"Il molinaro" (i flertal: molinari), også kaldet "mugnaio" (flertal: mugnai") eller "macinatore" ("flertal: "macinatori") er en møller. Der er her tale om både ejeren af en mølle eller den ansatte, som arbejder ved møllehjulet. Og det hvadenten møllen bliver drevet af mennesker eller dyr, af vind eller vand.

Møllerne samledes i et laug kaldet "Corporazione Romana Molendinariorum" og senere "Università dei Molinari", "Università dei Padroni Molinari", eller "Università dei Molinari e Garzoni dei Molinari". La Stella (se litt.note nedenfor) fortæller, at det ikke var helt let at blive optaget i møllelauget. For eksempel nægtede laugsmestrene i 1792 en vis Gaetano Gherardi optagelse til trods for at han i 15 år havde drevet den såkaldte "mola di San Nicola" ved Ponte Sisto. Deres begundelse var, at Gaetano kun havde forpagtet møllen ligesom hans far før ham.

Udover vanskeligheden ved at blive optaget i Lauget havde en møller også mange andre problemer. Ved de på Tiberen flydende vandmøller kunne der for eksempel være så fugtigt, at det dryppede fra taget, at vandet ikke flød med tilstrækkelig kraft, at sluserne var i stykker, at vandkanalen var tilstoppet, at møllehjulet gik i stykker eller at de pæle, der holdt det, rådnede. Ved højvande og oversvømmelser kunne møllerne desuden rive sig løs og flyde med strømmen, hvor de kunne gøre skader på andre møller og både og endeligt også selv blive ødelagt. Desuden larmede det brusende vand og de kværnende møllehjul dag og nat, så en møller løb stor risiko for at blive døv eller få tinnitus. Og den evige larm forstyrrede iøvrigt også hans nattesøvn, så han ikke fik fred hverken nat eller dag.

I molinari samledes også i et religiøst lægbroderskab, der i 1626 i Kirken San Bartolomeo sull'Isola fik overladt brugen af et kapel, Cappella di Sant'Adalberto, som de lod bemale med motiver fra deres arbejde. Nederst på alternichens sidepaneler kan man på de 2 malerier i gråtoner se de gamle vandmøller.

I Trastevere-området samledes møllerne gerne i Kirken Santa Maria dell'Orto, hvor de havde råderet over et kapel i venstre side, Cappella di San Francesco, som de lod udsmykke med fresker. Derudover donerede de i 1800-tallet et orgel, som stadig findes på Kirkens indgangsvæg, samt betalte for Kirkens restaurering i 1825.

Litteratur om Molinaro:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 282-284.