Flydende vandmøller ved Ponte Sisto, 1606. Efter tegning af M.Sadeler
midtfor i baggrunden: Peterskirkens kuppel
De første vandmøller på Tiberen ("i molini sul Tevere" også kaldet "le mole sul Tevere") blev ifølge historikeren Procopius (ca. 500-565 efter Kristus) opsat i 537 under den 18 år lange gotisk-byzantinske krig af den byzantinske General Belisarius. Han holdt her i peridoen 535-555 Rom for den byzantinske Kejser og modstod flere belejringer af de gotiske tropper. For at sikre beboerne og hæren fødevarer lod han opsætte en lang række møller, således at der af det korn, man dyrkede i og omkring byen, kunne males mel til brødbagning.
Procopius fortæller, at de første møller opsattes ved Pons Valentinianus (nutidens Ponte Sisto) og at Belisarius lod opsætte lange reb, som blev spændt ud mellem flodens bredder. Til disse reb fastgjordes der på det sted, hvor flodens vand fossede kraftigst, 2 både med kun 2 fods afstand. I hver båd indrettedes 2 møllesten og midt i lod Generalen ophænge et spil, som kunne trække møllestenene. Dette lod han udføre flere steder på floden, så byen ikke kom til at mangle mel.
Vandkraft brugtes allerede tidligere til drift af kornmøller og efter at Kejser Trajan (98-117 efter Kristus) havde ladet bygge den akvædukt, som kom til at bære hans navn, Aqua Traiana, og ledte vand fra et bjergområde udenfor byen og ind til Gianicolohøjen til området ved nutidens kirke San Pietro in Montorio, hvorfra det fossede ned ad højskråningen mod Tiberen, blev vandkraften herfra også udnyttet i flere vandmøller på denne strækning.
De mange akvædukter forsynede også Rom med drikkevand, men under den gotiske hærfører Witigis' belejring i 537 forsvandt disse ressourcer. Witigis lod nemlig akvædukterne ødelægge for at også mangel på vand - såvel som på fødevarer - skulle få byens forsvarere til at overgive sig. Ødelæggelsen skete ved at hugge hul på vandrørene og de tomme rør frem mod Rom kunne nu måske bruges som en måde at liste sig ind i byen på. Belisarius så sig derfor nødsaget til at tilmure akvæduktledningerne og romerne måtte gå over til at hente vand i Tiberen.
Med de ødelagte akvædukter stoppede også vandmøllerne på Gianicolo og Belisarius udtænkte derfor det ovenfornævnte system med de flydende møller, forankret på de steder, hvor flodens strøm var stærkest. At disse møller opsattes lige syd for Ponte Sisto skyldes, at begge sider af dette område var beskyttet af de gamle bymure og møllerne kunne derfor overvåges og forsvares herfra. Efterhånden opsattes der vandmøller langs flodbredderne helt ned til Tiberøen og de vedblev at være i brug helt op til slutningen af 1800-tallet, da Tiberen blev inddæmmet og flodbredden nærmest forsvandt bag de høje mure.
Af de ældste møller er der ikke meget tilbage. Der er fundet nogle rester, men ellers er vi henvist til tegninger og malerier, samt skriftlige omtaler fra senere tider.
De nævnes i en kilde fra 1300-tallet og ses på en tegning fra et tidspunkt mellem 1485-1514. Der er tale om vandmøller lidt nord for Ponte Fabricio og en tegning af Hieronymus Cock fra omkring 1530 viser 2 møller på samme sted. Vi befinder os her ud for kvarteret Rione Regola og på et gammelt kort af Maggi fra 1625 ses møllerne tøjret ud for den nu forsvundne kirke Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola. Vandmøllerne kan også ses på mange andre af de historiske Rom-kort. På Nolli-kortet fra 1748 ses der f.eks. en lidt længere mod syd - ud for kortets nr. 752 - samt mange omkring Tiberøen og på Trastevere-siden. Det var antagelig den, der kaldtes "Mola di Sant'Andrea al Portone delli Hebrei" : "Sant'Andrea-Møllen ved Jødernes Port", da den lå på højde med en af portene i den mur, som fra 1555 til 1848 begrænsede de romerske jøders liv til det lukkede Ghetto-område. I 1746 omtales den også som "Mola di Ghetto". Den lader til at være forsvundet allerede i begyndelsen af 1800-tallet, da den ikke findes omtalt efter 1810.
Der fandtes endnu flere vandmøller opsat på den modsatte flodbred ud for Trastevere-området. De sidste af disse forsvandt først efter den voldsomme oversvømmelse i 1870, hvorefter inddæmningen begyndte. Der var så mange møller på denne side af Tiberøen, at Ponte Cestio simpelthen fik tilnavnet "Ponte Ferrato" : "Jern-broen" eller "den jernbeslåede bro", på grund af de mange jernkæder, som holdt møllerne på plads.
Og det var nødvendigt med de kraftige forankringer, for det hændte ikke så sjældent, at flodens rivende strøm førte en mølle bort og kun ramperne og trapperne blev tilbage til at angive, hvor den før havde ligget. På det omtalte kort af GiovanBattista Nolli kan man faktisk et par steder se disse tomme ramper/trapper afbilledet. Løsrevne møller kunne med vandet føres ind mod land eller andre møller og anrette store skader. Der var også mange klager over, at møllerne udgjorde en hindring for vandets frie løb og dermed for andre udnyttelser, bådfart, transport og fiskeri.
Flere af vandmøllerne havde navne efter helgener eller kirker, f.eks. "Mola di San Francesco" (som lå lidt syd for Ponte Cestio), "Mola della Santissima Annunziata", Mola di Santa Maria", "Mola di San Nicola", "Mola di San Bartolomeo", "Mola di Sant'Elena", og lignende. Der findes hentydninger til møllerne i gamle stednanve: Via delle Mole nell'Isola di San Bartolomeo og Via della Mola di San Francesco nell'Isola Tiberina, samt i det endnu ekstistrende Via delle Mole de' Fiorentini, en lille gade som løber oppe ved Lungotevere dei Fiorentini.
Møllerne kunne male op til 4500 kilo korn om dagen og mølleejerne og -medarbejderne organiserede sig i et laug kaldet "Corporazione Romana Molendinariorum". De samledes også i et religiøst lægbroderskab, der i Kirken San Bartolomeo sull'Isola, fik overladt brugen af et kapel, Cappella di Sant'Adalberto, som de lod bemale med motiver fra deres arbejde.
Udover de flydende vandmøller eksisterede der gennem tiden også en række landfaste vandmøller (ï molini terragni"), som stod både på skråningerne mod Tiberen og langs selve floden. De aktiveredes enten af flodstrømmen eller af vand fra akvædukterne. Hvor de flydende vandmøller udgjordes af pramme og overbygninger i træ, var de landfaste opført i mursten og de var også ofte større, i flere etager, og havde flere småbygninger omkring sig, måske lader og stalde - og gerne en nem adgang til landevejene.
I 1810 optaltes antallet af vandmøller til 9, hvoraf de 6 lå omkring Ponte Rotto. En af dem malede korn, mens 2 malede garvestoffer og 3 materialer til farvestoffer. Der lå én mølle ved San Bartolomeo all'Isola og her maledes også garvestoffer, mens 2 møller ved Ponte Cestio malede andre kornsorter.
Samtidig stod der ved flodbredden 2 landfaste møller, som fik vand fra akvædukterne Acqua Paola og Acqua Felice. Den første malede garvestoffer og den anden korn. Ialt skal der i 1824 have været 14 møller langs flodbredden. Blandt andre en i Via delle Mole di San Bartolomeo på Tiberøen og en i Vicolo della Scalaccia 11 i Trastevere. Samt en ved Ponte Rotto og en i Via di Porta Leone, ved Porto di Ripetta. Denne sidste næredes af overflodsvand fra Trevi-fontænen. Endelig var der også en ved Via dei Pettinari ved den skaldte Arco di Ponte Sisto. Den fik vand fra Acqua Paola ligesom murfontænen i samme gade, den såkaldte Fontana di Ponte Sisto.
Af flydende møller på dette tidspunkt kan nævnes: en ved Ponte Rotto og en forankret ud for Via delle Mole dell'Isola di San Bartolomeo, samt en på Trasteveresiden, udfor Vicolo del Muro Nuovo.
Litteratur om Vandmøller på Tiberen:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Giustini, Laura: I molini lungo il Tevere a Roma agli inizi dell'Ottocento. -- i: Mélanges de l'école francaise de Rome, Année 2006, 118-1, pp.53-59. + på Internet.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Lombardo, Alberto: Vedute degli antichi ponti di Roma, attraverso i secoli. (Vedute Urbane). Roma, Palombi Editori/Il Nartece, 2006.
- side 37-44.
Rendina, Claudio: Guida insolita ai misteri, ai segreti, alle leggende e alle curiosità del Tevere, il fiume di Roma. Newton & Compton Editori, 2003.
- side 163-164.
Tagliaferri, Alberto e Valerio Varriale: I ponti di Roma. 1. edizione. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 347).
- side 121-135.
annazelli.com: Molini di Roma sul Tevere (scomparsi).
Isola Tiberina: I molini sul Tevere.