ANNAS ROM GUIDE

Kirken Santa Prisca

Via di Santa Prisca 11

Kort om Santa Prisca:


Santa Prisca er en ældgammel kirke, der måske stammer fra det 4. eller 5.århundrede, men meget er ændret i tidens løb, så facade og kirkerum for en del fremstår i den udformning, de fik i Barokken.

Kirken skal være bygget på det sted, hvor den gamle huskirke Titulus Priscae (fra Senmiddelalderen også kaldet Titulus Aquilae et Priscillae) lå - på Aventinhøjen ved den gamle gade Clivus Publicius.

Titulus Priscae lå i et hus, som ifølge traditionen tilhørte ægteparret Priscilla (eller Prisca) og Aquila og deres datter Prisca. Der er dog en del usikkerhed om navnene og personernes identitet. Legenden fortæller, at San Pietro (Apostlen Peter) skulle have boet i dette hus i en periode og døbt familien, der i år 49 måtte forlade Rom, da Kejser Claudius forviste de romerske jøder. Ifølge Apostlenes Gerninger (kap.18) bosatte de sig midlertidigt i Korinth, hvor de mødte San Paolo.

Kirken Santa Prisca: pressbyterium og apsis

Under alle omstændigheder er det gamle traditioner og historier, der er knyttet til Kirken, som oven i købet til dels hviler på en gammel helligdom fra det 3.århundrede for Guden Mithras. Udgravninger af disse tidligere bygninger kan ses under Kirken, men der er begrænsede åbningstider.

Inde i Kirken er det mest interessante Altertavlen, der er malet omkring 1600 af Domenico Cresti, kaldet Il Passignano. Freskerne i Apsis og på væggene i Højalterrummet er fra samme tid og malet af Anastasio Fontebuoni, som også er mester for de billeder af helgener og engle, der pryder sidevæggene i hovedskibet.

I det lille Dåbskapel i højre sideskib står døbefonten, der er en antik søjlekapitæl fra slutningen af det 2. århundrede. Legenden fortæller, at San Pietro brugte denne Kapitæl til at døbe Santa Prisca. Det kan dog ikke passe, da kapitælen er fra et langt senere tidspunkt, men den er blevet opbevaret som sådan i Kirkens krypt og først i 1948 flyttet op i det nyindrettede Dåbskapel.

 

----- Mere om Santa Prisca: historien ----- Rundgang i Santa Prisca ----- Plan over Santa Prisca -----

----- Fotos af Santa Prisca ----- Bøger/links om Santa Prisca ----- Titulus Aquilae et Priscillae ----- Privata Traiani -----


Tilbage til byturen
Kort over området
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 16.9.2000 og sidst opdateret d. 25.3.2020