|
|
|
|
|
Det sjette Jubelår i den Katolske Kirke blev året 1450 og det faldt derfor ind under 50-års intervallet mellem Jubelårene, som omtales i 3.Mosebog, kapitel 25, hvor der blandt andet står: "Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer". Jubelåret 1450 kaldes det "VI Anno di Giubileo" og det kom til at falde på et godt tidspunkt for den Katolske Kirke og Rom. Et tidspunkt med ro og økonomisk fremgang efter de hårde år med først Pavernes flytning til Avignon og bagefter Det Store Skisma, der havde udmarvet byen. Jubelåret blev berammet af Pave Nikolaus V med bullen "Immensa et innumerabilia", som han udsendte den 19. Januar 1449. Bullen blev læst op i Peterskirken, hvor Paven selv var til stede under den højtidelige ceremoni. Den indeholder nogle betragtninger over Himmelens gaver og Pavens magt til at give syndsforladelse. I bullen annullerede Nikolaus V det interval på 33 år mellem Jubelårene, som Pave Urban VI havde fastlagt, og dekreterede genoptagelse af 50-års-intervallet. Paven bekræftede at alle, der angrede og skriftede, samt foretog de foreskrevne kirkebesøg i kirkerne San Pietro (Peterskirken), San Paolo fuori le Mura, San Giovanni in Laterano og Santa Maria Maggiore under Jubelåret, ville kunne opnå fuldt aflad. Desuden fastlagdes det i bullen, at Jubelåret skulle vare fra Julen 1449 til Julen 1450. Endelig opfordrede Nikolaus V alle til at forberede sig og deltage i Jubelåret. Som hjælp hertil udnævnte han en række prædikanter, især af Franciskaner-Ordenen, blandt andre Roberto da Lecce som skulle prædike i Rom. En række præster fik særlige beføjelser og der blev givet retningslinier for, hvem der kunne modtage aflad uden at komme til Rom, og hvilke betingelser, der i givet fald skulle være opfyldt. I Rom skulle romerne besøge de 4 basilica'er i 30 dage, mens tilrejsende fra omegnen skulle besøge dem i 15 dage, og folk fra andre lande ("oltramontani": folk fra den anden side af bjergene) kunne nøjes med 8 dage. Jubelåret begyndte den 24. December 1449 og lige fra begyndelsen var tilstrømningen af pilgrimme enorm. Det fortælles, at 40.000 pilgrimme hver dag cirkulerede rundt mellem kirkerne. Det var et problem med de mange besøgende, selvom man havde forsøgt at være godt forberedt. Snart kunne møller og ovne ikke følge med til at forsyne så mange mennesker med mel og brød hver dag. Paven så sig derfor nødsaget til at forkorte besøgstiden til 3 eller 5 dage. For at glæde de mange besøgende befalede Paven, at Veronica's Svededug skulle fremvises hver søndag i Peterskirken, hvor Paven også velsignede alle de fremmødte, og at San Pietro og San Paolo's hovedskaller skulle fremvises hver lørdag i San Giovanni in Laterano. (De var indsat i kunstfærdigt udførte buster i forgyldt sølv, dekoreret med ædelsten, som desværre blev smeltet om i 1797, da der skulle samles penge ind til at betale fredsaftalen ved Tolentino). Desuden skulle alle kirkernes relikvier stå fremme. I begyndelsen af foråret 1450 ebbede pilgrimsstrømmen lidt ud, men ved Fastetid tog den til igen, og der kom så mange pilgrimme, at mange ikke kunne finde logi og måtte sove på marker og i vingårde rundt omkring. Heldigvis var vejret mildt og godt. I løbet af Påsken kom der endnu flere tilrejsende, så mange at det blev et problem i gaderne, da der kun var en vej, ad hvilken man kunne komme til og fra Vatikanet, og den gik over den smalle Ponte Sant'Angelo. Pilgrimmene dannede ligefrem kø på broen og det kunne blive sent, inden de kom frem. Menneskemængden var så stor, at soldaterne fra Castel Sant'Angelo af og til måtte gribe ind for at få den til at spredes, så ingen skulle komme til skade. Der kunne til gengæld opstå det problem, at rejseselskaber og familier blev væk fra hverandre, eller at de ikke kunne komme frem, men måtte sove under buegange eller langs flodbredden. Først i Maj måned blev trængselen lidt mindre. Et af de store tilløbsstykker for pilgrimmene var helgenkåringen af San Bernardino da Siena, som fandt sted den 24. Maj, Pinsedag, i Klosteret ved Kirken Santa Maria in Aracoeli på Capitolhøjen. Samtidig hermed afholdt Franciskaner-Ordenen møde og mere end 2.000-3.800 (antallet varierer hos vore kilder) munke fra hele Europa mødtes her i Rom. Denne tilstrømning gjorde naturligvis ikke trængselen i Rom mindre. Den florentinske handelsmand Giovanni Rucellai var i Rom med sin familie og fortæller, hvorledes alle om morgenen steg til hest og besøgte de 4 basilica'er, hvorefter de spiste til middag og brugte eftermiddagen på at besøge antikke monumenter og ruiner. Så kom sommeren og med den endnu en gang pesten. Mange mennesker døde i Maj og Juni måned og de, der kunne, flygtede fra byen. Også Pave Nikolaus V forlod Rom og rejste til Fabriano for at tilbringe den varmeste tid der og først vende tilbage til byen den 25. Oktober, da den værste hede og sygdomsfare var overstået. Om efteråret og i begyndelsen af vinteren kom der stadig utroligt mange pilgrimme til byen. Og den 19. December skete der en frygtelig ulykke. En stor menneskemængde var på vej til Peterskirken for at se Veronica's Svededug og modtage Pavens velsignelse. Men det var blevet sent og ceremonien blev udskudt til dagen efter. Pilgrimmene begyndte derfor hjemturen - tilbage over Ponte Sant'Angelo, der dengang hed Pons Adrianus og var meget smal. Desuden var begge sider optaget af butikker og boder. Pludselig begyndte nogle heste at blive urolige på grund af de mange mennesker og lyde, de stejlede, løb løbsk, ind i menneskemængden, der ikke havde mulighed for at komme væk. Folk skubbede på fra Vatikansiden for at komme hjem, mens andre fra bysiden ville over, nogle ville væk fra hestene.... og som man kan tænke sig, gik det grueligt galt. Mange mennesker blev trampet ned, klemt, faldt under hestenes hove - andre prøvede at komme væk, de sprang ud i floden - men mange druknede. Endelig lykkedes det en deling soldater at få menneskestrømmene til at stoppe og dele sig, men 172 døde blev samlet op og lagt til identifikation i Kirken San Celso og på kirkegården Campo Santo Teutonico. Så var det op til deres pårørende og venner at identificere de døde, som derefter blev begravet i San Celso, bortset fra seks, som blev begravet i Santa Maria sopra Minerva. Nikolaus V var dybt berørt af ulykken og dekreterede sjælemesser læst for alle de døde. Ulykken fik også Paven til at sætte gang i projekter om fornyelse af tilgangsvejene til Peterskirken, så en lignende katastrofe ikke igen skulle indtræffe. Den 24. December 1450 sluttede Jubelåret, som trods alt havde været en meget stor succes og fyldt Kirkens slunkne kasser. De mange penge brugte Nikolaus V derpå til nybyggeri og indkøb af bøger til det, der senere skulle blive til Vatikan-Biblioteket.
Litteratur og links om Anno Santo 1450:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|