|
|
|
|
|
Giuseppe Valadier var født den 14. April 1762 i Rom, men havde franske aner, da hans bedstefader, Andrea Valadier, var født i Provence Giuseppe Valadier omtales også som Giuseppe Valladier, men den første form er den mest brugte. Giuseppe's bedstefader var guldsmed og metalarbejder, faderen Luigi var guldsmed og bronzestøber, Giuseppe selv virkede både som arkitekt, arkæolog, ingeniør og guldsmed og hans søn Luigi Maria Valadier blev arkitekt. Giuseppe Valadier blev uddannet i faderens guldsmedeværksted, men hans evner som arkitekt blev snart opdaget og selve Paven støttede ham i dette arbejde. Hans fader tvang ham dog til at lære alle bygningsskunstens grundfag, men man kender ikke navnene på hans læremestre. Han modtog allerede som 13-årig en pris i den Pavelige arkitektkonkurrence, Concorso Clementino. I 1781 foretog Giuseppe en studierejse til Norditalien og Sydfrankrig og under hjemturen kom han til arbejde flere steder i Pavestaten. I 1785 begik hans fader selvmord ved at drukne sig i Tiberen og Giuseppe måtte nu definitivt vende tilbage til Rom for at videreføre familiens værksted, hvor han fremstillede alskens udstyr til Roms talrige kirker. Denne aktivitet fik ham dog ikke til at forsømme arkitekturen og han udgav blandt andet et værk om Vitruvius. I 1790 giftede Giuseppe Valadier sig med Laura Campagna og året efter blev han fader til sønnen Luigi Maria Valadier. Efter fredstraktaten i Tolentino i 1798 fik Valadier af den franske okkupationsregering til opgave at sørge for at de i Rom beslaglagte kunstgenstande blev ført til Frankrig. I en række år herefter arbejdede Giusppe Valadier for den franske regering i Rom, som arkitekt, byplanlægger og som rådgiver ved de store udgravninger - blandt andet omkring Trajansøjlen - som blev udført. Han stod også for planen om en "arkæologisk promenade" over Kejserfora'ene i 1811, samme år som han mistede sin hustru. Efter Pave Pius VII's tilbagekomst til Rom i 1814 fortsatte Valadier med sit arbejde med anlægget af Piazza del Popolo og Pincio-højen og som arkitekt for Vatikanet med mange forskelligartede opgaver, såsom festdekorationer, fyrværkeriopbygninger, reparationsrådgivning. Han foretrak derfor i 1817 at sælge sit guldsmedeværksted til Giuseppe Spagna, der var broder til Margherita Spagna, som Valadier havde ægtet samme år. I 1821 blev Valadier Professor i arkitektur ved Accademia di San Luca og her underviste han til 1837. I sine sidste år følte han sig forbigået, når yngre kollegers projekter blev foretrukket, og han valgte derfor at flytte til Frascati. Giuseppe Valadier døde i Rom den 1. Februar 1839.
Af Giuseppe Valadier's værker i Rom kender vi blandt andre: Anlægget af Piazza del Popolo (udført i perioden 1784-1816), Anlægget omkring Ponte Milvio, udført omkring 1800, ----- Torretta på Ponte Milvio (1805), Casa Lezzani i Via del Corso nr.63: facaden, Casino Valadier på Pincio-højen (1807), Kirken Santa Maria Maggiore: Døbefontslåget i bronze, udført af guldsmeden Giuseppe Spagna efter en tegning af Valadier (1826), ----- Højalteret: de 4 røde porfyrsøjler, der bærer Baldakinen, stammer fra Kirkens tidligere alter, men blev i 1823 dekoreret med spiraler af forgyldte blade af Giuseppe Valadier, ----- Krypten under Højalteret: Det nye relikvieskrin til krybberelikviet (ca.1802), Kirken San Pantaleo: facaden, Kirken San Pietro in Vaticano (Peterskirken): 2 monumentalure på Indgangsvæggen og et på hver side af Facaden (1785), Palazzo Lucernari i Via del Babuino nr.9 (nuværende Hotel de Russie) (1821), Villa Poniatowski på Via Flaminia, Villa Torlonia (1800). Litteratur og links om Giuseppe Valadier: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|