ANNAS ROM GUIDE

Lungotevere dei Vallati

Se under nr. 120 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Lungotevere - "Langs Tiberen" - blev navnet for alle de brede flodboulevarder, som blev anlagt i perioden 1876-1926, da Tiberen blev inddæmmet af de høje mure, der skulle forhindre de gentagne oversvømmelser af de lavtliggende områder langs flodens bredder, som med jævne mellemrum forårsagede store skader på bebyggelsen.

De trafikerede Lungotevere-boulevarder  - cop. Leif Larsson
De trafikerede Lungotevere-boulevarder - cop. Leif Larsson

De nye gader, som hurtigt blev til trafikerede hovedfærdselsårer, blev anlagt brede og luftige og beplantet med rækker af platantræer. De forskellige vejstykker fik forskellige navne efter de områder de gennemløb og Lungotevere dei Vallatii kaldes således for at mindes den gamle romerske Vallati-familie. Et af familiemedlemmerne kæmpede forgæves - og faldt - sammen med sine folk for at forsvare Ponte Sisto mod de lutherske landsknægte, som den 26. Maj angreb Rom for derpå at erobre byen og rasere den.

Lungotevere dei Vallati løber i kvarteret Rione Regola mellem Via Arenula i øst og Piazza San Vincenzo Pallotti samt gaden Via dei Pettinari i vest; man kan også sige, at den løber mellem broerne Ponte Garibaldi i øst og Ponte Sisto i vest. Den er som nævnt en del af det lange flodboulevard-forløb, hvor den i øst fortsætter Lungotevere dei Cenci og i vest fortsættes af Lungotevere dei Tebaldi.

Det er ikke blot flodboulevarderne og digemurene, der har forandret områdets karakter, også anlægget af den brede trafikåre Via Arenula var med til at ændre områdets tidligere måske lidt slidte og fattige - men også stemningsfulde - karakter. Mængder af gamle huse, kirker og klostre blev revet ned for at give plads til de nye anlæg, ved hvis sider der istedet byggedes nye, flotte eller enorme palæer, som altså alle er fra slutningen af 1800-tallet eller de første årtier i 1900-tallet.

Både navnet for kvarteret, Rione Regola, og navnet på den nye Via Arenula har samme oprindelse, de kommer af ordet "rena", der betyder "sand". Det brugtes om den sandstrand, som var opstået ved Tiberens bred syd for området. Ordet blev efterhånden ændret til reula, redula, reola og regola og denne sidste betegnelse blev navnet for det kvarter, der ligger langs flodbredden: Rione Regola.

Det er for en stor del på de gamle sandede flodbredder, hvor småbåde og flydende vandmøller lå for anker, at den nye Lungotevere dei Vallati blev anlagt.

EN TUR GENNEM LUNGOTVERE DEI VALLATI:

Med start fra øst, ved Ponte Garibaldi og Via Arenula, hvor det hvide hjørnehus er det første hus vi møder på Lungotevere dei Vallati's nordside - og vores højre hånd. Det drejer sig om en mindre charmerende bygning i Jugendstil, som på italiensk kaldes "stile Liberty". En meget høj kælder og 3 etager med 7 fag mod floden og 4 fag mod Via Arenula. Mod parallelgaden bagved, Via delle Zoccolette, har ejendommen 9 fag fordelt på 2 fremspringende sidehuse og et tilbagetrukket midterparti. Facaden er hvidpudset med striber af stenkvadre forneden og høje vinduer med udsmykkede rammer i forskellige udgaver for hver etage. Førstesalens med trekantede gavlfelter og andensalens med bølgende friser af guirlander og englehoveder.

Via Arenula - cop. Leif Larsson
Hjørnehuset her set fra Via delle Zoccolette - cop. Leif Larsson

Ejendommens fjerde side ligger ud til den lille sidegade Via del Melangolo, som forbinder Lungotevere dei Vallati med Via delle Zoccolette. Herudtil har huset 4 fag bag en smalt haveanlæg omgivet af mur med smedejernsgitter mellem stensøjler. Bygningen er som man kan se ikke symmestrisk, men bredere mod bagsiden og skæv ud til Via Arenula.

Sidegaden Via del Melangolo støder nu til fra nord.

På det næste gadestykke, inden den næste sidegade, er arealet udnyttet til 2 fritstående ejendomme omgivet af grønne anlæg. Først en kvadratisk ejendom i 4 etager med 3 fag, hvoraf det midterste er let tilbagetrukket. Stueetagen har høje, firkantede døråbninger i brede profilerede karme. Facaden har en høj travertinsokkel og ovenover denne en pudset frise inden resten af stykket, som er forsynet med kraftigt stenmønster. De 2 etager ovenover har rækker af stenkvadre på hjørnerne og foran førstesalens rektangulære vinduer kraftige stenbalkoner. Midterpartiet er mere raffineret, her er en loggia i 2 etager bag smukke stenbalustrader med buer båret af slanke søjler. Et udskåret fremspringende tagudhæng skjuler næsten den overbyggede fjerde etage. Mod sidegaden har ejendommen 5 fag med i stueetagen 3 rektangulære døre i kraftige stenrammer i de 3 første fag og smalle høje vinduer med halvbuede overdele i de sidste to. Vinduerne her er alle høje og ret enkle, på førstesalen dog forsynet med trekantede gavlfelter. En smuk stenbalkon sidder ud for det midterste fag. Bagsiden mod Via delle Zoccolette har 5 fag, hvoraf stueetagen har en indgangsdør under et kraftigt, trekantet gavlfelt i det første og blot 2 vinduer i samme stil som sidefacadens. Førstesalen har 3 høje vinduer og mellem disse to små runde "koøjer" over 2 mindre vinduer, mens andensalen har 5 næsten ens vinduer. Her forbinder en mur med en smukt gennemstukket rækværk ejendommen med nabohuset, med hvem man deler en lille gårdsplads med lidt grønt. Muren skjuler en lille bygning med garager og forretninger. Fordelingen af vinduer i facaden mod denne gård er omtrent som på facaden ud mod Via del Melangolo.

Den næste ejendom er lidt mindre, men har stadig 3 fag ud mod Lungotevere. Den høje kælder har vinduer i en høj travertinmur, inden kvaderstensudsmykningen af facaden i stueetagen begynder. Nogle smalle lister på hver side af en bred frise adskiller denne fra førstesalen, hvor midtervinduet er åbnet i en altandør foran en let, elegant smedejernsaltan. De høje vinduer er i brede stenrammer under felter med blomsterrelieffer i farvet majolika, kronet af kraftigt fremspringende vandrette overliggere. Andensalens vinduer har blot enkle rammer, men under det brede og udskårne tagudhæng løber endnu en frise med farvede blomsterguirlander i majolika. Mod øst - og naboejendommen og den fælles gårdsplads - har huset 6 fag fordelt på 2 fremtrukne sidefløje og en tilbagetrukket midterfløj. Udsmykningen er her den samme som på Lungotevere-facaden. Bygningens hovedfacade vender faktisk ud mod den lille sidegade Via degli Strengari, hvortil ejendommen har 5 fag med i midten en pompøs portal med relieffer, søjler og buet gavlfelt over hovedindgangen. Facadeudsmykningen er ellers også her den samme. Endelig har huset ud mod Via delle Zoccolette 3 fag vinduer i den høje kælder, der på grund af det faldende niveau her nærmest er en stueetage, hvorved bygningen her næsten er i 4 etager, hvoraf de øvrige kun har ét enkelt vindue midt i facaden, der også mangler majolika-dekorationen.

Sidegaden Via degli Strengari støder her til fra nord.

Hvor den ovenfor omtalte ejendom har et meget enkelt udseende, har huset på den modsatte side af Via degli Strengari et ganske anderledes udtryk. Det er opført i Jugendstil, "Stile Liberty", med noget, der skal ligne tilmurede romanske buer rundt om høje vinduer flankeret af kantede søjler i teglsten, toppet af udskårne kapitæler og svagt buede travertin overrammer. Der er 4 fag med 3 vinduer på første og andensalen ud mod sidegaden. Det sidste fag mod floden er uden vindue på førstesalen og på andensalen åbnet til en loggia med en mangekantet hjørnesøjle, der bærer en bue magen til vinduernes. Over loggia'en har trediesalen blot en terrasse og derpå mod sidegaden 3 murbuer, den første tilmuret, mens der er vinduer i de to sidste. Tagudhænget, der er meget fremspringende, skal ligne de Middelalderlige trætage. Også her skråner niveauet således, at huset mod Lungotevere har en høj kælder, mens der nærmere er tale om en stueetage mod Via delle Zoccolette. Herudtil er facaden næsten skjult af høje træer i et lille anlæg mellem hus og gade, men man kan dog skimte både karnapper og et rundt tårn, samt små vinduer, der minder om skydeskår.

Mod Lungotevere dei Vallati er ejendommens facade ligeså varieret. Den høje kælder har flere tilgitrede vinduer og facaden er forneden og foroven udsmykket med brede, vandrette travertinbånd, ligesom iøvrigt alle hushjørner er forsynet med rækker af travertinkvadre. Resten af facaden står i de røde teglsten med de kantede vinduessøjler og murede buer, udskårne kapitæler og travertin overrammer som dekorative elementer. Facaden er nærmest på 5 fag, men fordelt på 3 fag på det første stykke og 2 fag, der på førstesalen udgøres af ét bredt vindue og på trediesalen af 3 smalle vinduer, i en lidt fremskudt facadedel, der ligeledes er markeret af lodrette travertinkvaderrækker. Denne del har nærmest udseende som en kraftig tårnbygning og er også lidt højere end resten af huset. Desuden har den en tagterrasse bag en kraftig stenbalustrade. Facadedelen mod øst følger mønsteret fra sidegadens: 2 vinduer samt 1 tilmuret fag i stueetagen, 2 vinduer og en lille loggia på førstesalen, og 2 vinduer samt en lille terrasse på andensalen. En smal gårdhave med høje træer og indkørsel bag gitterlåge og havemur i teglsten afslutter huset, hvis facade ud mod denne side består af først et enkelt fag med små smedejernsbalkoner og derpå en kraftig karnap med vinduer på alle sider. På den anden side af denne er der den runde tårnbygning og endnu 1-2 fag vinduer.

Den næste ejendom er temmelig stor og står også frit inde i et smalt grønt anlæg bag høje gittermure. Også dette hus, som kaldes Villino Scafi og er bygget i 1903 af arkitekten Filippo Galassi, er opført i Jugendstil. Det er pudset op i en lys farve, hvor stenmønsteret skinner igennem og sammen med de spidsbuede vinduer giver det et nærmest maurisk eller venetiansk udseende. Det består af 2 sidefløje i kun 2 etager og en midterfløj i 3. Ud mod nabohuset mod øst - og det lille grønne anlæg med indkørsel her - har ejendommen 3 fag med en stor indgangsportal i midten under en kraftig stenbalkon med gennemskårne vægge. Vinduerne på førstesalen er dobbelte med smalle spidsbuede rammer og slanke søjler i midten. I lunetten mellem rammerne sidder små rondeller med relieffer og de brede spidsbuer, som indrammer hele vinduet, har stenmønster. Friser med mosaikmønster adskiller etagerne og løber under det udskårne, men smalle tagudhæng.

Facaden mod Lungotevere har på sidefløjen her 2 fag, hvoraf det østligste på førstesalen har samme slags stenbalkon som på sidefacaden. Vinduesudformning og facadeudsmykning er også den samme. Sidefløjen mod vest har samme udseende, mens den let fremstrukne midterfløj med sine 2 fag og samme udsmykning umiddelbart ligner sidefløjene, men dog adskiller sig med den tredie etage, som i midten har 4-dobbelte spidsbuede vinduer og i hver side et meget smalt, nærmest skydeskårs-agtigt, men højt, vindue. Det er muligt, at denne del oprindelig er tænkt som en loggia, som senere har fået nogle af buerne lukket af glas. Over de smalle sidevinduer toppes ejendommen af 2 halvrunde kupler, der bidrager til det orientalske look.

Villino Scafi har vestfacade ud mod sidegaden Via del Conservatorio, hvorudtil ejendommens facade er lige så kuriøs. Her er 4 fag med 2 indgange. Den første, som sidder i andet fag fra Lungotevere, er anbragt i en lille søjlebygning med krydshvælvet loft og mange smalle og elegante søjler med voldsomt og kunstfærdigt udskårne kapitæler, der bærer hjørnerne. Denne indgangsbygning dækker kun stueetagen, men har en lille terrasse på toppen. Man har her indtryk af at stå overfor indgangen til en Middelalderkirke. I det yderste fag mod nord sidder den anden indgang, indrammet af stenkvaderbuer som også alle husets vinduer, men i et fremskudt facadeparti. Facaden mod Via delle Zoccolette er ganske lang, men skjult bag en række lavere bygninger langs denne gade.

Sidegaden Via del Conservatorio løber ikke blot mellem Lungotevere dei Vallati og Via delle Zoccolette, men længere mod nord, helt op til Piazza San Paolo alla Regola.

Ejendommen på gadens vestside er den lange Conservatorio delle Zoccolette, der sammen med resten af ejendommen, Ospizio dei Mendicanti, fylder arealet helt frem til Via dei Pettinari og Ponte Sisto, hvor Lungotevere dei Vallati slutter. Den første ejendom kaldes egentlig Conservatorio dei Santi Clemente e Crescentino og fungerede som hjem for unge ugifte piger, der skulle holdes væk fra gaden og i stedet lære husgerning og derved få mulighed for at blive gift og leve et anstændigt liv, hvor deres eneste anden mulighed for selvforsørgelse ville være et liv i prostitution. Pigerne fik undervisning, kost og logi, samt beklædning, blandt andet de træsko, zoccoli, som gav navn til bygningen i daglig tale: "Træskopigernes Hjem".

Bygningen har 2-delt facade ud mod Via del Conservatorio. Den første del har 2 fag og 5 etager, mens den nordligere del har 5 fag og kun 3 etager. Det første fag, som nederst dækker 2 etager, er mod Lungotevere dei Vallati en bue, som er del af den lange søjlegang, der udgør bygningens stueetage hele vejen mod floden. Det andet fag har i stueetagen og førstesalen en lignende bue, tilmuret men gennemstukket af et stort vindue nederst og et mindre ovenover. Denne del af bygningen har lodrette rækker af kvadersten på hjørnerne og flere gesimser under andensalens vinduer, der ligesom trediesalens er høje og med vandrette overliggere, mens fjerdesalens blot har enkle rammer under et kraftigt fremspringende og udskåret tagudhæng. Den nordlige del af sidefacaden er ret enkel, med vandrette, smalle lister under anden- og trediesalens høje vinduer, der afsluttes af vandrette overliggere. Stueetagens vinduer har derimod buet overkant og er bredere. Vinduerne i det sidste felt er dog alle tilmurede. I det midterste fag forneden sidder indgangen i en profileret høj travertinramme under et vandret gavlfelt båret af 2 kraftige udskårne konsoller. Over selve døren er der i støbejern et relief af de pavelige kendetegn, Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara. Nedenunder står teksten "Pontificio - S. Clemente".

Facaden ud mod Lungotevere dei Vallati virker umådelig lang, fordi den er ensartet udformet for de 2 institutioner. Man har dog valgt at pudse muren op i forskellige farver, så man nemt kan se, at Conservatorio delle Zoccolette har 7 fag mod floden. Hushjørnet til højre, samt til venstre, hvor sammenbygningen med nabohuset findes, er forsynet med lodrette rækker af travertinkvadre. Facaden mod floden minder meget om den første facadedel mod sidegaden. Det mest karakteristisske er den lange række af buer, båret af kraftige betonpiller med store kapitæler, som er forsynet med relieffer med forskellige pavevåben og andre symboler. Inde bag de 7 buer har selve huset 2 etager med høje, tildels tilmurede, døre i stueetagen og små tilgitrede vinduer på førstesalen.

Facaden på den næste ejendom, Ospizio dei Mendicanti, er meget lig den på Conservatoriet, med samme slags buegange og samme slags gesimser, vinduesrammer og facadedekoration, blot er muren her pudset op i en anden farve. Bygningen har de samme 5 etager og ialt 10 fag ud mod Lungotevere, fordelt med 7 i vestenden og 3 i østenden, adskilte af en lodret række stenkvadre lig den, der adskiller de 2 instutioner.

Ponte Sisto set fra Trastevere mod Via dei Pettinari og Ospizio dei Mendicanti - cop.Leif Larsson
Ospizio dei Mendicanti, hjørnet af Via dei Pettinari og Lungotevere dei Vallati - cop. Leif Larsson

Gadeniveauet falder her ned mod den næste sidegade, Via dei Pettinari, som ligger ud for Ponte Sisto. På grund af faldet er den vestlige del af Ospiziets facade anbragt på et forhøjet fortov med en trappe ud mod sidegaden, hvortil bygningen nu har fået en ekstra høj kælder/stueetage. Facaden består her af forhusets 3 fag, der er opbygget ligesom nabobygningen ud mod Via del Conservatorio. Ospiziet har derudover en lavere 4-etagers sidebygning mod Via dei Pettinari med høje og skiftevis smalle og brede butiksvinduer og -indgange i brede travertinrammer i stueetagen, samt mindre kvadratiske vinduer i enkle rammer på førstesalen. Andensalens vinduer er høje og med samme enkle rammer.

De 2 ejendomme har begge bagfacader ud mod Via delle Zoccolette, hvor både åbne og tilmurede vinduer nogle steder alternerer med forskudte vinduer, samt brede firkantede portindgange, som ind imellem er omdannet til forretninger og værksteder. De 2 institutioner har dog forskelligt etageantal, Ospiziet har 4, men Conservatoriet kun 3 etager. Hovedindgangene ligger heromme bagved, til Ospiziet i nr. 17 gennem en stor porthvælving med travertinramme og til Conservatoriet i nr. 16 gennem en mindre, bredkarmet dør med halvcirkelformet overkant, hvorover der sidder en stor indskriftstavle med teksten "Clemens XI Pont. Max. - periclitantes puellas per Urbem collectas - ac olim apud Velabru(M) Inn(ocentio) XII p(onti)fice m(aximo) iubente locatas - ut amplioribus - salubrioribusque aedibus custidirentur - huc transtulit - anno sal(utis) MDCCXV pontif(icatus) XV" : "Pave Clemens XII lod i det Herrens År 1715, det 15. i hans pontifikat, flytte de unge piger, som var blevet hentet ind rundt om i byen, da de var i fare for at komme i uføre, og som under Pave Innocens XI var blevet bosat i Velabro-området, til dette sted, en større og sundere bopæl".

Ponte Sisto set fra Trastevere mod Via dei Pettinari og Ospizio dei Mendicanti - cop.Leif Larsson
Ponte Sisto set fra Trastevere mod Via dei Pettinari og Ospizio dei Mendicanti - cop. Leif Larsson

Her slutter så Lungotevere dei Vallati ved det gadekryds, der har fået navn af plads, Piazza San Vincenzo Pallotti, med Ponte Sisto, der fører over til Piazza Trilussa i Trastevere, til venstre og sidegaden Via dei Pettinari til højre. Og herfra fortsætter flodboulevardforløbet mod nordvest som Lungotevere dei Tebaldi.

 

Litteratur om Lungotevere dei Vallati:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 866.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte I / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1980.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 27 og 28 (før de nyeste fund).
Info.roma: Lungotevere dei Vallati, Roma.
Wikipedia (italiensk tekst): Lungotevere dei Vallati.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 30.4.2018 og sidst opdateret d. 5.5.2018