ANNAS ROM GUIDE
Sant'Aurea - helgeninde

3.århundrede

Helgeninden Santa Aurea døde ifølge legenden martyrdøden engang i 200-tallet. Hun stammede efter sigende fra Ostia og æres i Basilica di Sant'Aurea i denne by. Hun er desuden Ostia's skytshelgen.

I Rom fandtes også fra 1300-tallet - eller måske endda tidligere - en Kirke viet til Sant'Aurea, men den gik i forfald og ombyggedes senere til Kirken Spirito Santo dei Napoletani.

Aurea kaldtes på græsk Chrisé og man har netop i nærheden af Kirken i Ostia fundet en marmorsten med indskriften "Chryse hic dormit" : "Chryse sover her". Stenens skrivemåde daterer den til det 3. århundrede, altså til den tid, hvor Aurea levede og døde.

Hendes levnedsbeskrivelse blev først forfattet ret sent, men fundet af ovennævnte sten bekræfter fortællingen om, at Aurea efter sin død blev begravet på en begravelsesplads i Ostia.

Oplysningerne om Sant'Aurea er ellers sparsomme. Det fortælles, at hun led martyrdøden under Kejser Alexander Severus, som regerede fra år 222 til 235. Hun skal have været en jomfru af en fin familie, men fængslet for sin kristne tro, som hun ikke ville afsværge. Hun blev underkastet tortur, men gav ikke efter og blev istedet sendt i eksil til familiens ejendom ved Ostia.

Det stoppede hende dog ikke i at forkynde sin tro vidt og bredt, så hun blev atter arresteret og påny underkastet tortur. Da det ikke var muligt at omvende hende, endte det med, at man kastede hende i havet med en tung sten bundet om halsen.

Aurea's lig blev af bølgerne båret ind på stranden, hvor hendes tjenere og familie fandt hende og lod hende begrave på ejendommen. Her opstod senere en større gravplads og en kirke.

En anden fortælling sætter begivenhederne noget senere, nemlig i 252, hvor Præfekten for Prætorianergarden Censorino blev kaldt til Kejser Gallus (som herskede fra Oktober 251 til Maj 253), fordi han beskyttede fængslede kristne. Foran Kejseren erklærede han sin kristne tro og blev derefter selv fængslet og sendt i eksil til Ostia. Her traf han imidlertid Aurea og her blev de begge, sammen med andre kristne, halshugget den 5. September 252. Censorino og hans venner blev herefter tilbedt i en kirke, som på et tidspunkt i 500- til 700-tallet blev bygget på det sted, hvor de havde lidt martyrdøden. Mens Aurea altså dyrkedes andetsteds.

Sant'Aurea har flere festdage, den 20. Maj og den 22. August, samt den 24. August. I Ostia fejres hun imidlertid i vore dage i den sidste uge i Maj måned.

Sant'Aurea er sammen med Santa Lucia sømændenes skytshelgen.

Litteratur om Sant'Aurea:
Cattabiani, Alfredo: Santi d'Italia : vita, leggende, iconografia, feste, patronati, culto. Milano, (Rizzoli), BUR Saggi, 2.ed., 2007. (Biblioteca Universale Rizzoli, Saggi). Vol.1-2.
- Volume I : side 121-124. ------ xxxx.
Santi e Beati: Santa 'Aurea di Ostia.
Wikipedia (engelsk tekst): Aurea of Ostia.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d . 29.1.2020 og sidst opdateret d. 30.1.2020