ANNAS ROM GUIDE

Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola

- nu forsvunden kirke ved Via delle Zoccolette / Via del Conservatorio

Se oven over numrene 106 og 107 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

 

Denne gamle - og nu forsvundne - kirke, som også kaldtes San Vincenzo Anastasio de Arenula, San Vincenzo Anastasio dei Cuochi og Santi Vincenzo e Anastasio dei Cuochi, stod tæt på Tiberbredden, på hjørnet af en ligeledes nu forsvundet lille parallelgade med floden, kaldet Strada eller Vicolo del Merangolo (ikke at forveksle med nutidens tværgade Via del Melangolo), og en gade, der løb mod syd fra Kirken Santa Maria in Monticelli og ned til Tiberen. Kirken blev revet ned i 1886, da de høje digemure langs Tiberen skulle bygges og den brede flodboulevard Lungotevere dei Vallati i den forbindelse blev anlagt.

Første gang Kirken nævnes i kilderne, er den 14. Februar 1186, da Pave Urban III udsender en bulle, hvori han fornyer privilegierne for Kirken San Lorenzo in Damaso, hvorunder den lille "S. Anastasii de Arenula" hørte og derfor ikke selv var forsynet med døbefont, da dåbshandlingerne fandt sted i hovedkirken.
Kirken har altså dengang været viet til Sant'Anastasio alene og først omkring 1570 ses Kirken også at være viet til San Vincenzo.
Tilnavnet "de Arenula" skyldes Kirkens beliggenhed ved en sandbanke ved Tiberbredden i det gamle Regola-kvarter. Begge ord - Arenula og Regola - har samme oprindelse, de kommer af det italienske ord "rena", der betyder "sand". Det brugtes om den sandstrand, som var opstået ved Tiberens bred syd for området. Ordet blev efterhånden ændret til reula, redula, reola og regola og denne sidste betegnelse blev navnet for det kvarter, der ligger langs flodbredden: Rione Regola.

Udover at denne sandbanke udgjorde en hel lille plads foran kirkebygningen, hvis fundamenter - ligesom de omgivende bygningers - stod på en noget usikker bund af sand og flodaflejringer, brugtes den også som optrækningsplads for Tiberens småbåde. Desuden hentede områdets garverier deres vand her. Alle disse aktiviteter forårsagede en del skader og sammenfald i de omstående bygninger, hvor også fugt fra floden trængte op i murene.

I 1192 lister Cencio Camerario Kirken i sit kirkekatalog som "S. Anastasio Ariole" blandt de kirker, som modtog et beløb på 6 denarer ved større religiøse fester, samt under de kirker, som skulle have et beløb ekstra til processioner. Her fik "Sco. Anastasio Areule" 12 denarer. I et andet kirkekatalog, det der kaldes "Anonimo Parigino" fra omkring 1230, benævnes Kirken "S. Anastasius de Aureula".

I 1320 kan man i kirkekataloget "Anonimo di Torino" læse, at "Ecclesia sancti Anastasii habet 1 sacerdotem". Der var altså på dette tidspunkt knyttet en enkelt præst til Kirken.

Omkring 1425 kalder Niccolò Signorili Kirken for "Sancti Anastasii de Arenula" og denne betegnelse bruges også i de 2 senere kataloger, det såkaldte "Tassa di Pio IV" fra omkring 1560 og opgørelsen under Pave Pius V fra omkring 1566. Men i dette sidste katalog oplystes det, at Kirken nu benyttedes af kokkenes broderskab, "La Compagnia dei Cuochi".

Dette Broderskab havde allerede i 1537 af Kardinal Alessandro Farnese fået tilladelse til at have deres egen kirke. Og denne tilladelse fornyede Pave Paul III (1534-1549) med den betingelse, at Broderskabet påtog sig at restaurere Kirken og hvert år gav 3 pund hvidt voks til Kirken San Lorenzo in Damaso, under hvilken den lille Sant'Anastasio jo retteligt hørte.

I kirkekataloget "Anonimo Spagnolo" fra omkring 1570 og i senere kataloger er Kirken viet til 2 helgener (Sant'Anastasio og San Vincenzo) og omtales som "Santi Vincenzo y Anastasio" eller "Vincenzo et Anastasio della Compagnia dei Cochi", samt som "SS. Vincenzo ed Anastatio sul Tevere".

I 1500-tallet bestod Kirken af 2 bygningsdele, der lå ved siden af hinanden. Tættest på floden - og med højre side mod gyden Vicolo del Merangolo - stod en 3-etagers bygning med vandrette etageadskillelsesbånd under vinduerne på første- og andensalen. Der var 2 på hver etage, mens der i stueetagen var et enkelt vindue i venstre side og i højre side en smal indgangsdør i karm og med en vandret overligger. Det var sognepræstens bolig på 37 kvadratmeter, mens selve kirkebygningen lå til venstre herfor som en ganske enkel bygning med en uudsmykket facade, hvori der højt oppe sad nogle vinduer og i højre side forneden en indgangsdør i en bred, men enkel portal. Denne facade kan skelnes på det Rom-kort, som Antonio Tempesta udfærdigede i 1593.

Kirkerummet var næsten kvadratisk og målte ca. 9 x 13 meter. For enden var højalteret, som var viet til "Santissima Annunziata" ("Bebudelsen"), anbragt i en lille apsis bag et jerngitter. På hver side var der malerier af titelhelgenerne San Vincenzo og Sant'Anastasio. Kirkerummet var opdelt i 3 skibe af 4 helt enkle søjler. I hvert sideskib var der et vægalter; i højre side var dette viet til Den Korsfæstede ("SS.Crocifisso") og altertavlen udgjordes her af et kors i træ; i venstre side var alteret viet til Frelseren ("Salvatore") og her var der et maleri som altertavle. Det skal ifølge en senere visitation i 1626 have været et middelmådigt maleri af Rafael (senere ændredes denne tilskrivelse). I denne side var der yderligere et alter viet til San Carlo Borromeo med et maleri af denne helgen som altertavle.

Kirkens udsmykning var enkel og ikke særligt prangende. Altrene var i murværk dækket af marmor eller af træ og malet stuk. Gulvbelægningen var almindelige teglsten og det flade bræddeloft dækket af et malet lærred. Rummets vægge var malet så de lignede marmor. Nogle korstole i træ fuldendte udsmykningen. Ved siden af kirkerummet lå der 2 mindre værelser, der fungerede som sakristi og opbevaringsrum. Over kirkerummene lå der på førstesalen en større sal, som Broderskabets medlemmer brugte som kapel. Bag bygningen lå en lille urtehave, hvor der stod et klokketårn med 2 klokker.

I 1566 fandt der en visitation af kirkerne sted og den 15. Februar gjaldt denne Santi Vincenzo e Anastasio, hvor den tilsynsførende konstaterede, at "denne kirke tilhører Compagnia dei Cuochi (kokke-broderskabet)" og ifølge sognepræsten "kun omfatter 20 husstande" (som i gennemsnit bestod af 5 personer, hvorfor hele menigheden regnes til omkring 100 personer). Disse husstande bestod "af fattige folk, der dog er gode kristne".

I 1626 var der atter visitation i Kirken og visitator fandt den da i meget slet stand, og det gjaldt både bygningen og indholdet. Til gengæld var menigheden vokset betragteligt og talte nu 700 sjæle, hvoraf de 200 var børn. Trods en yderligere restaurering, der antagelig var foretaget i slutningen af 1500-tallet, var facaden ved at løsne sig fra bygningens sidemure og Kirken truede med at falde sammen. Med det indre stod det heller ikke godt til, den ene skriftestol var således komplet ubrugelig og altre, alterduge og lignende, trængte i det hele taget til udskiftning eller reparation. Under kirkegulvet lå begravelseskrypten, hvor ligene af mænd, kvinder og børn tilsyneladende lå i en skøn forvirring og begravelserne "manglede værdighed og anstændighed".

Den overordnede tilsynsmyndighed, Congregazione della Visita Apostolica, forlangte derfor, at facaden skulle renoveres og det skulle ske snart og stå færdigt inden år 1629, hvilket også blev udført og en mindesten herom opsat. Kokkenes Broderskab frigav på et møde, hvori 45 brødre deltog, et beløb på 300 scudi til dette arbejde.

Santi Vincenzo e Anastasio fik således den facade, som man kender fra senere billeder, et kobberstik fra 1747 af Giuseppe Vasi og en akvarel fra 1834 af Achille Pinelli.
Facaden i 2 etager over siderne og 3 i midten var opdelt i 3 lodrette dele, hvoraf de 2 yderste svarede til Kirkens smalle sideskibe, mens det midterste, bredere felt, hvori hovedindgangen med en høj indgangsportal i en enkel travertinramme med vandret overligger under et firkantet, tilgitret vindue var at finde. Midterfeltet var desuden lidt fremtrukket i forhold til sidefelterne, mens disse i hvert hjørne afgrænsedes af flerdobbelte, 2-etager høje søjler med enkle flade kapitæler, der øverst bar en bue af et brudt, buet gavlfelt. Dettes midterparti fandtes over facadens midterparti med 2 svungne hjørnestøtter flankerende et højt felt mellem mindre søjler, som toppedes med et lille brudt, buet gavlfelt. Flere smalle og brede vandrette bånd skilte etagerne, hvoraf den øverste var forsynet med 3 vinduer og sidefelterne nederst desuden med hver sit vindue.

Også Kirkens indre blev renoveret. En af Broderskabets medlemmer, Filippo Falconio di Acquasparta, som var kok hos Kardinal Francesco Barberini, betalte således for en genopbygning af højalteret viet til Santissima Annunziata. Som tak indskrev prioren Giovan Battista Adorno hans navn i listen over dem, der efter deres død skulle mindes i de årlige sjælemesser.

Selvom Compagnia dei Cuochi udsmykkede Kirken og benyttede den til deres messer og andre kirkelige handlinger, var selve menigheden, som bestod af områdets arbejdere, fiskere og småhandlende, af beskedent omfang og få midler. Og måske også af ringe religiøs indsigt og overbevisning. I hvert fald viste det sig, at de ikke kun benyttede Kirken til dens fromme formål, således at det i 1674 blev nødvendigt, at udstede et forbud mod at slå søm i murene og sætte snore op (sikkert tørresnore), samt at hænge og lægge tøj og skind fra garverierne til tørre og blegning. Herudover forbød man henkastning af affald i et bestemt område foran kirkebygningen. Forbudene havde tilsyneladende ikke stor effekt, for i 1743 var det nødvendigt at gentage dem.

Ved visitationen i perioden 1712-1718 noterede man, at menigheden nu bestod af 126 familier med ialt 738 medlemmer. Om Kirken nævntes det, at dens indre var som tidligere, dog havde man sløjfet et sidealter og denne gang anførte man, at altermaleriet af Frelseren, som man tidligere mente var af Rafael, nu antoges at være af Leonardo da Vinci. Om Kirkens ydre var omtalen derimod mindre positiv, da der var store revner i de tagbærende bjælker i venstre side. Desuden var der revner i en af søjlerne, som bar kapellet på førstesalen. Visitatoren måtte også beklage, at adskillelsen mellem mandlige og kvindelige lig ikke var blevet udført som foreskrevet ved sidste visitation, og der var også det beklagelige, at sognepræsten måtte dele trappe med andre beboere, når han skulle op til sin bolig, hvilket kunne lede til usædelighed. Tilsynsmyndigheden ønskede derpå også udført et nyt altermaleri til højalteret. Dette burde udover Santissima Annunziata, Jomfru Maria ved Bebudelsen, også vise Kirkens titelhelgener Vincenzo og Anastasio. Og når ligene i krypten skulle adskilles, måtte der laves 3 nye sten i gulvet, hvor gravlægningen fandt sted. Og disse skulle forsynes med tydelig påskrift: "Mænd" ("Uomini"), "Kvinder" ("Donne") og "Børn" ("Bambini"). Desuden skulle urtehaven bag Kirken forsynes med plads til indsamlede knogler, et "ossario", og en plads til begravelser. Dette samt flere andre påbud om ændringer og reparationer ville beløbe sig til 400 scudi, som kunne dækkes ved salget af det maleri, som man antog var af Leonardo da Vinci og derfor måtte kunne indbringe en del penge.

I 1719 var der dog endnu ikke foretaget de nødvendige reparationer og Kirken stod i fare for at styrte sammen. En tilkaldt arkitekt, Alessandro Speroni, anbefalede derfor, at man skulle bygge Kirken helt om og det hurtigst muligt - eller i hvert fald straks reparere de værste skader, hvilket ville beløbe sig til 750 scudi.

Sådanne midler rådede Broderskabet desværre ikke over, i 1724 havde de blot en beholdning på knap 8 scudi, så de skubbede problemerne foran sig og fik en ny ekspertudtalelse, som i 1724 satte beløbet for reparationen ned til 500 scudi. Det hjalp jo ikke ret meget, så Broderskabet forsøgte at få myndighederne til at betale eller få lov til at opkræve en "skat" af menigheden, som på det tidspunkt bestod af 218 familier med 742 voksne og 155 børn. Det var mestendels fattige eller i hvert fald ikke velstående familier, så myndighederne gav som svar, at menigheden måtte flyttes over til en anden kirke og Kirken lukkes, hvis ikke Broderskabet kunne finde midler til renoveringen. Hvis dette skete, ville Broderskabet så miste de indtægter, de havde af Kirken, såsom arv og betaling for messer, fromme gaver og lignende, så det var ikke en tillokkende løsning.

Den 28. Januar 1725 accepterede Congregazione dei Cuochi et tilbud fra murermesteren Giulio Bavaini, der ville sætte Kirken i stand for 500 scudi, som blot skulle betales ham med 70 scudi om året. Mens arbejdet stod på, fik sognepræsten tilladelse til at holde messer for sin menighed i den nærliggende kirke San Bartolomeo dei Vaccinari. Imens blev hele den øverste etage, hvor Broderskabet havde sit kapel, revet ned og der blev opmuret 4 mursøjler til erstatning for de ødelagte gamle søjler, samt foretaget en genopbygning af taget. Stueetagen i sognepræstens hus blev derpå indrettet til kapel, hvor man opsatte et alter med et maleri af Bebudelsen flankeret af San Pietro og San Paolo.

Reparationerne holdt i nogle årtier, men i 1749 måtte der påny tages stilling til bygningernes dårlige stand, forårsaget af den bløde, sandede undergrund og fugt fra floden. Og igen i 1780'erne måtte der renoveres og et ny højalter indviedes den 16. Januar 1786 af Kardinal Andrea Corsini. Menigheden havde her samlet penge ind, så der også kunne opsættes en ny altertavle med Bebudelsen og helgenerne Vincenzo og Anastasio's martyrium, malet af Giuseppe Errante.

I 1825 led Kirken voldsom vandskade, forårsaget af manglende og dårlige afløb fra nabohusenes tage. Arkitekten Gaspare Salvi besigtigede skaderne og omkostningerne ved en reparation ville blive høje. Samtidig var Kirken ikke længere sognekirke, da Pave Leo XII i sin store kirkereform af 1824 havde lukket mange små menigheder, 26 ialt, og overført dem til større kirker, der havde døbefonte. For Santi Vincenzo e Anastasio's vedkommende drejede det sig om omkring 130 familier bestående af 550 sognebørn, hvoraf langt de fleste var fattige familier.

Da nu Kirken således var helt og aldeles overladt til Kokkenes Broderskab, som ganske vist nu også omfattede konditorerne, manglede der tilsyn og omhu i vedligeholdelsen og bygningen forfaldt langsomt. Den stod dog stadig i 1870erne, da man begyndte arbejdet med Tiberkajerne, -murene og -boulevarderne, men den var da i sølle stand og alt inventar var fjernet og flyttet til Kokke-Broderskabets nye kapel i den nærliggende kirke San Salvatore in Onda. I 1886 blev den revet ned i forbindelse med anlægget af Lungotvere dei Vallati.

Ifølge Armellini (se litt.note nedenfor) skal der have været en gravsten for Pave Paul III's "hemmelige kok", Bartolomeo Scappi, i Kirken, men da de gamle kirkebøger er gået til, ved vi om dette ikke andet, end at Scappi døde den 13. April og den 14. April skal være blevet begravet i Santi Vincenzo e Anastasio dei Cuochi.

Teksterne på en del gravsten, som var placeret i Kirkens gulv, er overleveret til os gennem afskrifter af historikeren Vincenzo Forcella (se litt.note nedenfor). Under den første bue i højre side lå for eksempel den spanske magister Alfonsus begravet. Han var død den 12. April 1515 og stenen blev sat af hans søn. Under den første bue i den modsatte side lå derimod "Io. De. Valle - natione gallo": franskmanden Giovanni De Valle, som havde været kok hos Pave Leo X og i 1513 havde grundlagt Kokkenes Broderskab, som derfor havde sat denne sten over ham.

Foran det højre alter lå der en sten for Pietro Arcese og foran højalteret lå konditoren "Niccolao Platto pasticchiero" begravet. Stenen over ham var sat af hans hustru Margarita "non sine lacrymis": "ikke uden tårer". Da Margarita selv døde i 1617, 12 år efter konditoren, blev hun begravet samme sted som sin ægtemand.

Da Kirken blev revet ned, nåede man i 1891 til krypten, hvor resterne af de begravede sognepræster, sognebørn, kokke og konditorer blev taget op og i "4 store kasser" flyttet til den nye kirkegård Campo Verano, hvor de blev begravet i den store fælles gravplads.

--------- Læs også om: kokkene og konditorerne, de sidstes lav, og deres fælles Broderskab ---------

 

Litteratur om Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 427.
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 18.
Il cuoco segreto dei papai : Bartolomeo Scappi e la Confraternita dei cuochi e dei pasticcieri / June di Schino, Furio Luccichenti, presentazione di Tullio Gregory. Roma, Gangemi Editore, 2007. (Centro di studi sulla cultura e l'immagine di Roma) (Roma - storia, cultura, immagine, 17).
- side 43-51, m fl.
Forcella, Vincenzo: Iscrizioni delle chiese e d'altri edifici di Roma dal secolo XI fino ai giorni nostri. Roma : Tipografia Ludovico Cecchini, 1877.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte Prima / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1980. ------- side 46, 47, 48, 69.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 173-174. (S.Anastasii de Arenula).
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 - NB:før de nyeste fund --- derfor er f.eks. Circus Flaminius og Crypta Balbi byttet om !!!!! .
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 215-216.
Se foto på Roma Sparita: Chiesa dei Santi Vincenzo e Anastasio dei Cuochi.
Se Kirken på Nolli's Romkort: nr. 746.
Romanchurches: Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola.
Romeartlover: Spiaggia detta le Regola.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa dei Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola.
Wikipedia (svensk tekst): Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.5.2018 og sidst opdateret d. 12.6.2018