KIRKENS YDRE:

FACADEN (1) i teglsten er i barok-stil, men meget enkel. Den ligger lidt indeklemt mellem de to store bygninger, der rager frem mod fortovet på begge sider, så der foran Kirken dannes en lille plads (2).

Facaden er smal og i blot én etage, der krones af et trekantet gavlfelt over nogle brede og fremspringende dekorerede friser med teksten "Benedictus Card Iustinianus anno ... MDC". De bæres af to flade søjler på hver side af et midterfelt. Søjlerne har joniske kapitæler i travertin og hviler på et højt travertinpanel.

Foran midterfeltet er der en række trappetrin op til indgangsdøren (3), der flankeres af to smalle runde granitsøjler, der stammer fra Antikken. De med englehoveder udsmykkede kapitæler bærer en bred overligger med et trekantet gavlfelt. Over dette sidder et ovalt vindue i en rektangulær udskåret marmorramme.

Facaden blev ombygget og hævet omkring år 1600 af arkitekten Carlo Lambardi fra Arezzo, der samtidig udvidede Piazza di Santa Prisca og renoverede alteret. Det var Kardinal Benedetto Giustiniani, der bekostede den store ombygning og da det skete, medens Clemens VIII var Pave, blev hans våbenskjold opsat i det øverste gavlfelt, der nu er tomt.

I 1961 fik Kirken et nyt KLOKKETÅRN, udført af G. Monaco. Det kan ses på afstand over hustaget til venstre for Kirkefacaden (4).

På Kirkens højre side kan man - ligeledes på afstand - skimte de spiralformede travertinornamenter over sideskibene.

BYGNINGERNE VED SIDEN AF KIRKEN:

Bygningen til højre (5) er idag indrettet til Sakristi. På muren (6) ud mod Piazza og Via di Santa Prisca ses et lille relief af Madonna med Barnet fra 1800-tallet. De tilmurede buer, som ses i muren mod kirkepladsen, stammer fra dengang, hvor Kirken var længere end den er idag. En brand i begyndelsen af 1400-tallet ødelagde de første 3 buer, som måtte fjernes helt og Pave Calixtus III lod derfor omkring 1456 kirkerummet afkorte. Den facade, som så måtte bygges,var også ganske enkel og i teglsten. Den var dog opbygget i to etager med en fresko i den øverste del. Motivet var tilsyneladende en illustration til legenden om Santa Prisca, der blev kastet for løverne på Kejser Claudius' tid (se gammel tegning heraf).

På Kirkens venstre side (7) ligger det gamle Augustiner-Kloster, "Convento dei Padri Agostiniani". Facaden er fra 1600-tallet og en del af ejendommen huser i dag Hotel Domus Aventina (Via di Santa Prisca 11B) (8).

KIRKENS INDRE (9):

består af 3 skibe, et hovedskib, der i bredde svarer til den synlige del af Kirkens facade, og to meget smalle sideskibe. Denne grundplan er typisk for de tidligt kristne kirker, hvor hovedskibet også var betydeligt højere end sideskibene, hvoraf det højre var reserveret mændene og det venstre kvinderne. Kirkens oprindelige længde på 41 meter måtte - som ovenfor nævnt - afkortes med tre buer efter en brand i begyndelsen af 1400-tallet. Idag adskiller syv antikke søjler de tre skibe. Søjlerne, der er i forskellige typer grå marmor og grå granit, har joniske kapitæler og blev delvist indmurede i flade, firkantede søjler under restaureringen i 1600-tallet. Disse pilastrer bærer idag buerne mellem skibene.

Såvel pilastrer som væggen ovenover i hovedskibet er malet i en lys baggrundsfarve, men mellem hver bue er de blevet udmykket af Anastasio Fontebuoni (1580-1626) med fresker af apostle, engle og helgener og instrumenter fra martyrhistorien.

Over billedrækken er der en murfrise og over den sidder en række vinduer under KASSETTELOFTET, der er fra 1934.

GULVET er ligeledes af nyere dato, men under det har man fundet et romersk mosaikgulv med geometriske mønstre i sort og hvidt.

SAKRISTIET (10):

Til højre for indgangsdøren går man ind i det højre sideskib, hvor der i endevæggen er en dør, der fører ind til Kirkens Sakristi. Dette befinder sig i den bygning, som ligger til højre på kirkepladsen og altså før branden i 1400-tallet udgjorde den første del af Kirkens højre sideskib. De tre buer er nu tilmuret og fungerer som mur ud mod pladsen. Sakristiet blev udvidet i 1934-1940 af Augustiner-munkene ved at indlemme et lille hus, som brugtes af Kirkens vicevært. På Sakristiets alter kan man se de gamle fresker fra det tidligere sakristi fra 1700-tallet. De er malet af Giovanni Odazzi: en Madonna med Barnet i midten og en engel på hver side. Malerierne under de nu tilmurede buer blev opdaget under udvidelsen, de stammer fra det 8.århundrede.

KRYPTEN (11):

Ad en udvendig trappe ved indgangen til Sakristiet kan man komme ned i kælderen og gennem en række rum få adgang til den gamle KRYPT fra det 9.-10.århundrede. I en urne på alteret findes relikvier af den Santa Prisca, som led martyrdøden under Kejser Claudius. (Det drejer sig altså her ikke om den Santa Prisca, eller Priscilla, som var gift med Aquila og elev af San Paolo. Hendes relikvier skal på et tidspunkt være blevet flyttet til Kirken Santa Pudenziana). De relikvier, der befinder sig her, skal Pave Eutychianus i år 280 have flyttet hertil fra en grav ved den 10.milepæl på Via Ostiense. Pave Leo IV (847-855) lod dem flytte til Kirken Santi Quattro Coronati, men senere kom de tilbage til Santa Prisca. I krypten med det tøndehvælvede loft ses nogle meget ødelagte fresker, malet af Fontebuoni.

UNDER KIRKEN er der også adgang til UDGRAVNINGER af antikke huse, blandt andet et, der menes af have tilhørt enten Licinius Sura eller Kejser Trajan, en stor Mithras-helligdom og måske resterne af den ældste kristne bygning på stedet.

HØJRE SIDESKIB:

På væggene i sideskibene hænger en række billeder af Via Crucis ("Jesu Lidelseshistorie"), malet af M. Barberis i 1938.

Efter den første søjle (12) er der et lille rum, hvor døbefonten har plads. Dette DÅBSKAPEL er tegnet af Arturo Hoerner i 1938. På væggene ses til højre et fragment af en romersk sarkofag og til venstre et stykke af en indskriftssten fra Pave Hadrian I's tid (772-795). Døbefonten består af en stor dorisk kapitæl, som stammer fra Templet for Antoninus Pius. Et bronzelåg med statuer af Jesus og Johannes Døberen, udført af Antonio Biggi i 1947, dækker det i kapitælen udhugne bassin. Døbefonten siges - trods den kronologiske uoverensstemmelse - at være den, som San Pietro brugte, da han døbte Santa Prisca og hendes forældre Aquila og Priscilla. Det skal være foregået i Krypten nedenunder, hvor fonten tidligere stod. I det 13.århundrede blev den forsynet med indskriften "Baptismus Sancti Petri".

Efter den næste søjle (den anden) (13) hænger et maleri af Sant'Antonio da Padova.

Mellem den fjerde og den femte søjle (14) er der indrettet et ALTER for Santa Rita da Cascia. Altertavlen er et maleri med motivet "La Santa inginocchiata in estasi mentre riceve dal Crocifisso una spina sulla fronte" ("Den knælende Santa Rita i ekstase modtager en torn fra den Korsfæstede"). Det er malet i 16- eller 1700-tallet af en ukendt kunstner og hang oprindeligt i Kirken Santa Rita, der i 1928-1937/1940 blev revet ned og flyttet fra sin plads under Capitol til Via Montanara.

Øverst oppe i Højre Sideskib (15) blev der i 1727 indrettet et KAPEL for Kardinal Casini. Det er dekoreret med mangefarvet marmor på væggene, hvor der hænger moderne malerier af Jomfru Maria og Josef. De er udført i 1942 af en ellers ukendt nonne. Altertavlen er et maleri af "Sacro Cuore di Gesù" ("Jesu Hjerte") udført af samme nonne. Kapellet krones af en kuppel med en såkaldt lanternino i toppen.

PRESBYTERIET (16) er udsmykket med fresker med motiverne "Il trasporto delle sue reliquie da parte di Papa Eutichiani" ("Pave Eutichianus flytter Santa Prisca's relikvier") på højre side (17) og "Il Martirio di Santa Prisca" ("Santa Prisca's martyrium") på venstre side (18). De er malet under de ovale vinduer i de store bemalede buer, som dækker væggene, og udført omkring begyndelsen af 1600-tallet af Anastasio Fontebuoni.

TRIUMFBUEN (19) før Apsisrundingen er også dækket af fresker. På den nederste del ses bibelske figurer mellem guirlander, grotesker og englehoveder. På den øverste buede del ses to kvindeskikkelser, der krones af engle. Midt på buen sidder Pave Clemens XII's våben til minde om restaureringsarbejderne i det 18.århundrede.

I APSISKUPLEN (20) ses mellem englebørn og blomster Sant'Agostino i pavedragt.

APSISmalerierne af engle med medaljoner og grotesker er også udført af Fontebuoni. På højre side brydes de af Kardinal Benedetto Giustiniani's våben over en indskrift til minde om den nye facade og de andre restaureringer, som han bekostede og lod Carlo Lambardi udføre. På venstre side ses Pave Calixtus III's våben over en lang indskrift til minde om restaureringer under denne Pave.

Indskriften på højre væg (20b) for Kardinal Benedetto Giustiniani lyder: "Benedictus Iustinianus .. S. Priscae Presbr - Card aedem hanc a Calisto Papa III olim - restitutam sed temporis deinde iniuria - deformatam et pene collapsam novo pariete - ad Templi fronte extructo veteribus confirmatis - confessione ad altare propius et decentius ad - ducta iterum instauravit lacunari aureo mar - more et picturis sacris ornavit ann iubil MDC - Pontificat Clementis VIII Pont Max ann IX" : "Benedetto Giustiniani, Kardinal ved Kirken Santa Prisca, ... restaurerede denne kirke, som ved tidernes ugunst var blevet ødelagt og næsten faldet sammen, og udsmykkede den med guld, marmor og malerier til Jubelåret 1600, det niende år i Pave Clemens VIII's pontifikat".

Indskriften på venstre væg (20a) for Calixtus III lyder ifølge Tyler Lansford (se litt.note) således: "Prima ubi ab Evandro sacrata e Herculis ara - Urbis Romanae prima superstitio - post ubi structa aedes loge celebrata Dianae - structaque tot vet(e)rum tepla pudeda deu - Montis Aventini nuc facta e Gloria maior - unius veri religione Dei - praecipue ob Priscae quod cernis nobile teplu - quod Priscu merito par sibi nomen habet - na Petrus id colvit populos du saepe docret - du faceret magno sacraque saepe Deo - dum quos Faunoru Fontis deceperat error - hic melius sacra purificaret aqua - quod demu multis se se volvetibus anis - corruit haud ulla subveniete manu - sumus at antistes Calistus Tertius ipsu - extulit omne eius restituit que decus - cui simul aeternae tribuit dona ampla salutis - ipsuis ne qua parte oareret ope" : "Der hvor det første Hercules-alter blev indviet af (Kong) Evander, stedet for byen Roms første overtro, hvor man bagefter rejste et vidtberømt Tempel for Diana og mange andre skamløse templer for de gamle guder, der er nu Aventinhøjens ry blevet endnu større ved dyrkelsen af den eneste sande Gud, især i den berømte Kirke Santa Prisca, som fortjent har et ry, der svarer til den. For Sankt Peter færdedes her, hvor han underviste folk og ofte celebrerede messe for den Almægtige Gud, og her rensede han med helligt vand de personer, som Faunens Fontæne's pludren havde skuffet. Til sidst, efter mange år, gik Kirken i ruin, uden nogen til at hjælpe. Men Pave Calixtus III rejste atter Kirken og restaurerede dens pragt..."

HØJALTERET (21) er udført i marmor i mange forskellige farver. To søjler med korinthiske kapitæler bærer en frise og et trekantet gavlfelt. Altertavlen er et maleri fra omkring år 1600 af Domenico Cresti, kaldet Il Passignano. Det forestiller "San Pietro battezza Santa Prisca" ("San Pietro døber Santa Prisca").

VENSTRE SIDESKIB:

For enden af det Venstre Sideskib (22) ligger et KAPEL, der blev indrettet i 1727 ligesom kapellet i Højre Sideskib. Freskerne er dog meget senere, de er malet i 1934 af G. Costantini. De forestiller "Il Beato Stefano Bellesini" på højre væg og "Madonna fra i Santi Agostino e Monica" ("Madonna mellem Sant'Agostino og Santa Monica") på alteret. I kapellets venstre side står en statue af San Nicola da Tolentino.

På væggene i Venstre Sideskib hænger - som i det Højre Sidskib - en række billeder af Via Crucis ("Jesu Lidelseshistorie"), malet af M. Barberis i 1938.

Mellem fjerde og femte søjle (23) blev der i 1935 indrettet et ALTER for Den Korsfæstede Kristus, Altare del Crocifisso. Altertavlen med den Korsfæstede, udført på samme tid.

På INDGANGSVÆGGEN er der også i denne side en dør (24) , der her fører ind til bygningen til venstre for Kirken. Over døren ses et fragment af en fresko fra 1400-tallet med et engleansigt og Jomfru Maria's ansigt fra en Bedudelses-scene, malet af romerske kunstnere fra kredsen omkring Bennozzo Gozzoli og Lorenzo da Viterbo.