De mange historier om den gale Marchese del Grillo, som for at dulme sin kedsomhed fandt på de mest bizzarre drillerier og ondskabsfuldheder mod sine naboer, de handlende i nabolaget eller de jøder, som passerede forbi hans hus, stammer fra 1700-tallet.

Det er ikke ganske klart, HVEM denne Marchese del Grillo egentlig var. Historierne nævner ham mest som blot "Er Marchese der Grillo", altså "Greve del Grillo", af den kendte adelige del Grillo-familie, som fra 1570 kendes fra Rom, hvor de fra 1675 havde deres familieresidens i Palazzo og Torre del Grillo på nutidens Piazza del Grillo ovenfor Trajan's Marked.

Nogle historier nævner imidlertid hovedpersonen som Onofrio del Grillo, andre nævner ham som Bernardino del Grillo. Andre forslag er: Domenico del Grillo eller Cosimo del Grillo, den greve som lod familiepalæet opføre. Mest sandsynligt er det måske, at historierne relaterer til flere forskellige familiemedlemmer, der alle har været drilagtige og ondskabsfulde og haft lidt storhedsvanvid.

Nogle af de historier som fortælles i Rom om "Er Marchese der Grillo":

Da Marchese del Grillo blev gift og på bryllupsnatten så, hvorledes den blufærdige nygifte hustru beholdt sin underkjole på i sengen, stod han straks op og sagde, "Vent til jeg er påklædt ligesom du", hvorpå han klædte sig på samt iførte sig sine støvler med sporer, før han atter gik til sengs.

Marchese del Grillo var især ude efter områdets jødiske befolkning og han syntes, at det var evig sjov at kaste sten efter disse, når de passerede hans vinduer. De ramte klagede til myndighederne og langt om længe lyttede man til deres klager og indkaldte Greven til et møde, hvor man påtalte sagen. Selve Paven var involveret og Greven lovede ham, at han ville holde op med at kaste sten efter de forbipasserende, men lige inden han gik, bad han Paven om en gunst. "Åh, kan jeg dog ikke bare få lov at kaste en frugt efter dem, der går forbi, hvis jeg slet ikke kan holde mig i skindet?" "Jo, så bare en frugt" sagde Paven og Greven gik glad hjem og forsatte med sin forfølgelse. Men klagerne fortsatte også og Greven blev atter indkaldt for Paven, der bebrejdede ham det hændte. "Jamen, Deres Hellighed, jeg fik jo lov til at kaste frugter efter de forbipasserende!" undskyldte Greven sig. Paven svarede: "Ja, men jeg gav Dem ikke lov til at bruge pinjekogler som kasteskyts!", hvortil Greven replicerede: "Det er da også en frugt".

Engang tog Marchese del Grillo en stor tønde og fyldte den med guldstykker og stillede sig ned på grønttorvet med den. Og han gav sig til at råbe "2 soldi for en guldmønt! 2 soldi for en guldmønt!" Folk samledes snart omkring ham og spurgte hinanden om han mon var gået fra forstanden, når han sådan gav sit guld væk for soldi af mindre værdi. En af tilhørerne tænkte, at han var smart: hvis manden nu ikke var rigtig klog, kunne man måske få ham til at give guldstykkerne væk for endnu lavere pris. Han gik derfor hen til Greven og sagde: "Hvis jeg nu køber 2, kan jeg vel få dem for to og en halv bajocchi?". Men nu blev Greven vred og råbte: "Du kan tro nej! Her sælger jeg billige guldmønter for kun 2 soldi og så vil du alligevel prutte om prisen!". Og han tog sin tønde på ryggen og gik hjem til Palazzo del Grillo med den.

En anden gang lod Marchese del Grillo tilkalde en skomager for at bestille et par gode støvler. Skomageren tog mål til støvlerne og gik hjem for at finde skind og forarbejde det til den ønskede vare. To uger efter gik han op til Palazzo del Grillo for at aflevere støvlerne til Grevens tjener. Nu var det så kun at vente på at betalingen skulle komme, men den kom ikke, så efter flere måneders forløb gik skomageren op til Greven for at bede om sine penge. Men Greven sagde blot til ham: "Jamen, ved du ikke, at jeg aldrig betaler for mine varer?". Skomageren prøvede at ræsonnere med Greven og lovede ham endog henstand med betalingen, men lige meget hjalp det, Greven ville ikke betale, så skomageren så ingen anden udvej end at gå til retten med sagen. Men Greven ville have sin vilje og bestak advokater og dommere, så han endte med at vinde sagen. Dog kunne han bruge også denne sejr på sin egen, sære, drilagtige facon, for dagen efter lod han alle kirker i Rom ringe til begravelse. Alle blev meget bestyrtede over den megen klokkeringning og spurgte hinanden, hvem der mon var død? Paven måtte det vel være med alle de klokker? Myndighederne påtog sig at opklare mysteriet og Paven, der levede i bedste velgående, kaldte atter Marchese del Grillo til sig for at spørge, hvad meningen var. Og Greven svarede: "Deres Hellighed, jeg lod klokkerne ringe til begravelse, fordi retfærdigheden er død! Jeg burde have tabt den sag, som en skomager, hvem jeg skyldte penge, havde anlagt mod mig, men jeg vandt den ved svig og bestikkelse, så retfærdigheden er død i Rom! Derfor ringer klokkerne!".

Marchese del Grillo opholdt sig på et tidspunkt på sit landsted og inviterede her alle egnens rige herskaber til en stor fest. Her var musik og dans, fantastiske retter og underholdning, masser af fine vine og drikkevarer, og gæsterne morede og hyggede sig og tog godt for sig af retterne, så alle var trætte og (lettere) berusede, da festen sluttede og de tog hjem. Men snart mødtes de alle igen på landsbyens torv, for de kunne ikke finde deres gadedøre! I aftenens løb havde Greven nemlig ladet alle dørene mure til, så man slet ikke kunne se, hvor de havde været.

En dag stødte Marchese del Grillo på en stakkels dødrukken mand, kulsvieren Giachimone Baciccia, der lå og sov rusen ud på en trappesten. Greven lod den sovende mand bære op i sit hus og lod ham iklæde en fin dragt, hvorefter han lod ham vække og føre ned i den grevelige karet og transportere rundt i byen. Den stakkels mand forstod intet af, hvad der foregik, og blev ved med at påstå, at det var en misforståelse, at han ikke var greve, men en fattig kulsvier. Omsider lykkedes det Greven og hans tjenere at overbevise Baciccia om at han var greve og blot havde et lille hukommelsestab og han kom til at synes rigtig godt om sit nye liv. Da lod Greven ham drikke fuld igen, afklæde og iføre de gamle pjalter og anbringe på den samme trappesten, hvor han tidligere havde ligget. En historie, der ganske ligner vor egen Holbergs Jeppe på Bjerget.

Marchese del Grillo gjorde kur til en ung pige, som imidlertid afslog hans frieri. Herover blev han så vred, at han en nat lod sende bud til en jordemoder, om at hun skulle skynde sig til den unge piges hjem. På denne måde ville han skade den unge piges rygte som hævn.

En gang sendte Marchese del Grillo bud efter jøden Anania og tilbød ham, at han kunne købe hans møbler for kun en bajocco for hver del, der var. Anania fandt tilbudet fordelagtigt og slog til og der blev opsat en kontrakt, som begge parter underskrev. Hvad Anania ikke vidste, var at der i en af kommoderne var en skuffe fuld af sikkerhedsnåle, og Greven tvang ham nu til efter kontrakten at betale en bajocco for hver eneste nål.

Litteratur om Del Grillo-familien:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 342.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 106.
Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985
- side 65f.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton editori, 2004
- side 363f.
Rendina, Claudio: I palazzi storici di Roma. Newton & Compton editori, 2005
- side 388.
Tidsskriftet: Roma ieri, oggi, domani. No.1, 1988: artikel om Il Marchese del Grillo.
Zanazzo, Giggi: Leggende e storie romane. Meravigli. 1992.
- side 53f.