|
|
|
Via del Conservatorio Se til venstre for nr. 109 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Via del Conservatorio har navn efter det Conservatorio dei Santi Clemente e Crescentino, som Pave Innocens XII havde grundlagt i år 1700 og Pave Clemens XI i 1715 lod flytte til en lang bygning vest for denne tværgade mellem floden, nutidens Lungotevere dei Vallati, i syd og Piazza San Paolo alla Regola i nord. Det drejede sig om et børnehjem for unge, udsatte pigebørn, som i folkemunde kaldtes "zoccolette" efter de træsko (zoccoli) de bar. Hjemmet kaldes derfor også Conservatorio delle Zoccolette og parallelgaden med floden: Via delle Zoccolette. Før Pigehjemmet blev flyttet til sin nuværende plads, havde gaden et andet navn. Den kaldtes "Via dei Cordari", fordi den husede mange håndværkere, som fremstillede strenge ("corde") til musikinstrumenter. Gaden løber som nævnt fra Lungotevere dei Valllati i syd og mod nord i let østlig retning over Zia delle Zoccolette og Via di San Paolo alle Regola, hvor den udmunder ved Piazza di San Paolo alla Regola. Før de høje flodmure og de brede flodboulevarder blev bygget, startede gaden i syd i en åben plads ned til floden og dennes sandede bredder. Et lille stykke højere oppe stod på det sted, hvor Via della Zoccolette idag krydser gaden, den gamle og nu nedrevne kirke Santi Vincenzo e Anastasio dei Cuochi. Et sted i gaden stod også i 1300-tallet det såkaldte Torre dei De Leis, en tårnbygning som tilhørte Leni-familien. Man ved ikke nøjagtigt, hvor dette tårn stod, og det er senere blevet revet ned. I Antikken var der i gadens sydlige del, hvor der tilsyneladende også løb en gade eller sti, en større bebyggelse af lagerhaller og magasinbygninger, de såkaldte "horrea", og måske også af små værkesteder og forretninger. Ved flodbredden har man fundet rester af en kaj, og der har antagelig været et anløbssted her for de skibe, der transporterede madvarer og korn til byen. Lige syd for nutidens Via delle Zoccolette løb en gade med næsten samme forløb. Den kom fra øst, hvor den ved nutidens Piazza delle Cinque Scole delte sig i to, hvoraf den ene løb mod nordvest. Det var den såkaldte Vicus Stablarius. Den anden løb mod vest og fulgte flodens krumning mod nord. Denne sydlige gade er muligvis den fra kilderne kendte Vicus Aesculeti. Efter krydset med denne gade løb Via del Conservatorio's forgænger på næsten samme måde som nutidens gade op til Vicus Stablarius, som den krydsede lige vest for den senere Piazza di San Paolo alla Regola. Hele vejen lå der langs gaden horrea-bygninger og beboelseshuse, samt helt oppe ved Pladsen på højre side blandt andet vistnok et badeanlæg og på venstre side en række huse, som nu er blevet udgravet og kan besøges i ledsagede grupper efter særlig forudbestilling. EN TUR GENNEM GADEN: Ved gadens start på nordsiden af Lungotevere dei Vallati har vi på østsiden til højre en af de flotte villaer, som blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet langs den nyanlagte boulevard: den orientalsk inspirerede store Villino Scafi, opført i Jugendstil i 1903 af arkitekten Filippo Galassi. Det er værd at tage en afstikker til Lungotevere dei Vallati for at se bygningens facade, der er ganske smuk og speciel. Bagsiden mod Via delle Zoccolette er ret lang og ikke særlig tilpasset, men en noget rodet omgang. Den er dog mest skjult bag en række lavere værksteds- og garagebygninger langs denne gade (se foto fra www.borgato.be). Muren mod Via del Conservatorio er derimod ret fantasifuld: her er 4 fag med 2 indgange. Den første, som sidder i andet fag fra Lungotevere, er anbragt i en hele lille søjlebygning med krydshvælvet loft og mange smalle og elegante søjler med voldsomt og kunstfærdigt udskårne kapitæler, der bærer alle hjørnerne. Denne indgangsbygning dækker kun stueetagen, men har en lille terrasse på toppen. Man har her indtryk af at stå overfor indgangen til en Middelalderkirke. I det yderste fag mod nord sidder den anden indgang, indrammet af stenkvaderbuer som også alle husets vinduer, men i et fremskudt facadepart. På venstre hånd har vi her på gadens vestside endemuren til Conservatorio delle Zoccolette. Bygningen har 2-delt facade ud mod Via del Conservatorio. Den første del har 2 fag og 5 etager, mens den nordligere del har 5 fag og kun 3 etager. Det første fag, som nederst dækker 2 etager, er mod Lungotevere dei Vallati en bue, som er del af den lange søjlegang, der udgør bygningens stueetage hele vejen mod floden. Det andet fag har i stueetagen og førstesalen en lignende bue, tilmuret men gennemstukket af et stort vindue nederst og et mindre ovenover. Denne del af bygningen har lodrette rækker af kvadersten på hjørnerne og flere gesimser under andensalens vinduer, der ligesom trediesalens er høje og med vandrette overliggere, mens fjerdesalens blot har enkle rammer under et kraftigt fremspringende og udskåret tagudhæng. Den nordlige del af sidefacaden er ret enkel, med vandrette, smalle lister under anden- og trediesalens høje vinduer, der afsluttes af vandrette overliggere. Stueetagens vinduer har derimod buet overkant og er bredere. Vinduerne i det sidste felt er dog alle tilmurede. I det midterste fag forneden sidder indgangen i en profileret høj travertinramme under et vandret gavlfelt båret af 2 kraftige udskårne konsoller. Over selve døren er der i støbejern et relief af de pavelige kendetegn, Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara. Nedenunder står teksten "Pontificio - S. Clemente". Efter Via delle Zoccolette fortsætter Via del Conservatorio med en lille trappe på 5 trin ned til det lavere niveau mod nord. Her har vi til højre, på østsiden, den lange endemur på det store Justitspalæ, Palazzo del Ministero della Giustizia, hvis hovedfacade vender ud mod Via Arenula. Ejendommen har mod Via del Conservatorio 2 let fremhævede sidefløje med hver 3 fag og samme udseende som mod Via delle Zoccolette. Imellem dem følger en lang facade på 7 fag med en stor hovedportal i midten. Den smukke trædør er flankeret af 2 halvsøjler med udskårne kapitæler, der bærer nogle lister og en lidt bredere frise under en kraftigt fremspringende vandret overligger. Over denne sidder førstesalens vindue her indrammet af spiralrelieffer mellem 2 kraftige og profilerede konsoller, som bærer en lille stenbalkon. Døren hertil flankeres af søjler og toppes af et brudt, buet gavlfelt, mens resten af vinduerne herope på andensalen blot har vandrette overliggere. På vestsiden af Via del Conservatorio har vi på vores venstre hånd en grim, moderne bygning, bygget i 1950 og tegnet af arkitekterne Romagnoli og Vitale. Den er i 4 høje etager med endnu 2 etager terrasse opbygget på toppen bag brede veranda'er adskilte af hvide, firkantede søjler som en slags loggia uden disses sædvanlige charme og elegance. De 2 nederste etager, hvoraf stueetagen er optaget af høje, brede butiksvinduer og smallere døre, og førstesalen af enkle vinduer uden rammer, er dækket af travertinfliser, mens den øvrige facade står i de mørkebrune teglsten uden yderligere udsmykning. Vinduerne heroppe er dog indsat i smalle, profilerede rammer. Ejendommen har 12 fag ud mod sidegaden og 16 fag mod Via delle Zoccolette, hvor hovedindgangen findes i nr. 30. Bygningen støder op til et elegant, højt og smalt, 3-fags hus i nr. 62. Den smukke facade stammer fra 1700-tallet og over portalen sidder Pave Clemens XII's våbenskjold. Den smalle bygning er på hvert hjørne forsynet med en smal, lodret stukkant og under alle vinduer i de 3 øvre etager løber et smalt skillebånd i stuk. Vinduerne er i brede travertinrammer og over det midterste på førstesalen sidder en let trekantet gavlfelt. Vinduerne på denne etage er ikke de originale. Nedenfor sidder i en bred frise et indskriftsfelt i stuk, der vistnok på et tidspunkt har båret en indskrift om tilhørsforhold til det bagvedliggende Ospizio dei Pellegrini e Convalescenti. I stueetagen sidder i hver side smalle vinduer ovenover hinanden og antyder, at der indenfor findes en høj kælder og en høj stueetage. Mellem vinduerne ses den høje, buede portal, som er trukket ind i huset i et nærmest konkavt forrum, der afsluttes af et smukt smedejernsgitter. Herefter følger på vestsiden af Via del Conservatorio en lang række smalle, ældre bygninger, hvoraf mange også tilhørte Ospizio dei Pellegrini e Convalescenti. Her ligger først et hus med 3 vinduer i hver af de 3 etager under det meget brede trætagudhæng. Vinduerne er uregelmæssigt fordelt, der sidder et i hver side af den smalle facade med store vægstykker imellem. Til højre har der tilsyneladende været 2 vinduer ved siden af hinanden, men det venstre er tilmuret. De er alle indsat i brede travertinrammer. I stueetagen er der til højre, i nr. 63, en stor portåbning med buet overkant og til venstre et lille kvadratisk vindue og en smal indgangdør med nr. 64. Bygningen stammer tydeligvis fra 1500-1600-tallet. - Naboejendommen er endnu et gammel, men ikke så højt hus. Her er kun 3 etager under det udskårne, gamle, brede tagudhæng. Og 4 fag på hver af de 2 øvre etager, selvom det andet fra venstre er tilmuret. Alle i de samme gamle, brede, travertinrammer. I stueetagen sidder til venstre et smalt, tilgitret vindue og til højre en smal indgangsdør i en grå stenkarm (nr.66). I midten ses en tilmuret portbue. - Ved siden af står ligeledes et smalt, gammelt hus med i hver side en smukt udskåret, dobbelt træindgangsdør indsat i en gammel portbue, og i midten - mellem 2 smalle tilgitrede vinduer - en smal bue med hovedindgangsdøren (gadenummer 68). Denne bygning er i 3 etager og 4 fag. Vinduerne er lidt uregelmæssigt fordelt, således at murstykket mellem det første og andet vindue fra højre er bredere end stykkerne mellem de øvrige. Smalle travertingesimser sidder under vinduesrækkerne og smalle karme af samme materiale indrammer alle vinduer. Tagudhænget er her knapt så fremspringende og antyder en tilbygget øvre etage med tagterrasse. - En lidt nyere ejendom står til højre herfor og dækker gadenumrene 70-74. Den har 4 etager og en overbygget tagterrasse. De 5 fag vinduer over brede, vandrette gesimser, har på førstesalen vandrette overliggere, mens de alle steder har brede travertinrammer. I stueetagen sidder der 3 små vinduer med buet overkant og mellem dem de 2 indgangsdøre i nr. 71 og 73, indsat i buede marmorkarme. - Gadens sidste hus på denne vestside, hjørnehuset ud mod Via di San Paolo alla Regola, er også en gammel ejendom helt uden facadeudsmykning, i 3 etager med bredt, udskåret og fremspringende tagudhæng, samt 2-3 fag vinduer, hvoraf nogle er tilmurede, i meget smalle, enkle rammer. I stueetagen er der yderst til venstre en smal gadedør under et lille kvadratisk vindue i nr.75. Ved siden af er der opmuret et skråt stykke støttemur og efter dette er der blot et enkelt vindue. Hovedfacaden ligger ud til Via di San Paolo alla Regola med en indgangsdør i en bred travertinkarm i gadenummer 7. Overfor disse sidste huse står på østsiden af Via del Conservatorio den høje sidemur til Kirken San Paolo alla Regola. Midtvejs sidder en niche med en forgyldt ramme, hvori der engang har siddet et helgenbillede. Kirken har indgang fra Via di San Paolo alla Regola.
Litteratur om Via del Conservatorio: |