ANNAS ROM GUIDE

Prigione SS in Via Tasso

Det tyske SS-fængsel i Via Tasso

Via Torquato Tasso 145-155

I slutningen af 1930'erne blev der bygget en ny ejendom på et lille jordstykke, som tidligere havde været en del af parken omkring det store landsted Villa Giustiniani-Massimo. Da Esquilin-omådet i slutningen af 1800-tallet blev udstykket og bebygget, gjaldt dette også for Villa'en, af hvilken kun lysthuset på hjørnet af Via Matteo Boiardo og Via Berni står tilbage. Det var fra denne resterende grund, at det lille jordstykke blev taget.

Den nye ejendom, som fik indgang fra Via Tasso nr. 145 og 155, tilhørte Francesco Ruspoli, der lejede det ud til den tyske Ambassadør i Rom, som dengang boede i den nærliggende Villa Wolkonskij.

Huset er i 4 etager, samt en tagetage, med 12 fag vinduer mod Via Tasso. Ejendommen består af denne hovedfløj og 2 sidefløje, hvoraf den venstre, mod Via Berni, har 5 fag vinduer, mens den højre fløj ud mod boldbanen er vinduesløs. Mellem de 2 fløje er bagsiden af hovedhuset opført i en buet form, der modsvarer den halvcirkelformede exedra, som udgør muren ind til naboejendommen Villa Giustiniani-Massimo's have. Mellem denne havemur og den konkave hovedfløj ligger en smal og mørk gårdsplads med et par høje træer.

Ejendommen i Via Tasso brugtes først til repræsentation og her fik den tyske politidelegation, som samarbejdede med Italien, til huse. Lederen var Major i SS Herbert Kappler.

Efter nazisternes okkupation af Rom i September 1943 blev huset i Via Tasso valgt som kommandocentral for sikkerhedspolitiet SIPO. Også her var Kappler leder. Og det var hertil at folk, som tyskerne havde mistanke til eller et horn i siden på, kunne bringes hen og stilles for krigsdomstol, blive dømt til deportering eller til fængsling i Regina Coeli. Omkring 2000 mænd og kvinder blev bragt hertil og måtte udstå forhør, brutalitet, vold og tortur.

Da SS overtog ejendommen lod de alle vinduer dække med gitre eller tilmure. De oprindelige trædøre blev erstattet med metaldøre. Ejendommens køkkener og badeværelser (den havde oprindelig været tænkt som lejlighedskompleks) blev ryddet for indhold.

Stedet blev berygtet for sine forhørsmetoder, som Kappler pralede af selv at have udtænkt "meine eigene Technik, meine eigene raffinierte Technik" skal han storgrinende havde sagt, ifølge forfatteren Paolo Monelli, som selv havde været fængslet under den tyske besættelse (Roma occupata s.90 - se litt.note forneden).

Fangecellerne var ganske små, de havde ingen ordentlig ventilation, så luften var kvælende. De havde ingen lys, da de fleste vinuder var tilmurede eller dækket af kraftige gitre, så det eneste lys ofte kom fra de små tilgitrede kighuller i dørene. Og 5-8 fanger, til tider flere, blev presset sammen i disse ganske små rum som dyr i bure. Der var så lidt plads, at de måtte stå op og da der ingen møbler var, måtte de sætte sig på det bare gulv, når de ikke kunne stå længere.

Og fangerne blev i den grad mishandlet, at de af og til tilkaldte læger var chokerede, som de efter krigen berettede. I sidste ende endte opholdet ofte med fangernes død. Det var blandt andre fanger herfra, som blev bragt til Fosse Ardeatine for at blive henrettet under tyskernes hævnaktion den 24. Marts 1944.

Da Rom blev befriet den 4. Juni 1944, trængte romerne ind i ejendommen, befriede fangerne og ødelagde inventar og bygning. Idag rummer ejendommen museet for Roms befrielse: Museo Storico della Liberazione.

Huset i Via Tasso 145: facaden og en af fængselscellerne. Fotograf og cop.: Bo Lundin
Via Tasso 145. cop.Bo Lundin----- Via Tasso 145 - fængselscelle. cop.Bo Lundin

 

Litteratur om Prigione SS in Via Tasso:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 818.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori. ----- Rione XV - Esquilino. A cura di Sandra Vasco Rocca. 1982.
- side 122, 124, 132, 162.
Lundin Bo: Om Rom. 6.utökade upplagan. Stockholm, Carlssons, 2005.
- side 122, 125.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005. Volume 1-3.
- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 1002-1003.
Roma occupata 1943-1944 : itinerari, storie, immagini / Anthony Majanlahti, Amedeo Osti Guerrazzi. Milano, Il Saggiatore, 2010. (La Cultura, 698).
- side 16, 89-96.
Info.roma: Via Tasso.

Kort over området
Fotos fra Esquilinturen
Seværdigheder i området
Steder i området
Personer med tilknytning til området
Tilbage til Esquilinturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 3.9.2012 og sidst opdateret d. 9.9.2012