværre har en voldsom restaurering i 1940'erne ændret malerierne markant ved at tilføje kraftige sorte konturer omkring figurerne - udover blot at friske farverne op.

Bagved den gamle kirke ligger et andet rum, hvortil der er indgang for enden af trappen. Det er Klosterets gamle refektorium (spisesal) (nr.4), hvor der også her findes en række fresker på endevæggen. Disse 10 billeder er i monokrome jordfarver og viser de fristelser og prøvelser, som helgeninden blev udsat for. Her står afskyelige dæmoner og smukke skytsengle overfor hinanden i hvert billede. Kunstneren kendes ikke med sikkerhed, men nogle mener, at det også her er Antoniazzo Romano, som er mester for værkerne. Andre hælder dog til, at der har været 2 malere involveret i arbejdet. Man kender til gengæld årstallet for malerierne, da der over den største fresko står skrevet 1485 og samme årstal er indridset på overdelen af dørens travertinkarm.

Denne dør er imidlertid en senere tilføjelse og skærer sig derfor ind i freskerne. Døren giver adgang til den nordlige udvidelse af Klosteret, som fandt sted i 1600-tallet, da sidegaden blev overdækket og indlemmet i bebyggelsen.

På væggen overfor freskerne findes en anden dør, denne gang af gammel oprindelse, som fører ind til det værelse, som beboedes af helgeninden: La cella di Santa Francesca Romana (nr.5). Det er et ganske lille rum, som udgjorde en del af den gamle tårnbygning. Det drejer sig måske om Middelaldertårnet Turris Speculorum ("Spejlenes Tårn"), som idag kaldes Torre degli Specchi og har givet navn til Klosteret og gaderne omkring. Francesca's lille rum har idag stadig bevaret de originale mure og dimensioner.

Fra sidegaden Via Montanara kan man tydeligt se den lave tårnbygning med indmurede fragmenter fra Antik og Middelalder:

Torre de' Specchi i Via Montanara. - Foto: cop. Leif Larsson

Rundt om det lille hus var der forskellige åbne områder og en lille gårdsplads ud mod nutidens Via Capizucchi. Her lå også mod nord en lille gade, på hvis modsatte side der stod en lille, gammel kirke, kaldet Santa Maria de Curte (nr.8). Denne kirke er idag inkorporeret i Klosterkomplekset, men havde dengang den modsatte orientering, nemlig med indgang gennem en smal porticus fra nordvest - altså der, hvor den idag har apsis. Og den havde apis mod sydøst, der hvor der idag fra Klosterbygningen er indgang til helligdommen.

Til højre for det gamle hus løb som nævnt en lille gade (nr.6), som forbandt området ved Capitolhøjens fod med nutidens Via della Tribuna di Tor de'Specchi og den lille plads Piazza Capizucchi. Det område, der på Francesca's tid kaldtes Via Torre dell'Oca. Og på højre side af den lille vej lå der et større område med køkkenhaver og haveanlæg. Dette område kom senere til at indgå i Klosterkomplekset.

KLOSTERET VOKSER I 1500- OG 1600-TALLET:

Med tiden voksede Francesca's ry indtil hun blev helgenkåret i 1608. Også hendes søstergruppe voksede og optog flere og flere kvinder, så behovet for større forhold efterhånden blev udtalt. Langsomt begyndte Klosteret at vokse.

Allerede i 1437 havde Francesca som gave modtaget 2 små huse med urtehave ved siden af Kirken Santa Maria de Curte (nr.8). Og 3 år efter hendes død købte søstrenes leder, "Presidente" Agnese di Paolo Lello, det gamle hus, som de indtil da havde lejet af Clarelli-familien. Senere købtes nogle naboejendomme af Francesco di Paluzzo dei Pierleoni og andre, som var ejet af Caetani-familien.

Den lille gade, som løb nord for det gamle hus blev lukket og indkorporeret i Klosterbygningerne. Med tiden kom Komplekset til at bestå af mange små og uensartede bygninger, som forenedes af en ef høj mur rundt om huse og omliggende haver. Således ser det ud på de Romkort, som Antonio Tempesta og G.Maggi udsendte i henholdsvis 1593 og 1625.

Monastero di Tor de' Specchi i Via Montanara og hjørnet til Via Capizucchi. - Foto: cop Bo Lundin

I 1594 overlod Pave Clemens VIII Santa Maria de Curte til søstrene ved Tor de'Specchi, og området syd og øst for Kirken blev efterhånden en del af Klosterkomplekset. Grunden til at søstrene gerne overtog denne kirke var dels, at den gamle apsis, der dengang vendte ind mod det udvidede klosterområde, var i fare for at styrte sammen, dels at man fra Kirkens apsis kunne se lige ind i og ned i klosterhaverne, hvor nonnerne skulle være i ro og fred for omverdenen. Den 2. Maj 1594 udstedte Paven derfor en bulle med overdragelse af Kirken til Klosteret, mens sognebørnene derefter blev henvist til Kirken Santa Maria in Campitelli. Kort efter muredes indgangen fra Via della Tribuna di Tor de'Specchi til og søstrene havde dermed Kirken for sig selv.

Den 24. Juli 1596 fik søstrene tilladelse af Vejmyndighederne, I Maestri delle Strade, til at ombygge Kirken ved at ændre dens orientering og opbygge en ny apsis ud mod Via della Tribuna di Tor de' Specchi. Den nye indgang kom til at ligge i klosterhaven og Kirken blev nu reduceret til at være kapel udelukkende for Klosterets beboere. Arbejdet gik i gang i Oktober 1596 og den nye apsis og korrummet blev så bredt, at gaden omkring ligefrem måtte udvides. Man kan også idag se, hvor kraftigt den rager frem i de omliggende gader.

Man er ikke sikker på, om der var tale om en ombygning eller en helt nybygning (nr.8). I hvert fald lader det til, at man har bevaret dele af den gamle Kirke, da den nye er bygget i 2 etager. I stuen/kælderen ligger Santa Maria de Curte (i stueplan) og på første sal findes søstrenes kirke, Coro della Santissima Annunziata. Dette kapel kunne indvies i Jubelåret 1600 på festdagen for Ærkeenglen Mikael, den 29. September. (Læs mere om Santa Maria de Curte og Coro della Santissima Annunziata - deres udsmykning og historie).

I 1657 fik Klosteret behov for et bedre og større sakristi i forbindelse med Santa Maria de Curte og man bad arkitekten Giovanni Antonio De Rossi om at udarbejde en tegning hertil. Det nye sakristi ligger som nr. 9 på planen ovenfor, mens det gamle sakristi lå i hjørnet af det område, der er markeret med nr.10. Bygningerne her tilhørte ellers ikke Klosteret, men bestod af huse, stalde og lader tilhørende flere familier i området, blandt andre Capizucchi-familien. Disse lå ud mod den gamle gade Vicolo di Santa Maria in Campitelli, som nu hedder Via dei Capizucchi. Og planen var at rive disse ned for at få plads til en kvadratisk nybygning i 2 etager, således at den øverste etage kom til stå i forbindelse med søstrenes kapel Coro della Santissima Annunziata. Til den øverste etage skulle bygges en bred, dobbelt trappe. Den gamle bygning blev dog ikke revet ned, men fik opmuret nogle støttepartier, som idag stadig kan ses fra gaden. Her ses i tilknytning til Kirkens apis et ganske lille murstykke med en dørbue og en 4-delt vindue i travertinramme, som dateres til 1400-tallet, altså et af de gamle huse.

Op i 1600-tallet renoverer og ombygger søstrene mange af de gamle bygninger, som Klosterkomplekset nu er sammensat af, og i 1659 står det nye sakristi færdigt. I mellemtiden er antallet af søstre fortsat med at vokse. Man ved med sikkerhed, at der i 1638 har været 122 søstre, som selv har kunnet skrive deres navne på en mindeerklæring om åbningen af deres helgenindes grav. Men man antager, at der i Klosteret har boet mange flere, da der på den tid var mange, som ikke havde lært at læse og skrive. Under alle omstændigheder var der behov for udvidelse af Klosteret, der måtte flere celler og soverum til, større spisestuer (refektorier) og samlingssale, køkkener og andre faciliteter.

Indenfor Klostermurene var der et stort område, som var tilplantet med urtehaver og prydhave. Denne skulle nu omdannes til en stor gårdhave (nr.11) omkranset af 4 fløjbygninger i flere etager og med buegange i stueetagen. I de 3 fløje kom der til at være celler til nonnerne, men den fjerde blev ikke færdigbygget og i stedet kom refektoriebygningen (nr.6), som var indrettet i den tidligere gyde til højre for det ældste hus, til at danne afsluting for det "C"-formede Kloster (nr. 12).

Der blev nu her plads til omkring 40 celler i 2 etager, mens der i stueetagen blev indrettet 5 store sale med hvælvede lofter. De høje buegange har flade søjler i travertin og over deres kapitæler, der blot består af flade sten, løber en frise med basrelieffer af symboler fra "Monte Oliveto" og "Nome di Gesù". Førstesalens facade har påsat stenkvadre mellem og over de rektangulære vinduer, mens andenetagens blot har stenkvadermønster. Man kender ikke det nøjagtige tidspunkt for dette byggeri, men ud fra nogle regnskabsnoter mener man, at det har fundet sted i årene omkring 1606-1607.

Midt på gårdspladsen, der er dækket af travertinfliser og teglsten i et stjernemønster, står en smuk mangekantet marmorbrønd. Den store vandcisterne under niveau er bygget i 1606. I de ovenfornævnte regnskabsblade nævnes arkitekten Carlo Maderno, der må antages at have udført tegningerne til det nye klosteranlæg.

Klostergårdens fjerde side udgøres som nævnt af det nye rektorium (nr.6), hvis byggedata ikke kendes med nøjagtighed. Det er muligt, at selve bygningen er opført før klosterfløjene, men indretningen dateres senere. I 1615 fik forskellige snedkere betaling for levering af nøddetræsborde til refektoriet, mens vægfreskerne med landskabsmotiver dateres til 1700-tallet. Refektoriet er en lang, bred sal med mange store vinduer, et loft beklædt med mørke trælameller og kasser. Langs væggene er der højryggede bænke i nøddetræ bag de mange nøddetræsborde på marmorsokler. På midten af den ene langvæg sidder over stolerækken en læsepult i nøddetræ. Væggen heroppe er inddelt i store felter med stukrammer og de tidligere nævnte fresker.

Her i 1600-tallet dækker Klosteret altså et område, der går fra Via Montanara og Francesca's gamle hus i syd til den nye klosterbygning i nord, samt fra Via di Tor de' Specchi i øst til de gamle huse og Santa Maria de Curte i vest. Udvidelserne skyldtes dels gaver til lægsøstrene, dels de beløb, som de mange novicer fra byens velstillede og adelige familier betalte eller donerede til Klosterets fremme og udsmykning.

Den næste udvidelse var en ny klostergård med 3 fløje (nr.13) nord for den lige omtalte. Først kom der en fløj med nonneceller ud mod Via della Tribuna di Tor de Specchi, nord for Santa Maria de Curte-muren. Her havde "i maestri delle strade" den 27. Februar 1614 givet tilladelse til opførelse af en mur langs gaden, der dels kunne afsondre Klosteret fra uvedkommende blikke og støj, dels kunne rette de mange forskellige ældre huse af, så der kom en fælles, lige facade ud mod gaden. Sådan står den også idag, en helt ensartet, ja ensformig, mur med 10 fag små tilgitrede vinduer i 3 etager.

Byggeriet påbegyndtes i Marts 1614 og arkitekt på projektet var Gaspare de Vecchi i samarbejde med murermester Gian Domenico Pozzo. Carlo Maderno nævnes imidlertid også i regnskaberne for dette byggeri, så han har måske haft det overordnede ansvar for det samlede arbejde

Den nye vestlige klosterfløj ligger altså mellem Santa Maria de Curte og det lille, gamle tårn midt i Via della Tribuna di Tor de' Specchi, som kaldtes Torre dell'Oca, Gåsetårnet (nr.15), og udgjorde grænsen mellem Klosteret og naboejendommen mod nord: Palazzo Fani (nr. D). Indenfor de nye fløje ligger endnu en Klostergård kaldet Cortile dei limoni , Gården med citronerne, (nr.13), idet dette område dengang - og endnu idag - er udnyttet til køkkenhave og prydhave med træer og buske. Nogle udhuse og andre småhuse, samt en høj mur afgrænser Klosteret fra nabogrunden, hvor Palazzo Fani har sin private gårdhave. På muren sidder en klokkestabel og et ur (nr.14), mens en mindre bygning mod øst har adgang fra Via del Teatro di Marcello og huser Kapellet Oratorio di Santa Maria del Sole (nr.16).

Det var i de tidlige år af 1600-tallet, at nonnerne ved Monastero di Tor de' Specchi udvidede deres Kloster mod nordøst ved opkøb af naboejendommene op mod hjørnehuset Palazzo Massimo di Rignani. Den gamle Kirke Santa Maria del Sole var åbenbart nu ikke længere i brug som sognekirke og bygningen blev tilsyneladende overtaget af nonnerne, som muligvis lod den rive ned, muligvis bevarede den som en del af deres Kloster. Indenfor klostermuren ligger nemlig - og tilsyneladende på samme sted - Klosterkapellet Oratorio di Santa Maria del Sole, udsmykket med stukdekorationer fra 1600-tallet.

1700-TALLET:

Klosterkomplekset havde nu omtrent nået den størrelse og det udseende, som vi kender fra idag, så søstrene kunne koncentrere deres arbejde om en forskønnelse og sanering af områderne omkring, hvor der var små, mørke, usunde gyder og sumpede uvejsomme gader og mindre pladser. Nonnerne ydede gerne hjælp - også økonomisk - til at højne området med gadeudvidelser, dræning og brolægning. Især var deres "præsident" Suor Maria Anna Amadei primus motor for et ambitiøst projekt om sanering af området foran Klosteret, over mod Capitolhøjens fod.

Foran Klosteret løb dengang gaden Via di Tor de'Specchi, fra Piazza dell'Ara Coeli til den nu forsvundne Piazza Montanara. På vestsiden af gaden stod de huse, som vi også ser på vestsiden af Via del Teatro di Marcello idag, mens østsidens bebyggelse helt er forsvundet ved vejudvidelserne i 1929. Her stod en lang række, mere eller mindre små, gamle, beskedne og uensartede, bygninger - med enkelte afbrydelser: pladsen med Kirken Sante Orsola e Caterina (se Y på planen ovenfor) og trappen op ad højen til Villa Caffarelli.

De gamle huse foran Klosterets indgang blev nu opkøbt af søstrene og da de stod så tæt på Komplekset og forhindrede at lys og luft nåede derind, samt yderligere var i dårlig stand, blev de revet ned, så der i stedet kunne åbnes en plads, der med pasning og udsmykning kunne blive en passende indgang til stedet. Samtidig lod familierne Foschi og Curti, som ejede nabohusene, disse forny og restaurere, så vestsidens husrække kunne få et lidt mere ensartet udseende. For Klosterets vedkommende var det arkitekten Ignazio Brocchi, der i forvejen var i gang med noget restaureringsarbejde indenfor, samt murermesteren Giacomo Ingami, der kunne iværksætte arbejdet efter underskrivelsen af en fælles kontrakt den 7. Maj 1755. På arkitektens tegning kan man se, at der på hver side af Klosterets indgang stod en søjle, som senere er forsvundet.

Den lille plads, der dannedes ved nedrivningerne, blev udsmykket på bedste vis, med murene dekoreret med flade søjler og midt på muren overfor Klosterindgangen blev der opsat et ovalt basrelief med Santa Francesca Romana og hendes skytsengel. Det kan idag ses over hovedindgangen til Klosteret i Via del Teatro di Marcello nr. 32. Kunstneren er ifølge klosterregnskaberne billedhuggeren Andrea Bergondi. Relieffet blev bestilt i Marts 1756 og opsat i December samme år og kostede omkring 269 scudi. Hele arbejdet med udsmykning og nedrivninger og så videre kom til at stå søstrene i små 3600 scudi.

Under nedrivningen af de gamle huse ønskede man at redde en murfresko med et billede af Jomfru Maria, som fandtes på facaden af et hus kaldet "della Consolazione". Billedet blev dækket med lærred og sikret med gips og stuk og dernæst nedtaget og bragt ind i Kirken Santa Maria de Curte og ophængt der. Man mener, at det drejer sig om det billede af Madonna med Barnet, som idag hænger over en dør, som fører ind til Kirkens forrum (nr.7). Denne fresko er ikke ret stor og den er flere gange blevet frisket op igennem tiden, men dens gamle oprindelse kan stadig anes.

1800-TALLET:

Antallet af søstre i Klosteret fortsatte med at være højt, indtil i nyere tid, hvor det er faldet betragteligt (idag huser Klosteret omkring 20 søstre og en novice). Men gennem 1800-tallet skete der ikke de store forandringer i Komplekset. Den 7. Juli 1866 og senere den 19. Juni 1873 vedtoges love, der opløste alle religiøse ordener, hvorefter masser af klostre overtoges af den nye Italienske Stat og omdannedes til ministerielle kontorer, kaserner, skoler eller uddannelsessteder.

Det lykkedes dog Le Oblate di Tor de' Specchi at unddrage deres Kloster fra denne lov efter en længere retssag, som sluttede i 1876. Begrundelsen, som "præsidenten" Madre Luisa Canonici påberåbte sig, var, at ordenen ikke var en nonne-orden, men som en lægsøster-orden istedet en "fri kvindeforening med religiøst formål". Denne opfattelse har grund i den formulering, som Pave Eugen IV brugte, da han i 1433 godkendte ordenen af - netop - lægsøstre. Ordenens regulativer er da også meget forskellige fra andre nonneordeners. Ligesom søstrene ikke afgiver noget løfte om fattigdom, kyskhed og lydighed, har de også friheden til at forlade Klosteret uden pavelig dispensation.

1900-TALLET:

Fra 1980 har der været foretaget flere restaureringer af dele af Komplekset, både hvad angår fresker, stukudsmykning og murværk. Håbet er, at man kan nå frem til en beskyttelse af de skrøbelige fresker og rum, så besøgsperioderne måske kan udvides til mere end blot søndage i Marts måned, men indtil videre gælder det stadig, at Santa Francesca's Hus kan besøges den 9. Marts. Ifølge Roms Turistoplysning mellem kl. 9.00 - 11.30 og 14.30 - 18.00.

Litteratur om Monastero di Tor de' Specchi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli - Parte Prima. - Nuova edizione aggiornata / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 42-48.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 266, 267, 273.
Marchetti, Patrizia: La casa delle Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi. Viterbo, BetaGamma editrice, 1996.
Roma Sacra, 15. Itinerario. - Roma, Elio de Rosa editore, 1999.
- side 29-36.
Roms Turistoplysning 060608: Monastero delle Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi.
Tor de' Specchi.