Døgnets længde kan måles på flere måder: efter hvordan stjernerne bevæger sig på nattehimmelen (den tid det tager en stjerne at bevæge sig hen over himmelen for at komme tilbage til sit udgangspunkt), det kaldes en "stjernedag" eller en "siderisk dag". Eller efter hvordan solen bevæger sig over himmelen, dette kaldes en "soldag".

Grækerne regnede dagens begyndelse fra solnedgangen, mens ægypternes dage startede ved solopgangen. Romerne erklærede, at den gamle dag slutter ved midnat, hvor en ny dag begynder. Den gennemsnitlige længde fra midnat til midnat er 24 timer. Opdelingen i disse 24 timer skyldes babylonerne og sumererne, der allerede i år 2400 før Kristus havde opdelt døgnet i dag og nat à hver 12 timer.

Dagene samledes tidligt i uger, dette har intet med solens eller månens bevægelser at gøre, men blev opfundet for at markere tidsrummet mellem markedsdagene og ugens længde kunne derfor variere fra sted til sted. De gamle romere opererede med 7 dage, hvis navne var disse:

Mandag = dies Lunae = "månens dag", på italiensk: "lunedì".

Tirsdag = dies Martis = "(Guden) Mars' dag", på italiensk: "martedì".

Onsdag = dies Mercurii = "(Guden) Merkur's dag", på italiensk: "mercoledì".

Torsdag = dies Jovis = "(Guden) Jupiter's dag", på italiensk: "giovedì".

Fredag = dies Veneris = "(Gudinden) Venus' dag", på italiensk: "venerdì".

Lørdag = dies Saturni = "(Guden) Saturn's dag", på italiensk: "sabato" (af det hebraiske ord "sabath"= hviledag).

Søndag = dies Solis = "solens dag", på italiensk: "domenica" (af "dies dominica" = "Herrens dag").

Desuden samledes dagene i måneder, der beregnedes ud fra månens gennemløb af sine skiftende faser, der varer ca. 29 dage. Således kunne dagene nummereres indenfor de enkelte måneder. Det romerske ord "Kalendae" betegner den første dag i måneden, den dag hvor renter skulle betales. Af dette ord afledtes ordet "calendarium", der betyder "en gældsbog, en fortegnelse over renter af udestående kapital" og herfra har vi vores ord "kalender".

Ordet "Idus" betegner "den dag, som omtrent deler måneden i to dele", det vil sige omkring den 15. i måneden.

I Middelalderen brugte man ikke dagens nummer i måneden, men brugte navnet på den helgen, som fejredes på den pågældende dag.

Døgnet opdeltes yderligere i dag og nat: dagen varede fra solopgang til solnedgang og natten fra solnedgang til solopgang. Og dag og nat inddeltes derpå i 12 timer. Da der er forskel på dagenes og nætternes længde alt efter årstiden, blev de 12 timer ikke lige lange om dagen og om natten og heller ikke sommer og vinter. En time i Antikken var ikke som idag 1/24 del døgn, men 1/12 af den længde, som dagen eller natten havde på det pågældende tidspunkt.

Som man kan forstå, gav disse forskelle problemer når man skulle fastsætte et bestemt tidspunkt og for de forskellige ure, som man opfandt.

Omkring år 300 før Kristus begyndte romerne yderligere at dele dagen i 2 dele: før og efter middag. Middag hedder på latin "meridies" og formiddagen fik så betegnelsen "ante (= før) meridiem" og eftermiddagen "post (= efter) meridiem.