Fra den 10. september 1943 havde tyskerne under kommando af Marskal Albert Kesselring overtaget magten i Rom. Den tyske ambassadør Rudolf Prahn overtog styret sammen med SS Kommandanten General Karl Wolff og den tyske hær indførte en streng kontrol med alt, hvad der foregik i byen, samtidig med at ledelsen af Gestapo i Rom blev lagt i hænderne på Herbert Kappler.

Den romerske modstandsbevægelse GAP (Gruppi Armati Partigiani) var svag og dens aktioner havde ikke større effekt, så den tyske politik var at tie de mindre attentater ihjel. Officielt set var Rom "åben by", frivilligt underlagt tysk overhøjhed og uden tysk besættelsesmagt.

Modstandsbevægelsen lod sig dog ikke slå ud og udførte flere attentater, hvoraf det største fandt sted den 23. marts 1944 i Via Rasella nedenfor Quirinalhøjen. Det synlige vidnesbyrd for denne aktion kan stadig aflæses af skudhullerne på facaden i ejendommen på hjørnet af Via Rasella og Via del Boccaccio.

Datoen var valgt, fordi fascisterne denne dag fejrede årsdagen for deres partis grundlæggelse. Der var planlagt en parade ved Teatro Adriano i Rione Prati, men tyskerne forbød den, da de ikke ønskede uroligheder i byen efter det tidligere attentat på fascisterne i Via Tomacelli og på Piazza Monte d'Oro, som havde fundet sted 14 dage før.

Men partisanerne havde ikke kun tænkt sig at angribe fascisterne, de havde også planlagt et attentat mod det nazistiske SS-politi i Rom. En deling af dette marcherede dagligt gennem byen fra lejren udenfor Porta del Popolo, ad Via del Babuino, over Piazza di Spagna, ad Via dei Due Macelli og Via del Traforo til Via Nazionale. Den korteste vej hertil var gennem tunnellen under Quirinalhøjen, men den var nu blevet indrettet til beskyttelsesrum ved luftbombeangreb og fuld af flygtede romere, så istedet marcherede den tyske kolonne op af Via Rasella mod Via delle Quattro Fontane og Via del Quirinale. --- Et ideelt sted for et attentat.

Lederne af modstandsbevægelsens aktion var Raoul Falcioni og Carla Capponi, som den 22. marts gjorde deres forberedelser til attentatet. Falcioni fik fat i en metalvogn af den type, som anvendes af gadefejerne, og Capponi skaffede ammunition, håndgranater og sprængningsstoffer. Den følgende morgen fyldte de vognen med disse ingredienser sammen med metalstykker. Øverst skjulte et lag affald indholdet. Det hele blev gemt i et skur i Via Marco Aurelio, hvor modstandsbevægelsen i nr.47 havde et af deres samlingssteder, hvor de fabrikerede bomber. Stedet havde dæknavnet "Santa Barbara" og styredes af Giulio Cortini (med dæknavnet Cesare), som var fysiker ved Universitetet.

Ved middagstid den 23. marts mødtes partisanerne Carla Capponi (med dæknavnet Elena), Rosario Bentivegna (med dæknavnet Paolo), Giulio Cortini og dennes hustru Laura Garrone (med dæknavnet Caterina) i Birreria Dreher ved Piazza dei Santi Apostoli til et hurtigt måltid, inden de begav sig ud til Santa Barbara for at træffe de sidste forberedelser. Planen var nu at Bentivegna skulle køre vognen ind i Via Rasella og sætte ild til lunten, når tyskerne marcherede ind i gaden fra Via del Traforo. I den forvirring, som derved ville opstå, skulle de øvrige partisaner så kaste deres håndgranter.

Bentivegna skubbede derfor den tunge vogn ned forbi Colosseum og videre ad Via dell'Impero (nutidens Via dei Foro Imperiali) og muligvis gennem Via delle Tre Cannelle, Via Quattro Novembre, Via Ventiquattro Maggio og Via del Quirinale til Via delle Qauttro Fontane og Via Rasella. Et stykke nede står på højre side gadens ældste bygning, Palazzo Tittoni. Ud for dette hus stoppede Bentivegna sin vogn og stillede sig til at vente. Imens havde de andre partisaner valgt forskellige ruter, hvor de kunne holde øje med den tyske fremrykning.

Den tyske kolonne var denne dag meget forsinket, så nogle af partisanerne var nær ved at blive pågrebet af politiet, fordi deres lange ophold i venteposition på samme sted vakte mistanke. Derfor måtte Carla Capponi for eksempel fravige planen og spadsere op gennem gaden med det resultat, at Bentivegna var lige ved at tænde lunten for tidligt.

Omsider kom den tyske deling til syne kort før kl.16 og en af partisanlederne gav signal til at antænde sprængladningen. Hvorefter Bentivegna skyndte sig op mod Via delle Quattro Fontane, hvor han af Carla Capponi fik en regnfrakke til at dække over sin gadefejermundering. Så kom eksplosionen og straks efter løb de ventende partisaner mod de overraskede tyske soldater og kastede deres håndgranater ind i gruppen. Det blev et voldsomt blodbad, hvor de angrebne soldater åbnede ild uden endnu helt at have forstået, hvorfra angrebet var kommet og hvem der havde angrebet. På facaden til den nærliggende ejendom på hjørnet af Via del Boccaccio kan man stadig se de mange skudhuller.

Det lykkedes alle partisaner at slippe uskadte væk. Men det 11. Kompagni af 2. Bataljon af Regimentet Bozen mistede 32 mand og andre døde i tiden derefter af deres sår. Desuden døde 2 italienske forbipasserende, den ene en kun 13-årig dreng, Paolo Zuccheretti.

Fra partisanernes synsvinkel havde det været en vellykket aktion. Men følgerne af den blev skrækkelige. Tyskerne var rasende over attentatet og hævnede sig grusomt. Først overvejede man at sprænge hele kvarteret i luften. Under denne diskussion begyndte de tyske soldater og fascisterne at skyde vildt mod de nærliggende huse, for derpå at lave razzia i ejendommenes lejligheder på jagt efter attentatmændene. Tyskerne beordrede alle beboere til at komme ud og lod dem stille op på række på Via delle Quattro Fontane, foran gitteret ind til Palazzo Barberini.

Endelig bestemte tyskerne deres hævn. Gestapo forlangte at få 10 italienske gidsler for hver død tysker. 335 romere, 70 af de fængslede beboere og resten udtaget blandt dem, der i forvejen opholdt sig i de tyske fængsler og forhørslokaler (i Regina Coeli, i Via Tasso, og i Banda Kochs berygtede og frygtede Pensione Oltremare), blev derpå dagen efter, den 24 marts, ført ud på Via Ardeatina, hvor der ligger en grusgrav, hvor man havde hentet pozzolano-jord i gange og hulrum under jordoverfladen.

Alle 335 gidsler blev derefter koldblodigt og brutalt henrettet ved nakkeskud og samme aften meddelte den tyske radio, hvad der var sket. En grufuld hævnaktion, som stadig i Rom mindes som blodbadet i Fosse Ardeatine (l'eccidio delle Fosse Ardeatine).

Den voldsomme hævnaktion fik modstandsbevægelsen til ikke atter af lave sådant et attentat og i stedet koncentrerede man sig om mindre aktioner, indtil de allierede tropper marcherede ind i Rom men den 4 juni 1944 og krigen i hovedstaden var forbi.

Skudhuller i ejendom i Via Rasella. - Foto: cop. Bo Lundin

Litteratur om Attentatet i Via Rasella:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 753.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 187-188.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori. ----- Rione II - Trevi. / di Angela Negro. 1995.
- side 79.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Kbh. Gyldedals Bogklubber, 1990.
- side 52f.
Juhl, Carsten: Italiensk historie fra enhedsstatens oprettelse til det historiske kompromis. Kbh., Suenson, 1979.
- side 105ff.
Lundin Bo: Om Rom. 6.utökade upplagan. Stockholm, Carlssons, 2005.
- side 122-126.
Procacci, Giuliano: Storia degli Italiani. Vol II. (Universale Laterza). Roma-Bari, Laterza, 1978.
- side 544f.
Roma occupata 1943-1944 : itinerari, storie, immagini / Anthony Majanlahti, Amedeo Osti Guerrazzi. Milano, Il Saggiatore, 2010. (La Cultura, 698).
- side 161-154.
Storia di Roma. Dalla fondazione all' inizio del terzo Millennio. Claudia Cerchiai, Giovanni di Benedetto, Ludovico Gatto, Fulvia Mainardis, Alberto Manodori, Vincenzo Matera, Claudio Rendina, Claudio Zaccaria. 1. edizione. Roma, Newton & Compton editori, 2003.
- side 1338-1139.