|
|
|
|
|
Det første Hellige År i den Katolske Kirke var år 1300, hvor Pave Bonifacius VIII indførte, at alle pilgrimme, der besøgte Rom i løbet af dette år, ville opnå fuldt aflad for alle deres synder ("indulgenza plenaria"). Tilsyneladende var det ikke Paven eller Kardinalerne, der fandt på Jubelåret, men en voksende opfattelse heraf blandt de troende, som senere fik den Pavelige velsignelse. Lige siden 1260 havde der blandt de troende langsomt dannet sig en idè om, at "Kirken snart var på vej ind den tredje tidsalder, Åndens tidsalder", som den var beskrevet af Gioacchino da Fiore (se litt.note 2 og 3 nedenfor). Der opstod således et stadig større behov for tilgivelse og syndsforladelse. Der var derfor allerede i starten af år 1300 - og inden at dette var erklæret for Helligt År - begyndt at komme flere pilgrimme til Rom. Året startede egentlig med en højtidelig messe i Peterskirken Fredag den 1. Januar 1300, der var en særlig højtidelig dag, da man her også tog hul på et nyt århundrede, det 13.århundrede efter Jesu fødsel. Det var ikke Pave Bonifacius VIII selv, der holdt messen, men Kardinal-Kanniken fra Peterskirken. Og hans prædiken handlede særligt om århundredskiftet, der kaldtes "Anno centesimo" ("hundredåret"). Det lader til, at der blandt nogle romere eksisterede en opfattelse af, at et sådant "hundredår" var særligt helligt og at et aflad opnået i et sådant år enten gav tilgivelse for alle synder eller i hvert fald tilgivelse for de næste hundrede år. Rygtet spredtes nu hurtigt i Rom om at den, der på denne dag besøgte Peterskirken og Apostlens grav, ville opnå tilgivelse for alle sine synder. Langsomt begyndte folk at begive sig mod Kirken og i løbet af aftenen samledes en enorm skare af troende omkring alteret. Særligt den 4. Februar, hvor man plejede at fremvise Veronica's svededug i Kirken, var tilstrømningen enorm. Veronica's svededug var et af de allerhelligste relikvier, ja Pave Nikolaus IV var endda gået så vidt at erklære, at dette relikvie var vigtigere end selve Sankt Peters grav. Kardinal Iacopo Gaetano Stefaneschi fra Kirken San Giorgio in Velabro overværede begivenheden og har berettet om den i skriftet "De Centesimo su Jubileo anno liber". Tilstrømningen af troende, der bad ved Apostlens grav, fortsatte med at vokse, og Bonifacius VIII satte derfor en eftersøgning i gang i de kirkelige arkiver for at finde dokumenter om tilsvarende jubelår afholdt i år 1200 eller år 1100, som de troende henviste til, men fandt intet nævnt om sådanne hellige år. Han besluttede derfor at starte en ny tradition for et "Anno centesimo di indulgenza" : "Hundredår for aflad" og den 16. Februar samlede han Kardinalerne i Palazzo del Laterano for at vedtage bullen "Antiquorum habet fida relatio", som derpå blev kundgjort fra San Pietro den 22. Februar, festdagen for "Cattedra di San Pietro". Bullen blev overdraget til kannikerne ved Peterskirken. Desuden blev der skrevet flere kopier af den og disse blev rundsendt til hele den katolske verden sammen med et forklarende brev, udfærdiget af den Pavelige skriver Silvestro. I dette brev henvises der også til det gammeltestamentlige Jubelår. Desuden tilføjedes et vers på tre linier, som også blev indgraveret på sten langs pilgrimsvejene. Teksten lyder: "Annus centenus - Romae semper est jubilenus", "Crimina laxantur - cui poenitet ista donantur", "Hoc declaravit - Bonifacius et roboravit". ("Hvert hundrede år er altid Jubelår i Rom", "Al brøde ophæves og den, der angrer, vil få tilgivelse", "Sådan bestemte og bekræftede Bonifacius"). Mange af disse vejsten er bevaret og teksten findes også på den vandrette bjælke over den højre dør til Domkirken i Siena. Teksten i bullen kan også ses på en indskrift til højre for den midterste dør i Peterskirkens indgangshal. Stenen stammer fra den gamle Kirke og det var Bonifacius VIII selv, der ønskede den opsat. Paven ønskede også begivenheden foreviget på anden måde og sendte bud efter maleren Giotto, som udførte en fresko til den nu nedrevne benediktionsloggia i San Giovanni in Laterano. Her ses Paven, som berammer Jubelåret fra Loggia delle Benedizioni på Palazzo del Laterano, hvor han havde sin residens. Loggia'en var dækket af tæpper ("drappi di seta e d'oro", skriver Kardinal Stefaneschi: "tæpper af silke og guld") og Caetani-familiens våben (Bonifacius VIII var af denne familie) og den højtidelige berammelse foregik ved at Paven og Kardinal Francesco Caetani overværede, at en kannik oplæste den pavelige bulle. Fresken kan idag ses i Kirkens højre sideskib. Mario Sensi (se litt.note 1 nedenfor) nævner, at teksten på fresken ikke refererer til bullen "Antiquorum habet", men til en anden bulle, som Paven udsendte samme dag. I denne "Nuper per alias"-bulle udelukkede Bonifacius VIII alle den Katolske Kirkes modstandere fra muligheden for at opnå aflad under Jubelåret! Blandt de udelukkede var folk, der handlede med "saracenerne" (muhammedanerne), som i 1291 havde erobret Acri og derved forhindrede de kristne i at rejse til Det Hellige Land, de to kardinaler af Colonna-familien, som paven tidligere havde lyst i band, og Federico d'Aragona og hans sicilianske støtter i kampen mod Karl af Anjou. Betingelserne for at opnå aflad var i bullen fastsat til 30 besøg og bønner i kirkerne San Pietro og San Paolo fuori le Mura for romerne og 15 besøg for tilrejsende. Desuden fastsatte den, at Det Hellige År skulle løbe fra den 25. December 1299 til den 24. December 1300. Og da det var hundredåret for Kristi fødsel, fastslog bullen også, at de næste hundredårsdage skulle fejres på samme måde, sådan at alle, der skriftede, angrede deres synder, og besøgte kirkerne San Pietro og San Paolo det ovenfornævnte antal gange under et Helligt År, skulle opnå fuldt aflad. Begejstringen for Jubelåret og muligheden for at få fuldt aflad bredte sig i hele Europa og store menneskemængder bevægede sig mod Rom fra alle verdenshjørner. Ikke nogen konger og prinser, men masser af almindelige mennesker, unge og gamle, kvinder og mænd, rige og fattige - men flest fattige - og mange kom fra afsides liggende landsbyer. Man kender hertil fra forskellige notar-protokoller, blandt andet var det almindeligt, at folk fik skrevet deres testamente, inden de begav sig ud på så lang og farefuld en færd. Andre lod efter hjemkomsten udføre en mindesten, som blev indmuret i deres hus, som det kan ses i Firenze i Via Giovanni da Verazzano nr.14, som måske har tilhørt en vis Ugolino og hans hustru. (se foto på Wikipedia) En anden grund til den store tilstrømning til Rom, var at det ikke var muligt at drage på pilgrimsfærd til det Hellige Land. Og så mange pilgrimme kom der til byen, at flere blev dræbt i trængselen. Sensi (se litt.note 2) skriver, at "halvdelen af den vestlige kristne verden havde været i Rom under Jubelåret". Men Paven havde sørget for en god styring og der var ingen mangel på forsyninger og heller ikke nogle uroligheder. Fødevarepriserne blev holdt på et rimeligt niveau, men ifølge nogle af pilgrimmene var priserne på herberger og på hø til heste og æsler temmelig høje. Desuden skulle der lægges en skilling, når man besøgte kirkerne, og nogle berettede om, hvorledes 2 kanniker stod dag og nat i Peterskirken og samlede penge ind. Folkeviddet lavede snart den ene linie i pilgrimsverset "Crimina laxantur - ...." om til "Crimina taxantur - ....", hvilket ændrede betydningen fra "Al brøde ophæves..." til "Al brøde beskattes....". På dette tidspunkt var der endnu ingen kirker, som havde en særlig indgang til de pilgrimme, der kom til byen i løbet af Jubelåret, og det var kun ved besøg i kirkerne San Pietro (Peterskirken) og San Paolo fuori le Mura, at man kunne opnå aflad. Hver fredag og hver helligdag lod Paven fremvise Veronica's svededug i Peterskirken og disse fremvisninger tiltrak et stort antal pilgrimme. Det Hellige År afholdt dog ikke Bonifacius VIII fra som sædvanligt at flytte væk fra Rom i de varme og malaria-truede sommermåneder. Fra April til Oktober opholdt han sig på familiegodset i Anagni, mens de af ham udnævnte "Senatorer", Gentile Orsini og Riccardo Annibaldi, samlede en hær og erobrede Tuscania. Det var åbenbart ikke uforeneligt med Det Hellige År at føre krig. Efter Det Hellige År's afslutning den 25. December 1300 gav Bonifacius VIII yderligere aflad til alle de pilgrimme, der endnu var i Rom, samt til dem, der var blevet forsinkede eller forhíndrede - eller var døde - på rejsen.
Litteratur og links om Anno Santo 1300:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
