Inden sin død den 17. Januar bad Antonius sine tilhængere om at begrave ham ganske enkelt og holde hans gravsted skjult. Det lykkedes imidlertid ikke helt. Som ovenfor nævnt skrev Sant'Atanasio om ham og udbredte dermed kendskabet til hans liv og gerning. Men gravstedet kendtes ikke offentligt, før det blev fundet i 561 og Sant'Antonio's rester blev ført til Kirken San Giovanni Battista i Alexandria. Senere blev de flyttet til Constantinopel og i det 11.århundrede blev de flyttet til Frankrig, til Saint-Didier de la Motte (eller Motte-Saint-Didier, der senere fik navnet Saint-Antoine), hvor man i 1059 grundlagde Antoniter-Ordenen, der især beskæftigede sig med sygepleje og oprettede talrige hospitaler. Ordenen havde desuden det privilegium at deres svineflokke måtte gå frit og uantastet rundt på gader og stræder for at søge føde. Alle dyrene havde en lille klokke om halsen og blev betragtet som hellige dyr, som munkene selv slagtede for at bruge spækket til en helbredende creme mod sygdommen Helvedesild.
Herefter bredtes dyrkelsen af Sant'Antonio Abbate (Antonius der Grosse, Antonius Eremita, Saint Anthony hermit) sig og især i Middelalderen vandt den stor udbredelse. Man anså ham for "munkevæsenets Fader" og for at være beskytter af ilden, hjemmets arne, sygdommen Herpes zoster (Helvedesild, som også kaldes "Fuoco di Sant'Antonio"="Sankt Antonius' ild"), husdyr, slagtere og pølsemagere.
Sant'Antonio Abate fremstilles ofte klædt i eremittens kutte med en T-formet stav i den ene hånd og en lille klokke i den anden. Klokken brugtes til at skræmme de onde ånder/kræfter væk. Desuden står der ofte en lille gris ved hans side. Den repræsenterer måske hans sejr over Djævelens fristelser. Cattabiani har en lidt anden forklaring: Måske er her rester af en gammel keltisk opfattelse af vildsvinet som særligt stærkt og helligt dyr. Og måske har man ved Sant'Antonio Abate-dyrkelsens fremmarch i Frankrig forbundet dette særlige dyr med denne særlige helgen. Men vildsvinet har også været symbol på Djævelen - som Sant'Antonio Abate jo overvandt, hver gang denne fristede ham. Og således blev vildsvinet måske til det mere almindelige svin, som ifølge nogle historier fulgte helgenen som en lille hund. (Cattabiani (litt.note 1) s.129-130).
Et meget udbredt folkeeventyr i Italien fortæller, hvorledes der tidligere ikke var nogen ild på jorden. Menneskene frøs og sultede og gik da til Sant'Antonio og bad ham om hjælp. Den hellige mand fik medlidenhed med dem og besluttede sig til at bringe dem ild, selv om han vidste, at det eneste sted han kunne finde den var i Helvede. Derhen begav Sant'Antonio sig så, fulgt af en lille gris, for han havde, før han blev eneboer, været hyrde for en flok grise, og én af disse fulgte ham, hvor han gik og stod. Sant'Antonio indfandt sig således sammen med grisen ved porten til Helvede, hvor han bankede på og sagde: "Jeg fryser, luk mig ind". Men djævlene genkendte ham som den helgen han var og ville ikke lukke ham ind. Så tog grisen affære, den smuttede indenfor og gav sig til at løbe rundt og rode overalt. Og lige meget, hvor meget de prøvede, lykkedes det ikke djævlene at fange den lille gris. Til sidst måtte de så lukke Sant'Antonio ind for at fange grisen. Men han gav sig i stedet til at slå løs på djævlene med sin stok. Det ville de ikke finde sig i, så de rev den fra ham og smed den i ilden. Straks begyndte grisen igen at løbe rundt og lave ballade - og Sant'Antonio sagde: "Hvis I virkelig vil have, at jeg skal stoppe grisen, så må I give mig min stok igen". Det gjorde djævlene så og Sant'Antonio kaldte sin gris til sig og sammen forlod de Helvede. Men, hvad djævlene ikke vidste, var at Sant'Antonio's stok var lavet af "ferula", som er en skærmplante, der på dansk kaldes "ferle". Og denne plante skulle have den egenskab, at hvis en glød rammer dens svampede indre, så kan den blive ved med at ulme derinde. Derfor kunne Sant'Antonio nu give menneskene ilden, da han vendte tilbage fra sit besøg i Helvede. Omgivet af de sultne og frysende mennesker svang han stokken rundt over sit hovede og hundredevis af små gløder spredtes over jorden. Dette er altså en af forklaringerne på, hvorfor Sant'Antonio er beskytter af ilden - og grisen. (se litt.note 3 forneden).
Så meget forbindes Sant'Antonio med grisen, at man i Danmark i 1976 opkaldte en særlig produceret svinerace efter helgenen: Antonius Grisen
Sant'Antonio fejres den 17. Januar ved Festa di Sant'Antonio Abate, hvor præsterne velsigner de husdyr og kæledyr, som folk bringer til kirkerne. I Rom foregik dette tidligere ved Kirken Sant'Antonio Abate. Idag finder ritualet sted ved Kirken Sant'Eusebio all'Esquilino.
I Kirken Santa Pudenziana skal der findes et relikvie af Sant'Antonio. Det skulle blive fremvist i Fastetiden sammen med andre relikvier.
