|
|
|
|
|
En barber eller frisør kaldtes på latin: "tonsor" (flertal: "tonsores"). Ifølge ordbogen kommer det af verbet "tondeo", der betyder "jeg klipper / skærer" og en tonsor var "især en barber og hårskærer (som foruden at klippe skæg og hår også skar folks negle)". Afledt var ordet "tonsorius": noget som hører til en barber eller hårskærer og "tonsus", som var en "klipning, snit på håret, frisure". De senere katolske munkes "tonsur" er også afledt heraf. Antikkens barber arbejdede måske i en "tonstrina", en "barberstue", med en ragekniv, en "culter tonsorius" eller en "novacula", som var "en skarp kniv, især en ragekniv". Mens tonsor'en var en mand, fandtes der også kvindelige frisører og barberersker kaldet tonstrices (i ental: tonstrix). En sådan kunne åbenbart omtales nedladende som "tonstricula": "en ussel barbererske, barberjomfru". Udtrykket "esse in tonstrina", at være i barberstuen, dvs. at blive barberet, blev spøgefuldt brugt om at "blive taget ved næsen". Barberens metier er oldgammel og ifølge Plinius kom den første tonsor til Rom fra Sicilien i Republikkens tid. I den ældste tid lod både grækere og romere skægget stå, men ifølge Carcopino (se litt.note nedenfor) begyndte de første at barbere sig i 300-tallet efter Alexander den Stores eksempel og romerne omkring 100 år efter. Og efterhånden blev det sædvane at barbere sig hver dag. Velhaverne ansatte en tonsor, som kunne klare sagen derhjemme, mens andre måtte ud i byen, til en tonstrina. Jérôme Carcopino (se litt.note nedenfor) har i sin bog et langt kapitel om, hvorledes det foregik "hos frisøren" i det 2. århundrede efter Kristus. Hvorledes kunderne sad og ventede på bænke udenfor "salonen", mens en kunde blev sat på en skammel og fik lagt en stor eller lille serviet (mappa eller sudarium) over sig - eller måske en frisertrøje (involucre). Barberen var "omgivet af smiskende hjælpere (circitores)" og klippede kundens hår eller rettede det til. Carcopino skriver, at tonsorens priser var "så høje, at man både i Juvenals satirer og Martials epigrammer til stadighed møder typen på den forhenværende tonsor, der efter at have skabt sig en formue forvandles til en højt respekteret ridder eller til en rig grundejer". Klipningen blev udført med en simpel jernsaks, en "forfex", som ikke var i stand til at klippe særligt jævnt. I perioder dikterede moden i stedet håret lagt i krøller med en kam eller et krøllejern. Udover hårklip og barbering havde tonsor'en også til opgave at "hælde tinkturer og parfumer på de møjsommeligt frembragte lokker, gnide sminke på kinderne", sætte "skønhedspletter" på og lignende behandlinger. Da glatbarberingen var normen, måtte mændene selvsagt underkaste sig tonsor'en hver dag, trods det at de anvendte knive på en blot med vand fugtet hud ofte var lidt af en tortur. Men af skulle skægget og første gang dette skete for en ung mand var en højtidelig stund, som kaldtes "depositio barbae". For nogle unge faldt denne dag sammen med den dag, hvor de for første gang blev iklædt deres "toga virilis", den voksne mands toga. Begivenheden blev fejret med fester for familie og venner alt efter økonomisk formåen. Det afklippede skæg blev ofret til guderne eller bevaret i en beholder på hjemmets alter for familiens larer. Det var ikke bare ligetil at nedsætte sig som tonsor. Først kom en lang læretid hos en mester, inden den håbefulde lærling kunne opnå "retten til at åbne en barberstue på egen regning". Tonsorerne samledes - ligesom andre håndværkere - i begravelsesforeninger, de såkaldte Kollegier - i dette tilfælde Collegium Tonsorum. Tonsorerne nævnes flere gange i Antikken - i litteraturen blandt andet hos Plinius, Juvenal og Martial - og på indskrifter som nedenstående: "Asellus servus Praeiecti - officialis praefecti annon(e)s, foras muru exivi, tene me, - quia fugi, reduc - me ad Flora - ad tosores" (ILS 8727). Ifølge teksten skulle tonsorerne have en "statio", kontor eller mødested, ved Flora-Templet i nærheden af Circus Maximus. "Pollia C.>.l. - Urbana ornat de - Aemilianis, ollas II. - M. Calidius M.l. tosor - Apoloni de Aemilianis" (ILS 9427). Indskriften er fundet udenfor Bymuren mellem Porta Salaria og Porta Pinciana og omhandler blandt andet en (Pollia) Urbana, frigiven af Gaius, som var frisørinde (ornatrix) og en Marcus Calidius, frigiven af Marcus, som var barber (tonsor - her "tosor"). "P. Petronius - P. l. Philomusus - tosor de vico Scauri - In fr. p. XII, - in agr. p. XVI" (ILS 7619). Stenen er fundet i Rom ved Via Appia og fortæller om størrelsen på et gravsted tilhørende en tonsor i Vicus Scauri. (Publius(?) Petronius, frigiven af Publius Philomusus, barber i Vicus Scauri (ejer dette gravsted på et areal af ) 12 fod i front og 16 fod i dybden). I begyndelsen af det 2.århundrede begyndte det atter at blive mode at lade skægget stå, men håret - og skægget - skulle jo stadig klippes og tilrettes, så der var stadig brug for tonsorerne, hvis sammenslutning i Middelalderen kaldtes Università dei Barbieri eller Collegio dei Barbieri. Fra 1440 dannede de også et religiøst Broderskab kaldet Confraternita dei Barbieri.
Litteratur om Tonsor: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|