ANNAS ROM GUIDE
Granaio Paolino

Under Pave Paul V (1605-1621) blev det nødvendigt at udvide de magasiner, som Roms kornforsyning "Prefettura dell'Annona" rådede over.

"Prefettura dell'Annona" skulle sørge for indkøb og opmagasinering af korn til at dække befolkningens behov. Til dette havde Pave Gregor XIII (1572-1585) oprettet byens første offentlige kornmagasin ("Il Granaio Gregoriano") i nogle rum i de gamle Diocletian's Termer ved datidens Piazza dei Termini (nutidens Piazza della Repubblica).

I 1609 og 1612 foretoges der så udvidelser under Pave Paul V. Her blev der lavet en bygning vinkelret på den tidligere (der svarede omtrent til det nuværende Lærerseminarium "Facoltà di Magistero" hen til hjørnet af Via Pietro Barbieri samt den ottekantede hjørnebygning, der idag ligger mellem Via Pietro Barbieri og Via Parigi).

Nybygningen inkorporerede en del af de gamle ruiner, men man rev også ned, hvad der ikke passede ind i systemet. Denne bygning "Il Granaio Paolino" blev helt fjernet i 1936, kun de oprindelige termemure bevaredes og de kan idag ses, gennemhullet af vinduer og indgangsdør og forsynet med en inskription med Pavens våbenskjold og Annona'ens mærke: overflødighedshorn og kornaks.

Mellem det gamle og det nye magasin var der en gård med en ottekantet fontæne, som blev opført i 1612, hvor man samtidig sænkede niveauet omkring bygningen for at skabe optimale forhold for korntørringen og -opbevaringen. Man veg derfor heller ikke tilbage fra at fjerne en af Termebygningens endnu stående halvrunde mure. Den blev rekonstrueret og genopbygget i 1930'erne ved siden af indskriften fra Granaio Paolino og Pave Paul V's våbenskjold: "Paulus V Pont Max - Adversus Maiora Subsidia Preparans Nova - Haec Horrea - Veteribus Adiecit Ann MDCIX Pont Sui V", der ses ved Via Parigi.

Lige ved siden af ses facaden til den lille kirke Sant'Isodoro alle Terme, som Pave Benedikt XIV lod opføre i 1754 i et af rummene i Granaio Paolino. Kirken selv blev senere nedrevet.

Under Pave Urban VIII (1623-1644) blev det atter nødvendigt at udvide opbevaringskapaciteten og her byggedes det næste magasin "Il Granaio Urbano" med facaden ud mod nutidens Via XX Settembre.


Litteratur om Granaio Paolino:
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 265.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 1090.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . Rione I, Monti, Rione XV, Esquilino, Rione XVIII Castro Pretorio.
- side 48f.

Fotos fra Diocletian's Termer
Kort over området
Spise og bo i området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.2.11.2003