ANNAS ROM GUIDE
Kirken San Francesco di Paola

Mere om Kirken San Francesco di Paola:

Kirken, som er viet til den calabresiske helgen San Francesco di Paola, er opført som kirke for den calabresiske koloni i Rom. Den kaldes derfor også "San Francesco de' Calabresi".

I 1536 donerede en calabresisk præst Frà (Frate) Giovanni Pizzullo en stor del af sin arv til at bygge en kirke for calabreserne og for deres "nationalhelgen" San Francesco di Paola og et kloster for hans orden "Ordine dei Minimi", også kaldet "I Paolini", "Paulaner-munkene".

Pizzullo købte på Colle Oppio en villa med et massivt kvadratisk tårn (der nu er kampanile for kirken, "Torre di San Francesco di Paola") og tre haver af Greven af Civitanova, Gian Giorgio Cesarini. Desuden erhvervede han fra Vatikan-kapitlet den lille kirke Santi Sergio e Bacco med det tilhørende herberg, hvor ni Paulaner-munke bosatte sig i nogle år, inden de overlod kirken til ruthenske munke, der indførte græsk gudstjeneste i den.

På den nye ejendom lod Ordine dei Minimi i 1623 Orazio Torriani stå for byggriet af en lille Kirke ved siden af deres Klosterbygning. Den blev dog snart for trang og i 1645 gav Olimpia Aldobrandini-Pamphili 20.000 scudi til munkene, så de i 1650 kunne lade arkitekten Giovanni Pietro Morandi tegne en større Kirke med et ret enkelt indre.

Den blev senere - i første del af 1700-tallet - restaureret og yderligere udsmykket af Luigi Barattone efter ønske af Ordenens General Padre Francesco Zavarroni. Her blev facaden dækket med travertinplader og Kirkens indre blev forsynet med stukdekorationer. Den 18. Juli 1728 var arbejdet så langt, at Kirken kunne genindvies af Pave Benedikt XIII. Begivenheden mindes på en indskriftssten på Presbyteriets højre væg.

I 1824 lod Pave Leo XII døbefonten flytte til Kirken Santa Maria Maggiore og i 1826 lod han Kirken restaurere. Også dette mindes med en indskrift på væggen til venstre for Højalteret.

I 1953 blev Kirkens tøndehvælvede loft repareret og dekoreret af Cesare Minestra efter ønske af den tidligere Ordens-General Padre Giacomo Tagliaferro.

 

Litteratur om Kirken San Francesco di Paola:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 416ff.
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 96ff.
Guide Rionali di Roma. Rione I - Monti, --- Parte II. A cura di Liliana Barroero. Fratelli Palombi Editori, 1984.
s.94ff.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 346.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 31. itinerario - . Elio de Rosa editore, 2005.
- side 55ff.
Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985.
- side 48f.
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 173, 259.


 

----- Kort om Kirken ----- Mere om Kirken: en rundgang ----- Plan over Kirken ----- Fotos fra kirken -----


Tilbage til byturen
Kort over området
Spise og bo i området
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet før d. 23.5.2005 og sidst opdateret d. 9.10.2010