|
|
|
|
|
Det første Hellige År i den Katolske Kirke var år 1300, hvor Pave Bonifacius VIII indførte, at alle pilgrimme, der besøgte Rom i løbet af dette år, ville opnå fuldt aflad for alle deres synder ("indulgenza plenaria"). Dette år kaldte Paven for "Anno Centesimo di indulgenza" : "Hundredeåret for aflad". Men allerede 50 år efter berammede Pave Clemens VI i 1350 med henvisning til i 3.Mosebog kapitel 25 et nyt Helligt År, der denne gang kaldtes for Jubelår ("II. Anno di Giubileo"="Det 2. Jubelår"). Ordet stammer fra det hebraiske ord "jobel", der betyder et vædderhorn. Med stød i vædderhorn varslede jøderne ifølge 3.Mosebog kapitel 25 hvert 50.år et særligt år, hvor trælle blev frigivet og jorden skulle hvile. ("Herren talte til Moses på Sinajs bjerg og sagde:.... Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken....." citat fra Bibelselskabet: Bibelen Online) Og som det var tilfældet med Det Hellige År 1300, der opstod for at efterkomme en folkelig bevægelse og ikke på paveligt initiativ, var det heller ikke Pave Clemens VI, der fik idéen til at hvert 50. år skulle være Jubelår, men derimod befolkningen i Rom, der insisterende efterspurgte et nyt Helligt År. Som talsmand for det folkelige ønske trådte digteren Francesco Petrarca frem. Han var blevet digterkronet på Capitol i 1341 og følte sig som romersk æresborger og udtrykte derfor folkets ønske for Paven: "Hvem kan se frem til så langt et liv som 100 år?" spurgte han, og bad: "Tillad dog dette, som Rom bønfalder og trygler dig om". Ydermere drog en delegation af romere i 1343 til Paven, der dengang havde residens i Avignon, dels for at hylde den nyvalgte Pave og dels for at fremføre folkets bøn. Udsendingene var ledet af Senatorerne Stefano Colonna og Bertoldo Orsini, samt Iacopo, lærer ved Santo Spirito, og notaren Cola di Rienzo, og talte ialt 6 romerske adelsmænd, 6 romere af det bedre borgerskab og seks af de almindelige indbyggere. Romernes argumenter og insisteren gjorde indtryk på Paven, som berammede det "II Anno di Giubileo" i bullen "Unigenitus Dei filius", som blev udstedt den 27. Januar 1343, men først udsendt flere år senere, nemlig den 18. August 1349 sammen med et følgebrev til 50 Biskopper. I bullen fastlagde Paven, at Jubelåret begyndte den 24. December 1349 og sluttede den 24. December 1350, at alle de, der rejste til Rom og besøgte apostel-basilica'erne (Peterskirken og San Paolo fuori le Mura) samt denne gang også San Giovanni in Laterano, én gang om dagen i 30 dage, hvis de var indfødte romere, og i 15 dage, hvis de var tilrejsende, ville kunne opnå fuldt aflad. Dog gav Paven også aflad til dem, der døde under rejsen, og til dem, der var ude af stand til at kunne foretage det foreskrevne antal besøg. Optakten til Jubelåret var ikke god. Allerede i løbet af 1348 var en voldsom pestepidemi ved at brede sig i hele Europa. Den startede i Østen og bredte sig derefter til Sicilien, Pisa og Genova og resten af Italien og krævede utallige dødsofre. Ja man mener, at en trediedel af Europa's befolkning døde under denne epidemi. Rom blev dog på mirakuløs vis ikke så hårdt ramt og som tak lod romerne opføre en marmortrappepå Capitol-højsiden op til Kirken Santa Maria in Aracoeli. Rom blev dog ikke sparet for andre ulykker, da en voldsomt jordskælv - det kraftigste nogensinde - ramte byen den 9. September 1349. Rystelserne var så kraftige, at mange huse i Lateranområdet, flere kirker og klokketårnet på San Paolo fuori le Mura til dels styrtede sammen, taget på San Giovanni in Laterano ligeså, tårne faldt i grus (blandt andet mistede Torre delle Milizie den øverste trediedel) og store huller åbnede sig i gaderne. De antikke monumenter led også stor skade. Alligevel kom mængder af pilgrimme fra alle lande til Rom i løbet af Jubelåret, som føltes som et tegn på at Guds vrede havde lagt sig. Man mener, at antallet af besøgende har været på omkring 2 millioner. Jubelåret begyndte altså den 24. December, men det var ikke Paven, der "gav startskuddet", for han opholdt sig stadig i Avignon og kom heller ikke til byen i årets løb, da han havde hænderne fulde med fredsforhandlinger mellem Frankrig og England. I stedet sendte han 2 Kardinaler til Rom som sine repræsentanter: Guido af Boulogne og Annibaldo di Ceccano (også omtalt som Annibaldo Caetani da Ceccano), som kom rejsende med et stort og kostbart følge på blandt andet 600 bevæbnede ryttere. Og det blev Kardinal Annibaldo, der åbnede Jubelåret i Peterskirken. Pavens fravær fra Rom var allerede et økonomisk tab for byen, så nu forsøgte de handlende at få noget fortjeneste på den store tilstrømning af pilgrimme. De forbød derfor udenlandske handlende at indføre varer og sælge disse til pilgrimmene. I stedet satte de lokale deres priser op - og det gjaldt også herbergerne. Og de penge, som pilgrimmene gav til apostelgravene, beholdt kannikerne ved San Pietro til eget forbrug, skønt Clemens VI ønskede, at de skulle bruges til reparation af de kirker, som var blevet skadet under jordskælvet. Vel ankommen til Rom var en af Kardinal Annibaldo's første handlinger at afsætte og fængsle skriftefædrene, som var begyndt at sælge sakramentet ved skriftemålene. Derpå gjorde han forskellige andre foranstaltninger, blandt andet ændrede han antallet af dage, der var foreskrevet til besøg i kirkerne, fra 30 for romere og 15 for tilrejsende til blot en enkelt dag, hvor den troende så til gengæld skulle besøge alle tre kirker. På denne måde behøvede pilgrimmene ikke opholde sig så længe i Rom - og det faldt romerne for brystet, da de så deres indtægter forsvinde. Så Kardinalen blev offer for romernes vrede og en sommerdag, hvor han var på vej til San Paolo fuori le Mura, blev han ramt af en pil, men slap mirakuløst fra attentatet med livet i behold. Kardinalen lod nogle mistænkte fængsle og forbød kirkelige handlinger i en uge - og det midt i et Helligt År - hvorefter han i Juli forlod byen for at rejse til Napoli. Kardinal Annibaldo døde under denne rejse, så kontrollen over Rom overgik til Ponzio Perotti fra Orvieto. En af de mange pilgrimme, som kom til Rom i Jubelåret 1350, var den Hellige Birgitta af Vadstena, som igen og igen opfordrede Pave Clemens VI til atter at slå sig ned i Rom med hele det Pavelige administrationsapparat og hof. Af andre prominente pilgrimme kan nævnes den ungarske Kong Ludwig og digteren Francesco Petrarca. I det store og hele forløb Jubelåret planmæssigt og uden mange problemer og optøjer. Ganske vist var der så mange mennesker, at det hændte, at nogle blev dræbt i trængselen, og der var naturligivs også røvere på vejen, og det kunne være svært at finde logi. Også forsyningerne "haltede" lidt. Kød var der nok af, men folk klagede over mangel på hø, grøntsager, fisk og træ. Ikke alle pilgrimmenes minder om deres livs rejse blev altså smukke og gode, også fordi følgerne af jordskælvet stadig var synlige i form af sønderfaldne huse og kirker og ruiner i forfald. Desuden var der de høje priser, som gav indtryk af romerne som et grådigt folk, der kun var ude på at snyde de naive pilgrimme. Men blandt de gode minder var synet af Jesu ansigt på Veronica's svededug, som blev vist frem hver søndag og på alle helligdage i Peterkirken. Hvis man altså undgik at blive klemt og trampet ihjel af de mange, der prøvede at komme tæt på og få et glimt af relikviet.
Litteratur og links om Anno Santo 1350:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|