|
|
|
San Valentino sulla Via Flaminia - nu forsvunden kirke i Quartiere Pinciano - Viale Maresciallo Pilsudski - nr 2 |
|
I Pinciano-kvarteret i Rom (kaldet Q III Pinciano) ligger i Viale Maresciallo Pilsudski nr.2, lige for foden af Monte Parioli-højen, indgangen til udgravningerne af en gammel kirke og gravplads: Basilica di San Valentino (sulla Via Flaminia) og Catacomba di San Valentino. Allerede før Kristendommen vandt indpas lå der i området her en hedensk gravplads, med grave og mausolæer fra det 2. og 3. århundrede efter Kristus. Her skulle Martyren San Valentino ifølge legenden være blevet begravet af en kristen kvinde ved navn Sabina. Valentino døde under kristenforfølgelserne iværksat af Kejser Claudius II Gothicus i perioden 268-270 efter Kristus og Sabina bragte hans lig ud til gravpladsen beliggende ved "den første Mil af Via Flaminia" ("al primo miglio della via Flaminia"). Ved siden af den hedenske gravplads gravede man i det 3. århundrede en kristen katakomb ind i højens side, i 2 etager. Senere tilføjedes i det 4. århundrede en lille krypt, som blev udsmykket med malerier med blandet andet scener fra Jesu Fødsel og Korsfæstelse. (Se foto af udsmykningen fra Sotterranie di Roma). Pladsen omkring katakomben var firkantet med en lille apsis gravet ud i klippen og omgivet af en mur. Senere blev dette lille kapel inkorporeret i den større kirke, som Pave Julius I lod opføre i perioden 337-352. Denne nye kirke var som nævnt meget større end den gamle og havde indgang fra den gamle Via Flaminia. Lombardi (se litt.note nedenfor) nævner, at bygningen var 40 meter lang og 30 meter bred. Det blev en rigtig basilica med 3 skibe, en stor og bred halvcirkelformet apsis, der var hævet op over højsiden, og tilgængelig via en trappe. Samtidig udvidedes også selve gravpladsen. Under Pave Honorius I blev Kirken i perioden 625-638 endnu en gang ombygget og ændret, et arbejde som fuldførtes under Pave Theodor I i 642-649. Denne gang blev Presbyteriet og alterrummet endnu en gang hævet og der indrettedes en krypt herunder med en korridor, hvorfra de troeende gennem et lille vindue, et såkaldt "fenestrella confessionis", kunne se ind på San Valentino's relikvier. Desuden udsmykkedes væggene med fresker. I 800-tallet lod Pave Sergius II (844-847) opføre en stor klosterbygning ved siden af Kirken, som jo befandt sig udenfor de beskyttende bymure. Den nye bygning og dens beboere skulle derfor fungere som forsvar for Kirken i de urolige tider. I 900-tallet viser skrivelser fra Pave Agapitus II (946-955) og Johannes XII (955-965), at både Kirke og Kloster på denne tid hørte under det store San Silvestro in Capite-Kloster inde i byen. I 1059-1061 ønskede Pave Nicolaus II at forbedre Kirke-kompleksets forsvar, da arabiske røvere og bander af soldater tilhørende de forskellige lensherrer i oplandet, som uophørligt bekrigede hinanden, hærgede Roms yderkanter. Hele komplekset blev derfor omgivet af en befæstet mur, der også omkransede Klosterets marker og vingårde og strakte sig fra det såkaldte Monte San Valentino, som lå bagved Kirken, og en del af nutidens Parioli-kvarter, frem til Ponte Milvio og kilden Acqua Acetosa. Den lille landlige Kirke var i funktion i en lang årrække, men engang efter 1200-tallets slutning gik den af brug og i forfald, for derefter at blive forladt, og relikvierne blev overført til Kirken Santa Prassede, som lå mere beskyttet indenfor bymurene. Det sidste dokument, som vi ved indeholder omtale af San Valentino-Kirken, er dateret til 1236. De forfaldne bygningsrester ragede imidlertid op i landskabet i lang tid, men i 1500-tallet omtales de kun som ruiner. Disse blev dog udforsket af Antonio Bosio (1575-1629) og hans tro ven og følgesvend Alfonso Ciacconio. Bosio fortæller: "første gang vi gik ud ad Via Flaminia var i slutningen af April 1594, da vi havde erfaret, at der i den vingård, som hørte til eremitmunkene Frati Eremitani di Sant'Agostino, befandt sig nogle huler og grotter. Her fandt vi nogle relikvier fra Kirken San Valentino, som ellers var ved at styrte sammen. Ovenfor vingården ligger højen, der kaldes Monte di San Valentino. På skråningen fandt vi huler med gamle rum og underjordiske gange". (Lanciani, Vo.4 s.235). I 1693 stødte man - under gravearbejdet til opførelse af nye bygninger - på mange rester af Kirken San Valentino og det omgivende kompleks. (Lanciani, Vol.5 s.312). I 1888, hvor man begyndte udbygningen og bebyggelsen af disse kvarterer, fandt man de gamle ruinrester sammen med nogle søjler og andre fragmenter af friser og indskrifter, og man udgravede den gamle apsisrunding med alteret, hvorunder San Valentino's grav skulle befinde sig. Desuden er nogle af gravpladsens underjordiske gange blevet udgravet og kan besøges efter forudgående aftale. Et stykke oppe ad Viale Maresciallo Pilsudski kan man på højre hånd gennem et højt gitter få et glimt af udgravningerne, men selve området er normalt ikke tilgængeligt for besøgende.
Der har muligvis også ligget en anden San Valentino-kirke i Rom, da man på grunden til venstre for Kirken Santa Maria in Cosmedin nede ved foden af Aventinhøjen har udgravet nogle indskriftstavler, der omtaler donationer, som en vis Teubaldo har givet til en Kirke kaldet San Valentino, måske også kaldet San Valentino a Schola Graeca efter det nævnte område. Der er dog ikke enighed om denne Kirkes eksistens, idet nogle mener, at donationerne har været til San Valentino på Via Flaminia. Under alle omstændigheder er de gamle indskrifter interessante at se og de findes idag opsat på hver side af døren ind til Santa Maria in Cosmedin. Blandt de donationer, som Teubaldo gav til Kirken - hvad enten det nu var San Valentino a Schola Graeca eller San Valentino sulla Via Flaminia - var 2 huse i 2 etager beliggende tæt på Kirken, en anden bygning samt en køkkenhave med oliventræer bag ved Kirken San Nicolai og en vingård "in Antoniano" (som Caracalla's Thermer dengang kaldtes). Det er muligt, at den San Nicolai-kirke, der omtales, var San Nicola in Carcere, som står i området lidt nordvest for Santa Maria in Cosmedin.
Litteratur om San Valentino sulla Via Flaminia: |