ANNAS ROM GUIDE
Nicolis di Robilant-familien

Nogle medlemmer af familien Nicolis di Robilant med tilknytning til Rom:

Grev Carlo Felice Nicolis di (eller: de) Robilant, var født i 1826 i Torino. Han gjorde karriere indenfor militæret, blev ambassadør i Wien i 1871 for det nye samlede Kongerige Italien og var aktiv inden for politik, hvor han var tilhænger af Triple Alliancen. I 1885 blev han kaldt til Rom og udnævnt til udenrigsminister i Premierminister Agostino Depretis' regering. Her undervurderede han modstanden mod italienernes erobring af Etiopien og efter nederlaget ved Dogali, hvor over 500 italienske soldater måtte lade livet, blev di Robilant den 7. februar 1887 tvunget til at indgive sin afskedsbegæring. Året efter blev han udnævnt til ambassadør i London, men han døde kort efter, den 17.oktober 1888.
Under sit ophold i Rom erhvervede di Robilant Palazzo del Grillo, beliggende ved Piazza del Grillo ovenfor Trajans'a Marked og det er stadig i familiens eje.
Carlo Felice Nicolis di Robilant var på mødrene side af tysk afstamning og han var gift med en datter af den østrigske Prins Edmund Clary-Aldringen.

Edmondo Nicolis, Conte di Robilant e Cereaglio var født 4. august 1871 i Wien og blev gift med Grevinde Valentina Mocenigo fra Venedig. Sammen fik de børnene Carlo Nicolis di Robilant (1897-1971), Andrea Nicolis (1899-1977), Olga Nicolis dei Conti de Robilant (1900-?), Edmondo Nicolis (1901-1973) og Gian Francesco Nicolis (1905-1974).
Edmondo Nicolis di Robilant e Cereaglio døde i Rom den 14. marts 1941.

Mario Nicolis di Robilant var født i 1855 i Torino, gjorde karriere indenfor militæret og modtog forskellige udmærkelser (1916: Commendatore dell'Ordine Militare d'Italia, 1918: Grande Ufficiale dell'Ordine Militare d'Italia og 1919: Cavaliere di Gran Croce dell'Ordine Militare d'Italia). Under Første Verdenskrig var han General for den 4. Armé, som han ledte i kampen mod de østrigske tropper i Norditalien, blandt andet i slaget ved Monte Grappa den 24. til 28. oktober 1918. Italienerne endte med at sejre, men mange soldater var faldet og til minde herom opførte man efter krigen et stort mausolæum ved den lille helligdom for soldaternes tilbedte Madonnina del Grappa. Samme Madonna-billede har di Robilant-familien valgt at anbringe på hjørnet af deres familiepalæ i Rom, Palazzo del Grillo, sammen med en mindetavle for soldaterne fra den 4. Armé.
Mario Nicolis di Robilant døde i Rom i 1943.

Filippo di Robilant blev født i Rom i 1959 og virker idag som politiker.

Andrea di Robilant er forfatter og lever i Rom. Han har blandt andet udgivet bogen Un Amore Veneziano i 2003.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1-4-2008