ANNAS ROM GUIDE
Historien om tårnene i Rom

Rundt omkring i Rom kan man stadig se mange rester af de utallige befæstede tårne (på italiensk: "torri"), som stod overalt i byen i Middelalderen. Disse tårne dominerede i den grad det middelalderlige bybillede, at Rom ligefrem fik tilnavnet "Roma Turrita" ("Byen med tårnene") og mange steder i byen opkaldtes også herefter, for eksempel "Campo Torrecchiano" nede ved Foro Romano eller Via Tor de'Conti efter det tårn, som man stadig kan se ved den pågældende gade.

Op mod 300 tårne mener man, at der har været. De var enten selvstændige bygninger eller gamle ruiner, som var blevet reparerede, udbyggede og befæstede, fordi de bestod af solide mure og fordi de var høje og derfor gode som udsigtsposter.

De romerske middelaldertårne brugtes nemlig i krigsøjemed. Middelalderen var en tid med mange konflikter, der var kampe mellem forskellige partier i byen, i starten var det mellem partiet, der støttede den byzantinske Kejser, og partiet, der ønskede en vestlig politik. Senere blev det kampe mellem partiet, der støttede den tysk-romerske Kejser og partiet, der støttede en Kejser-uafhængig pave, eller mellem to romerske adelsfamilier, som hver især ønskede sig magten i Rom og derfor ønskede at sætte en af deres egne på Pavetronen. Det var familier med navne som Frangipane, Annibaldi, Capocci, Conti og mange andre.

Især i årene 900-1300 førte disse adelsfamilier sig frem og det skete ikke så sjældent, at et parti overfaldt en pave fra modstandernes parti. Ofte måtte sådan en pave flygte til et opholdssted udenfor Rom, indtil forholdene blev ham gunstigt stemt igen. (Det var f.eks. tilfældet med Pave Gelasius II, som Cencio Frangipane og hans "hær" overfaldt mens paven var ved at sige mesee i Kirken Santa Prassede).

Mange af disse tårne er blevet ødelagt i tidens løb, enten ved selve kampene eller ved brande eller jordskælv, men især blev en meget stor del revet ned efter ordre af senatoren Brancaleone degli Andalò i 1252. Af de tilbageværende blev flere senere indbygget i de palæer, der byggedes overalt i Renæssancen. Omkring 50 tårne kan stadig ses idag, enten indbygget i et hus eller palæ eller frilagt og frit stående i gadebilledet.

- Se en oversigt over de romerske tårne -


Litteratur om tårnene i Rom:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
La Grande Enciclopedia di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2003.
- side 1246.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 3.4.2005 og sidst opdateret d. 27.6.2005