ANNAS ROM GUIDE

Gaudete-Processionen

3.søndag i Advent


Den tredie søndag i Advent kaldes "Gaudete". Advent er den 4 uger lange bods- og forberedelsestid til Julen. Ordet "advent" kommer fra latin: "adventus", "at komme", og det er Jesu' komme, som vi fejrer i denne tid.

GAUDETE-PROCESSIONEN har sit navn efter de første ord i den første bøn i dagens messe: "Gaudete in Domino semper" ("Glæd Jer altid i Herren"). Dette tema stammer fra Paulus' Filipperbrev, kapitel 4, vers 4flg.: "Glæd Jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd Jer! Lad Jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær."

Messen på denne tredie søndag i Advent afholdtes fra tidlig tid i Peterskirken, man taler om at Kirken var "liturgisk station". Disse "stazioni liturgiche" fastsattes på et tidligt tidspunkt, dengang Paven boede i Lateranet og forlod denne residens for at forrette messen i byens andre kirker. På helt bestemte dage drog det pavelige følge ud på nøje fastlagte ruter til den kirke, hvor en bestemt messe skulle holdes. Her standsede optoget og Paven opholdt sig derefter i nogen tid, evt. dage, ved den pågældende kirke. Det latinske ord "statio" betyder netop "ståen - især ståen på eet sted, stilleståen" og heraf følger betydningen "opholdssted".

På GAUDETE-dagen begav Paven sig med sit følge afsted fra Lateranet og ankom til Peterskirken til aftenbønnen, Vesperen. Paven stod derefter for det natlige ritual, der bestod i en procession gennem Kirken til det daværende Cappella di San Leone, som dengang lå i Kirkens sydlige tværskib. Imens kimede kirkeklokkerne og efter en højtidelighed ved kapellets alter, hvor luften fyldtes med røgelsesduft, bevægede optoget sig gennem Kirken, gennem det sydlige sideskib, gennem "portico dei papi", og til Cappella di San Gregorio, der lå i begyndelsen af dette sideskib. Herefter gik turen til kapellerne for San Sebastiano og San Tiburzio, og tilbage gennem hovedskibet mens røgelseskarrene også blev svunget ved altrene for San Filippo og San Jacopo, foran Veronica's Svededug og i Cappella della Vergine, samt ved alteret for San Pastore. Processionen sluttede i Vatikanets Grotter foran Sankt Peters grav, hvor Paven celebrerede den højtidelige messe. (NB: beskrivelsen af denne procession stammer fra Paravicini Bagliani's bog (se litt.note nedenfor) og gælder forholdene i 1200-tallet. Vær opmærksom på, at det dengang stadig var den gamle Peterskirke, som var i brug).

Under opholdet i Vatikanet boede Paven og hans følge i et hus, der lå ved Nero's Obelisk. Efter besøget modtog Paven de pengegaver, som var indkommet ved Confessions-alteret. Desuden havde han ret til et vist beløb til dækning af udgifterne ved turen. Dette beløb var i 1200-tallet 20 soldi. Der skulle heraf både betales for heste og tjenestefolk, samt de medfølgende prælater. Kardinalerne og Lederen af Schola Cantorum, samt Diakonerne og forskellige andre gejstlige modtog på samme tidspunkt hver 5 soldi, mens Ærkediakonen fik 8 denarer og kannikerne ved Peterskirken 12 soldi.

Efter Aftenmessen i Peterskirken holdt Paven en lille "reception" for Kardinalerne og præsterne ved Kurien. Her serveredes forskellige vine og krydderier. Denne type gæstebud forekom også altid i Julen og ved Festa di San Lorenzo den 10. August.

GAUDETE-søndagen fejres stadig i den Katolske Kirke med den særlige messe som en glædens dag, hvor Jesu komme er nær. Kirkeåret er opdelt i "LITURGISKE FARVER". Farven for Adventstiden er VIOLET. Men på Gaudete-søndagen kan præsterne også bruge en ROSA farve, da bønnen "Gaudete in Domino semper", "Glæd Jer altid i Herren", opfordrer til glæde "fordi Herrens komme er nær".

 

 

Litteratur om Gaudete-Processionen:
Paravicini Bagliani, Agostino: La vita quotidiana alla corte dei papi nel Duecento. Roma-Bari, Editori Laterza, 1996.
- side 221, 230-231.
Catholic Encyclopedia: Advent.
Catholic Encyclopedia: Gaudete Sunday.
Liturgia Italiana: The Third Sunday of Advent. (Vælg advent i menuen i venstre side)
Liturgia Italiana (Blog): 12th December, Third Sunday of Advent (Gaudete Sunday).
Liturgia Italiana (Blog): The Latin of the Introits, Advent 3 - Gaudete!.
Wikipedia: Avvento.
Wikipedia: Domenica Gaudete.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 9.3.2011 og sidst opdateret d. 9.4.2011