ANNAS ROM GUIDE
San Michele Arcangelo

= Ærkeenglen Mikael


San Michele er en af de 7 Ærkeengle og af disse er han sammen med Ærkeenglen Gabriel den vigtigste. Han fejres den 29. september.

Michele fremstilles med attributterne lanse og fane. Det er Michele, der sejrer over Lucifer, han betegnes derfor "Victoriosus" ("Den sejrende") og fremstilles derfor ofte på billeder som "dragedræberen".

Han beskytter også mod sygdom og det var ham, som Pave Gregor I ifølge legenden i 590 så på toppen af Hadrian's Mausoleæum, da Rom hærgedes af pest. Paven havde samlet gejstligheden og folket til en procession rundt i byen, hvor de bønfaldt om at pesten skulle holde op. Da de passerede Hadrian's Mausolæum så Gregor San Michele på toppen af monumentet, i færd med at stikke sit sværd i skeden. Da forstod Paven, at hans bøn var hørt og at pesten ville ophøre. Der var efter denne begivenhed, at Hadrian's Mausolæum skiftede navn til Castel Sant'Angelo ("Engelsborg").

Første gang en kirke blev viet til en ærkeengel, var det til San Michele i Alexandria omkring år 320. Han æredes også af jøderne og hans kult i Kristendommen er vidt udbredt. Især i Østen var ærkeenglekulten meget udbredt og meget gammel. Den ægyptiske ortodokse kirke tilbad i sin liturgi ærkeenglene Mikael, Raffael, Gabriel og Uriel fra det 3.århundrede. Under Kejser Constantin byggedes der en kirke til San Michele i Constantinopolis og der kom snart mange flere til. Alle de senere kejsere i Østriget dyrkede ærkeenglene og flere fik heraf navnet Michael.

Mellem 492 og 496 sagdes det, at San Michele var blevet set på Monte Gargano i Syditalien og dette forstærkede dyrkelsen af ham. Senere kom andre beretninger, om at han var blevet set på Mont-Saint Michel i Frankrig, på St. Michael's Mount i England og flere andre steder. Herefter byggedes der talrige helligdomme viet til Ærkeenglen på toppen af høje og bjerge.



Litteratur og links om San Michele Arcangelo:
Bernardi Salvetti, Caterina: S. Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Roma, Desclée, 1965.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 245.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
Reclam, 1979.
- side 379.
På hjemmesiden: "Katolsk.dk" kan man finde mere litteratur om helgener ved at slå op på Verdenskirken og Helgenleksikon.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 24.5.2003 og sidst opdateret d. 8.3.2011