ANNAS ROM GUIDE
Piazza del Grillo

er en lille plads, der ligger højt over Kejser-fora'erne mellem Via di Tor de' Conti og Salita del Grillo. Der var helt fra Antikken på dette sted et vejstykke bagved den brandmur, som Kejser Augustus lod bygge for at beskytte sit nedenforliggende nyopførte Forum, og den gade, der kaldtes Via Biberatica, løb senere herfra og over Trajans Marked ned til byen.

Sit nuværende navn har pladsen fået, fordi Del Grillo-familien havde deres ejendom her, hvor vi stadig finder Palazzo del Grillo og det elegante tårn Torre del Grillo. En bue, kaldet Arco dei Conti, forbinder de to bygninger. Dette navn stammer fra Conti-familien, som i en årrække ejede tårnet, inden det overtoges af greverne Del Grillo.

Piazza del Grillo med Palazzo del Grillo og Torre del Grillo
- se flere fotos -


Nord for tårnet og pladsen løber den smalle gade Salita del Grillo langs med bagsiden af Trajans Marked og Kirken Santa Caterina da Siena med den tidligere Klosterejendom på vestsiden. Herinde knejser ruinerne af et andet middelaldertårn: Torre delle Milizie.

På pladsens østside ligger skråningen op mod Magnanapoli og den store Klosterbygning ved Kirken Santi Domenico e Sisto. Her ved nr.15-17 lå i Middelalderen Kirken San Salvatore de Militiis.

Fra pladsen løber den lille gade Via di Campo Carleo ned forbi Trajans Markedsanlæg. Denne gade hed tidligere også Salita eller Via del Grillo og var således en del af den vej, der løb op over højsiden nede fra den gamle Via Alessandrina. På gadehjørnet står et lille palæ, som kaldes "Casa dei Cavalieri di Rodi". Det er bygget af Johanniter-Ridderne ovenpå resterne af den nordlige halvcirkel af Augustus' Forum og en gammel trappe fører herop. Ved siden af ses resterne af den kirke, som munkene "I Basiliani" havde bygget på murene af det Mars Ultor-Tempel, som Augustus havde ladet opføre på sit Forum. En port til venstre for Casa dei Cavalieri di Rodi fører ind til Kirken San Giovanni Battista og til Antiquarium del Foro di Augusto.

Herefter følger den store støtte- og brandmur, som Augustus lod opsætte for at beskytte det nedenforliggende Forum. På muren ses nogle store konsoller, der stammer fra en bygning, som man opdagede, da man rev Kirken Sant'Urbano ned. Måske hidrører de fra Johanniternes hospital ("Ospedale dei Cavalieri di San Giovanni"), der lå her.

Lige efter Via di Campo Carleo ligger på Piazza del Grillo nr.1 nutidens indgang til Foro di Augusto, Augustus' Forum, og lidt længere fremme ses 3 buede portindgange i muren. Her fører en trappe ned til det, der i Antikken var en sideindgang til Forum, mens en anden sideindgang findes længere fremme i Via di Tor de' Conti, der på den anden side af pladsen fortsætter gadeforløbet.

Fra pladsens østlige hjørne løber endelig den lille gade Via degli Ibernesi under de bageste bygninger fra Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto. Området omkring denne gade ejedes i begyndelsen af 1800-tallet af familien Sturbinetti og mellem bygningerne lå en snæver og ilde berygtet gyde, som familien fik tilladelse til at lukke af og indrette til kapel for Santa Maria del Buon Consiglio. Indgangen hertil kan ses i Via Tor de' Conti nr.1.


Litteratur om Piazza del Grillo:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 341.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 106f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, Del 3: side 164.
- Rione I, Monti, Del 4: side 10, 26, 32.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.


Fotos fra pladsen
Kort over området
Bo og spise i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 7.4.2006 og sidst opdateret d. 19.7.2007