Modsat soluret kan vanduret også bruges om natten og i dårligt vejr, det brugtes derfor meget i hjemmene og i templerne.

Der er to typer vandure: udløbsuret og indløbsuret.

Udløbsuret er det ældste, vi kender et fra Ægypten ca. år 1400 før Kristus og det var også inddelt i måneder og med forskellig timelængde. Det fungerer ved at vandet løber ud gennem et hul i den vandfyldte beholder. Tiden måles på den mængde vand, der efterhånden er tilbage i beholderen. Et problem er her, at vandet løber med forskellig hastighed ved forskelligt vandtryk. Det kan man regulere ved hjælp af beholderens form.

Indløbsuret er en beholder, som opsamler en væske fra en anden beholder eller kilde. Her måles tiden på væskestandens højde.

Vanduret, som på græsk kaldes "klepsydra" (= "vandtyv"), vandt stor udbredelse, man har blandt andet fundet rester af et sådant på agora'en i Athen.

De varierende timelængder gav dog stadig problemer for vandurene og de kunne heller ikke bare flyttes fra et sted til et andet, da de også var afhængige af breddegradden.

I Rom brugte man blandt andet vandure til at måle at advokaterne og politikerne overholdt den tildelte taletid.

Andre slags ure, der kunne anvendes om natten og i dårligt vejr, var sanduret eller "timeglasset", brænduret, lysuret og lignende måleinstrumenter. Først i det 14.århundrede opfandt man det mekaniske ur.