Ponte Sisto spænder med sine 4 brede brobuer over Tiberen mellem det centrale byområde i kvarteret Rione Regola ved den lille plads Piazza di San Vincenzo Pallotti, hvor gaderne Lungotevere dei Tebaldi fra nordvest møder Lungeotevere dei Vallati fra sydøst, og hvor Via dei Pettinari fører i en lige linie fra Broen mod nordvest op til Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini. På Broens sydside munder den ud mellem gaderne Lungotevere Farnesina fra nordvest og Lungotevere Raffaello Sanzio fra sydøst, overfor pladsen Piazza Trilussa, hvorfra der stråler gader ud mod det centrale Trastevere, Gianicolohøjen og Vatikanet.
cop. Leif Larsson
Idag hedder denne bro Ponte Sisto, opkaldt efter den Pave Sixtus IV (på italiensk: Sisto IV), der lod den genopbygge fra grunden i anledning af Jubelåret 1475.
Men på samme sted har der været bro over Tiberen siden Antikken, muligvis helt tilbage til Kejser Augustus' tid. Her skal nemlig have stået en bro - antagelig af træ - der førte fra Marsmarken og over til Augustus' såkaldte Naumachia i Trastevere. Denne bro kaldtes Pons Agrippae. Under Augustus hørte Broen til kvarteret Regio XIV Transtiberim.
I år 147 efter Kristus lod Kejser Antoninus Pius ifølge optegnelser i "Fasti Ostiensis" Broen reparere og opsætte en mindetavle med teksten: "Imp(erator) Antoninus Aug(ustus ) pontem Agrippae dedic(avit)". Broen fik derefter muligvis navn efter ham: Pons Antoninus. Denne gamle Bro havde ligesom nutidens 4 buer.
I 300-tallets kilder kaldes Broen for Pons Aurelius eller Pons Janiculensis, fordi den forbandt Campo Marzio-området med udfaldsvejen Aurelia Vetus, der begynder ved Gianicolohøjens skråning.
Broen kaldtes dog også her for Pons Valentinianus, fordi den blev genopbygget af Kejser Valentinian I i år 366-367. Ved denne lejlighed lod medkejserne Valens og Gratian sammen med Valentinian I opføre en Triumfbue ved indgangen til Broen, den såkaldte Arcus Valentiniani. Her var også opstillet statuer af Valens og Valentinian. Store stenblokke fra Triumfbuen samt fragmenter af indskrifter og rester af bronzestatuerne blev fundet i 1878 og 1892 under arbejdet med Tibermurene. De findes idag i Museo Nazionale Romano.
I nogle tekster fra 600-tallet omtales broen også som Pons Antoninus og nogle historikere har derfor ment, at den var opført under Kejser Caracalla, hvis fulde navn var Marcus Aurelius Antoninus.
Historikeren Procopius (ca. 500-565) fortæller, at det var ved denne Bro, at Generalen Belisarius under den 18 år lange gotisk-byzantinske krig i perioden 535-553 lod opsætte byens første vandmøller, de vandmøller som i næsten 1500 år skulle være et af Roms og Tiberens kendetegn.
Under oversvømmelser i perioden 589-590 blev Broen tilsyneladende stærkt beskadiget.
I Middelalderen fik Broen tilnavnet "in onda", "i bølgen", efter de mange oversvømmelser, som skete på dette sted. Andre navne var Pons Fractus eller Pons Ruptus ("den ødelagte eller brudte bro"), fordi en voldsom oversvømmelse i 792 havde ødelagt den fuldstændigt. Kilderne omtaler i 1018 broen således "pontem fractum ubi de Unda diximus", "den ødelagte bro på det sted, som kaldes "in Onda"".
Der går en historie om, hvorledes den senere Pave Sixtus IV på et tidspunkt boede i Klosteret ved Kirken San Salvatore in Onda, som ligger ved nutidens Via dei Pettinari, ganske tæt ved Broen, blev ganske irriteret over, at han skulle gå helt op til Ponte Sant'Angelo for at komme over floden og så bagefter måtte gå en del af vejen tilbage igen på den anden side for at nå frem til Vatikanet. Det fortælles, at han der lovede sig selv at genopbygge Broen, hvis han engang skulle blive valgt til pave.
Den 9. August 1471 gik hans drøm i opfyldelse og samtidig "arvede" han sin forgængers dekret om at gøre året 1475 til Jubelår. Til denne begivenhed kunne man vente strømme af pilgrimme, som skulle huses, fødes og kunne komme rundt i byen til alle de kirker, de skulle besøge for at opnå aflad. Der blev derfor iværksat en mængde arbejder med at anlægge nye veje og gader eller udbedring af de gamle, reparationer og istandsættelser af kirker og seværdigheder, samt altså også genopbygningen af Pons Fractus, der derefter fik navnet Ponte Sisto efter Sixtus IV, som på italiensk kaldes Sisto IV.
Genopbygningen begyndte i 1473 og grundstenen med teksten "Sixtus IV Pont. Max. fecit fieri - sub Anno Domini MCDLXXIII" lagdes af Paven den 29. April. (Denne begivenhed er malet på en af freskerne i Ospedale di Santo Spirito). Arkitekt på foretagendet skal ifølge Vasari have været Baccio Pontelli, men man mener ellers ikke, at han var i Rom på dette tidspunkt. Også stenhuggeren Francesco Mei fra Firenze nævnes i forbindelse med brobyggeriet. Under alle omstændigheder begyndte arbejdet med de 4 brobuer på Trasteveresiden, hvor ruinerne af buen fra den gamle Pons Aurelius kunne genbruges.
Ponte Sisto er 108 meter lang og fuldstændigt bygget i travertin med 4 buer ligesom den gamle bro, men den blev samtidig gjort noget smallere: fra 9 meter til 6,40 meter i bredden. Mellem de to midterste buer sidder et stort rundt hul, som romerne kaldte "Occhialone" ("det store øje") og brugte som indikator for, hvornår en oversvømmelse var faretruende nær. Hullets funktion er egentlig at give ekstra mulighed for at højvandstrømmene kan passere. Broen ligesom "skyder ryg", idet de to yderste buer er lidt lavere end de midterste.
På hver side af Broens begyndelse ved Piazza di San Vincenzo Pallotti er der opsat en lang indskriftssten til minde om genopbygningen. De sad oprindeligt på Broens sider, men er senere flyttet hertil.
Til højre læser man:
"Xystus IIII pont max - ad utilitatem p ro peregrinaeque multi - tudinis ad iubileum venturae pontam - hunc quem merito ruptum vocabant a fun - damentis magna cura et impensa resti - tuit Xystum que suo de nomine apellari - voluit" : "Pave Sixtus IV lod - for at lette (færdslen) for Roms befolkning og mængden af besøgende ved det kommende Jubelår - med stor omhu og store udgifter geopbygge fra fundamentet denne bro, som tidligere med rette kaldtes ødelagt. Paven ønskede ønskede også, at den skulle kaldes Ponte Sisto efter hans eget navn".
På venstre side er teksten:
"MCCCLXXV - qui transis Xysti Quarti beneficio - deum roga ut pontificem optimum maxi - mum diu nobis saluet ac sospitet bene - vale quisquis es ubi haec precatus fueris" : "1475 - Du som ved Pave Sixtus IV's godhed krydser (denne bro), bed Gud, at han må beskytte og længe bevare vor øverste og mest fortræffelige Pave. Far vel, hvem du end er, når du har bedt denne bøn".
Paven omtaler på stenen til højre, at Broen var dyr at genopbygge. Han fik imidlertid "skrabet penge sammen" mange steder fra, blandt andet var der en arv fra Kardinal Torquemada og et stort beløb blev rejst blandt Roms rigeste kurtisaner. Denne sidste oplysning er ifølge nogle historikere dog blot en skrøne, mens mange penge kom fra Dominikanermunkene ved Kirken Santa Maria sopra Minerva, som var arvinger til Kardinal Torquemada.
I 1500-tallets begejstring for Antikken omtales Ponte Sisto nogle gange med det klassiske "Ponte di Aurelio sive Janiculensi".
Under den såkaldte Sacco di Roma, de lutherske landsknægtes erobring og hærgen af Rom, blev Ponte Sisto forsvaret af blot en håndfuld mænd og derfor let stormet efter en kort kamp den 26. Maj 1527.
I 1575 måtte Ponte Sisto repareres. Arbejdet udførtes af Matteo da Castello og afsluttedes af Vignola. I 1598 lagde man ny vejbelægning og udbedrede sidemurene efter en større oversvømmelse samme år.
En folkelig anekdote beretter om, hvorledes den i Rom afskyede Donna Olimpia, Pave Innocens X's magtfulde svigerinde, efter Pavens død i 1655 stjal 2 kasser paveligt guld, som hun i nattens mulm og mørke og stor hast kørte ud af byen over Ponte Sisto. Så hastig var hendes flugt, at vognhjulene gnistrede. Og det fortælles, at man ved nattetide stadig kan se dette syn af den sorte vogn i en regn af gnister med stejlende heste køre over Ponte Sisto og i en bølge af svovllugt køre galt udover brokanten og ende i Tiberens vande.
I 1800-tallet var Broen forsynet med gadelamper, der forsynedes med petroleum, mens man i 1870 gik over til gasbelysning. I disse år voksede Rom og trafikken over Tiberen blev voldsomt forøget. Den smalle Ponte Sisto måtte udvides og efter en lang debat endte det med, at man i 1877 lod foretage en udvidelse, der gjorde Broen 11 meter bred, med en overbygning i metal, understøttet af kraftige konsoller og flankeret af rækværk i smedejern. Den gamle vej blev brugt af køretøjer, mens fodgængerne var henvist til metalfortovene. De gamle sidemure blev ved den lejlighed fjernet og den nye kørebanebelægning ændrede markant Broens "skyden ryg".
I 1888 blev nabobroen Ponte Garibaldi bygget og kunne herefter tage en del af trafikken, men først omkring 1980 blev den gamle Bro fritlagt under ledelse af arkitekten Gaetano Miarelli Mariani og kunne få sit gamle udseende tilbage.
Som vi møder Ponte Sisto idag, står den som den så ud ved genopbygningen i slutningen af 1400-tallet.
- og den anden vej mod Ospizio dei Mendicanti
Ponte Sisto mod Via dei Pettinari:
Alle fotos: cop. Leif Larsson
Litteratur om Ponte Sisto:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18, tavle 247 B, 250, 254.
Delli, Sergio: I ponti di Roma. Newton Compton editori, 1979.
- side 89-94.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1980. ------- side 82-86.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Lombardo, Alberto: Vedute degli antichi ponti di Roma, attraverso i secoli. (Vedute Urbane). Roma, Palombi Editori/Il Nartece, 2006.
- side 37-44.
Tagliaferri, Alberto e Valerio Varriale: I ponti di Roma. 1. edizione. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 347).
- side 121-135.
info.roma.it: Ponte Sisto, Roma.
Romasegreta: Ponte Sisto.
Romeartlover.it: Ponte Sisto - og: Ponte Sisto.
Sovraintendenza Capitolina ai Beni Culturali: Ponte Sisto.
Trastevere App: Ponte Sisto.
Wikipedia (engelsk tekst): Ponte Sisto.
Wikipedia (italiensk tekst): Ponte Sisto.