|
|
er en lille gade i den sydligste del af Rione Monti, hvor den løber nordpå fra Via Cavour til Via della Madonna dei Monti. Man formoder, at navnet, der kan oversættes som "Lammet's gade", "Lamme-gaden" eller "Gaden med lammet", stammer fra et forretningsskilt i form af et lam, måske fra en beværtning af samme navn eller en reklame for en lille håndværker. På hjørnet af Via dell'Agnello og Via Cavour opsatte man i 1849 et Madonna-billede i en rund ramme, det kaldtes "La Vergine Addolorata" ("Den Bedrøvede Madonna", "Mater Dolorosa"), i dag kaldes billedet "Madonna del Buon Consiglio" ("De gode råds Madonna", "Mater Boni Consilii"). På sydsiden af Via Cavour fortsætter vejen som Via del Cardello. I antikken skal her have gået én lang vej fra omkring Via della Madonna dei Monti i nord (den antikke vej Argiletum) og skråt mod sydøst forbi den tidligere Kirke Madonna del Buon Consiglio og ned mod Colosseo. Af denne gamle vej har man fundet rester af brolægningen og huse. Litteratur om Via dell'Agnello: Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. |
|
|
|
|
|
|
|
|