Mere om Santa Lucia in Selci

Kirken er meget gammel, man mener at den stammer fra et diakoni under Pave Symmachus (498-514), der også grundlagde klosteret ud til Via in Selci, hvor man i murværket kan se sten fra det 5.århundrede.

Selv før kirkens og klosteret's bygning har der tilsyneladende ligget en lille kristen helligdom her på Cispius-højtoppen lige i nærheden af det store hedenske Tempel for Juno Lucina, som havde ligget her på stedet fra 375 før Kristus. Man mener, at Juno Lucina her dyrkedes i sin egenskab af "lysbringerske" ("lucina", den som også bragte børnene for dagens lys). Det lille kristne kapel, som blev oprettet her, blev nu indviet til den kristne helgeninde for lys , nemlig Santa Lucia.

Tæt på det sted, hvor kirken ligger idag, lod Kejser Augustus i årene 15-7 før Kristus rejse et stort anlæg til ære for hans hustru Livia: Porticus Liviae.

Kapellet/kirken fik først tilnavnet "in Orphea", fordi der i nærheden var en fontæne med en statue af Orpheus. Senere kom tilnavnet "in silice" (nutidens "in selci") efter vejens brolægning med hårde sten (latin: "silex"). Vejens antikke navn var Clivus Suburanus, men eftersom den var en af de få brolagte gader i Middelalderens Rom, fik den navn efter brolægningen og blev til Via in Selci.

Under Pave Honorius I (625-638) blev den gamle kirke restaureret og ombygget ligesom det skete under Pave Leo III (795-816). Kardinal Cencio Savelli kaldet "Il Camerario" var titulærkardinal ved kirken, han blev senere Pave Honorius III (1216-1226) og lod påny kirken ombygge. Santa Lucia in Selci var kardinal-titulærkirke indtil det 16.århundrede, hvor Pave Sixtus V (1585-1590) ændrede dette.

Tidligt betjentes kirken af Karteusermunkene ("I Padri Certosini"), men i 1568 overdrog Pave Pius V den til Augustinerinderne ("Le Suore Agostiniane"), som stadig passer den idag. I 1603 blev deres kloster udvidet efter en tegning af Bartolomeo Bassi, men herfra står idag kun portalen og set udefra Via in Selci ser kirken ganske lukket og uanselig ud.

I 1604 blev det indre ombygget af Carlo Maderno i barokstil og i 1637 restaureret af Francesco Borromini, som udvidede koret og tegnede det meget smukke gitter over højalteret samt et til det kapel, som priorinden Clarice Vittoria Landi bestilte. Man mener, at alteret herinde er et af Borromini's tidligste arbejder, og kirken besøges specielt af kunsthistorikere på grund af dette.